Og der er brug for en stærk politisk og social klimabevægelse på tværs af landegrænser, hvis vi skal afværge en klimakatastrofe inden for det smalle vindue af tid, der stadig er til rådighed for os. 

Det er den gennemløbende rød-grønne tråd i bogen ”System Change Not Climate Change”, som forventes at udkomme 29. august. 

Ian Angus, Martin Empson (red.), Sarah Ensor:System Change Not Climate Change: A Revolutionary Response to Environmental Crisis”, forlaget Bookmarks Publications (London)

Mens titlen med brugen af et slogan, som er taget i brug af klima-marcher internationalt, favner den nedkogte slagkraftighed i ”One Solution – Revolution”, er påstanden langt fra, at alt automatisk vil løse sig ved en revolution, eller at vi skal ”vente” med klima-handling til revolutionen kommer. 

Bogen angriber emnet fra mange forskellige vinkler over 11 kapitler. En række forskellige bidragydere dykker bl.a. dybt ned i det konventionelle landbrug, undersøger fossile brændstoffers symbiose med kapitalistisk produktion og genbesøger og videretænker de klimapolitiske potentialer i Karl Marx’ og Friedrich Engels’ teoretiske tekster. 

Anti-økologisk kapitalisme

Revolution, ”system change”– en fuldstændig omorganisering af måden, vi organiserer produktion på og arbejdernes egen ”omdannelse” af sig selv, som det afsluttende lyder fra redaktør Martin Empson – er sandelig ”løsningen”, som der peges frem imod.

Men det stikker dybere end ødelæggelsen af en gammel orden for at kunne opbygge noget nyt. Klimakrisen og den klimakatastrofe, som venter, hvis vi ikke handler, ligger dybt i hjertet af kapitalismens indre, krise-genererende selvmodsigelser. Og klimakrisen har et særligt potentiale til at eksponere disse fundamentale problemer. 

Den kapitalistiske produktionsmåde og det forbrugssamfund, der bliver skabt herved, er i sagens natur anti-økologisk. Det betyder, at udvinding og forbrænding af olie og gas, skovrydning, udpining af jordens næringsstoffer – alle forbundne dele af det globale kapitalistiske produktionssystem – forstyrrer selve jordsystemet. Det skaber splittelser i den komplekse forbindelse mellem planetens økosystemer, fra bestanden af insekter til vejrfænomener. Dette har, som vi ved, en tilbagevirkende kraft af dimensioner også på menneskelivet. 

Marx og kloden: Kapitalismen angriber det, den selv lever af

For at beskrive den opslidende og selvopslidende virkning, som kapitalismen har på kloden, sammenligner økosocialisten Ian Angus den med en form for auto-immun lidelse (dvs. en sygdom, hvor kroppen angriber sig selv, f.eks. leddegigt). Det kapitalistiske system angriber, til sin egen uoprettelige skade, selve den ”krop” den lever i og er afhængig af – Jorden og alle dens ressourcer. 

Dette er kernen i den klimateori, som Marx selv nåede at tegne konturerne af i Das Kapital – det som siden er blevet kaldt ”metabolic rift theory” (“teorien om en stofskifte-fejl” eller et stofskifte-brud). Faktisk kommer udtrykket på dansk (stofskifte) tættere på det tyske ord i originaludgaven: ”Stoffwechsel”. 

I en opsummering af Friedrich Engels skriver Ian Angus:

”Historien om livet på Jorden, og dermed også om menneskeheden, er ultimativt historien om de foranderlige måder, hvorpå alt levende har tilegnet sig, forarbejdet og udvekslet stof og energi.”

Mennesker, dyr, planter, næringsstoffer – alt må være i udveksling, i balance, hvis ikke Jord-kroppen og dens forskellige organer skal opslides uhelbredeligt.

Og dette er, hvor Marx finder kapitalismens økologiske uholdbarhed. Mens han arbejdede på Das Kapital, brugte han som eksempel på stofskifte-bruddet ”røver-landbruget”, da undersøgelser viste, hvordan landbruget skabte ubalance i jorden ved at tage dens næringsstoffer uden at give tilbage. 

Dette var i 1860’erne og 1870’erne – en tid, som mange mennesker måske forestiller sig som ”de gamle dage”, hvor tingene ikke var løbet løbsk endnu. Marx kunne ikke have vidst, hvor meget han var på vej i den rigtige retning med sin sammentænkning af økonomisk teori, politisk-social teori og naturvidenskab, ej heller, hvordan han kun så at sige observerede toppen af det smeltende isbjerg. 

Men han lagde grunden til en metode, som økosocialister først for relativt nyligt er begyndt at bygge videre på. Og der er – desværre – masser af ny forskning til at eksemplificere vidden af kløften i vores stofskifte med resten af kloden. 

Kapitalen handler i øjeblikket ganske ”ansvarligt” inden for sin egen logik, for dens ansvar er at jagte profit, ikke at konservere, hvis det ikke er profitabelt. Da juli 2019 blev den varmeste måned nogensinde målt, ville profitten kunne findes i aircondition og rent vand i plasticflasker, ikke i et farvel til fossile brændstoffer og kemikalieindustri. Det nuværende system vil blive en ”disaster capitalism” om nødvendigt, vil suge profitten ud af en døende klode og en desperat menneskehed, indtil der ikke er mere stof at tære på.

Er mennesket af natur destruktivt – og Jorden bestemt til at gå under?

Således kapitalismens mørke fremtid. Og vores, hvis vi går ned med den. 

Betyder det, at menneskeheden altid var skæbnebestemt til at gå under på denne måde?

Disse spørgsmål kan synes lidt abstrakte og i værste fald som filosofiske distraktioner fra meget konkrete problemer. Men de ligger dybt i, hvordan vi overhovedet forstår problemerne, og hvilken bevægelse, vi skal bygge, og det er en tråd, som gentagne gange tages op direkte og indirekte gennem bogens kapitler.

Forholdet menneske/natur bliver ofte stillet op som et valg mellem to forskellige forståelser: Den ene (den monistiske anskuelse) siger, at mennesket er natur – den anden (den dualistiske måde at se tingene på) siger, at mennesket er fundamentalt adskilt fra naturen. Den dualistiske tilgang er den mest udskældte, idet den retfærdiggør menneskets hersken over naturen, der ses som intet andet end et lager af ressourcer. Begge har en indbygget tendens til at blive fatalistiske. Hvis mennesket er natur, kan den menneskeskabte kapitalisme så ikke være et udtryk for menneskets iboende natur? Hvis mennesket er uden for naturen, er vi så ikke et fremmedlegeme, hvis gang på Jorden aldrig var holdbar?

Sådanne idéer implicerer dels civilisation og kapitalisme som fuldt sammensmeltede og uadskillelige, dels ”menneskets natur” som altid destruktiv.

Den marxistiske tilgang til menneske/natur er dialektisk og dermed anderledes: Mennesker både udgør og er udgjort af natur, men udgør ikke og er ikke udgjort af hele naturen. Det betyder, at menneskene nok er en del af Jorden og naturen – men også har muligheden for at forandre forholdet til det bedre:

Hvad bogen “System Change Not Climate Change” fremsætter i sin brug af Marx’s teori og filosofi, er, at der er et alternativ til kapitalismens katastrofale omorganisering af menneskets eksterne krop – Jorden. Kapitalismen er blevet et kapitel i stofskiftet på jorden. Men det behøver ikke at være sådan. At organisere et samfund og en produktion for de mange og ikke for de få er også at organisere for kloden frem for profit. 

 

Bogen kan købes ved Forlaget Modstand for 100 kr + forsendelse. http://www.modstand.org/