Nakba er ikke blot en historisk forbrydelse. Staten Israel har i alle årene fortsat med at ødelægge palæstinensiske huse og byer, stjæle deres marker, bygge illegale bosættelser og nægte flygtningene retten til at vende tilbage. Trods den demokratiske fernis, er Israel først og fremmest jødernes stat, hvor ikke-jøder har færre rettigheder.
I alle årene har Israel været USA´s og Vestens vagthund i Mellemøsten, og modtaget massiv støtte. Men Israel forfølger også sine egne interesser som stat gennem partnerskaber med de omkringliggende arabiske stater.
Israel og Sudan – vestens vagthunde
Senest er Israel gået offensivt ind for at støtte militæret i Sudan, som tog magten fra overgangsregeringen ved et kup i 2021. I februar 2023 underskrev Israel og Sudan en “fredspagt”, som bl.a. udbygger det militære og efterretningsmæssige samarbejde.
Blot to måneder efter startede Sudans militære ledere, Al-Burhan og hans rival Hemedti, et internt opgør. Det har ødelagt hospitaler, skoler og andet infrastruktur i hovedstaden Khartoum. Hundredvis er døde, tusinder er sårede og hundredtusinder er tvunget til at flygte.
Israels rolle i at støtte kupmagerne og kontrarevolutionen i Sudan må ikke undervurderes, og det er i tråd med den nuværende praksis med at alliere sig med reaktionære regimer, som tjener deres interesser.
Kamp for frihed og social retfærdighed
Forbindelsen mellem Nakba og kampen i Sudan er ikke kun et spørgsmål om geopolitiske interesser. Det er også en fælles erfaring med undertrykkelse og fordrivelse, og en kamp for frihed og social retfærdighed.
Kampen for palæstinensisk befrielse er heller ikke kun et spørgsmål om retten til national selvbestemmelse. Det er også en kamp mod imperialismen.
De konkurrerende stater i regionen og stormagterne har palæstinensisk og sudanesisk blod på deres hænder. De sikrer militær støtte til magthaverne i Israel og Sudan, men kræver samtidig, at den civile modstand skal indstilles til fordel for fredsforhandlinger.
Solidaritet med modstanden Palæstina og Sudan!
