Katrine Vilien er fagligt aktiv sygeplejerske og medarrangør af Kvindeoprøret i København. Hun mener, at vi langt fra er færdige med kvindekampen og ser lang vej endnu, når det kommer til ligeløn og økonomisk ligestilling i det hele taget.
”Jeg oplever faktisk, at vi i øjeblikket bevæger os længere og længere væk fra ligestillingen. Jeg er vokset op i en tid, hvor man sagde, at vi havde ligestilling, og det tænkte jeg også selv. Men det har vi ikke. Og det kommer jeg til at kæmpe for, altid.”
For hende er 8. marts en vigtig kampdag, men hun understreger vigtigheden af at kæmpe for ligestilling på arbejdspladsen hver dag.
”At tage kampen i det daglige er at stå på sin ret og sige: Jeg vil have en ordentlig løn, jeg vil have nogle ordentlige arbejdsforhold, jeg vil anerkendes for det, jeg kan, lige så vel som mine mandlige kolleger.”
Hun mener også, at en del af kampen på langt sigt er at gøre op med den forestilling om meritokrati uden sexisme, som ledsager fortællingen om ligestilling i Danmark:
”Rigtig mange siger, at de altid tager den bedste til jobbet. Men samtidigt var jeg (som kvinde) ikke velkommen i bestyrelsen. Jeg fik ikke adgang til det lille forum, hvor vi skulle tale sammen om, hvem der skulle være i bestyrelsen. Der var jeg ikke inviteret. Vi skal gøre op med, at kvinder ikke bliver inviteret ind i de lukkede kredse, hvor magten er, og hvor man tager beslutningerne.”
Katrine Vilien efterlyser flere solidariske mænd i kampen for ligestilling og mener ikke, at kampen stopper, før kvinder og mænd står side om side. Det gælder for ligeløn såvel som for modstand mod vold mod kvinder:
”Jeg synes, mændene skal komme med! Jeg synes, de skal være en del af det. Jeg kæmper meget for sygeplejerskers forhold, og jeg forstår ikke, at far og bedstefar og lillebror og alle mulige ikke står derude og råber ’min kone, min søster, min veninde, min et eller andet’ er dårligt lønnet. Hvor er de henne? De sidder derhjemme og siger: Skidegodt kæmpet, mand, det gjorde du rigtig godt. Ja, men hvor er du? Så kom og vær med i kampen, sig, at ligestilling også er en vigtig kamp for dig. Jeg tror, at vi når meget længere meget hurtigere, hvis begge køn går ind i kampen”.
En af de andre medarrangører, Lizette Lassen, der er fredsaktivist, viderefører den historiske forbindelse mellem kvindekampen og modstanden mod krig i sloganet ’kvindekamp er fredskamp’, som hun sætter nogle ord på:
”Hvis vi ikke får fred i verden, så får vi aldrig lavet nogle samfund, hvor vi som mennesker kan leve fornuftigt side om side med hinanden og have nogle vilkår, som passer alle.
Når der er krig, bliver kvinders konkrete rettigheder mange steder fuldstændigt skudt væk. Men der er også hele princippet i, at man vælger at bruge alle vores økonomiske ressourcer på krig og på våben. De ressourcer går jo fra det samfund, som vi skulle bygge op. Og når der ikke er ressourcer til at have et godt samfund, så går det jo ud over kvinderne også – det er dem, der især får lov til at lave en masse underbetalt arbejde.
Fredskamp er også en mandekamp, det er en kamp for os alle sammen. Men på en dag som i dag er det vigtigt, at vi husker, som kvinder, at stå op imod krig. Det er jo et imperialistisk kapløb, som vi kaster alle vores ressourcer efter. Vi har brug for et systemskifte som en del af kvindekampen, tror jeg.”
SAA: Er systemskifte en anden måde også at sige det gamle slogan ”kvindekamp er klassekamp” på?
”Ja, klassekamp er kvindekamp er fredskamp. Krige er egentlig omfordeling af ressourcer til våbenindustrien. Det har man også kunnet se de sidste par år, når den danske våbenindustris forening har holdt deres årsmøde. De synes er megafedt, som der bare bliver postet penge ind for dem. Vi har nu hundredvis af forskellige virksomheder, som leverer våbendele. Tre af vores store havne er blevet bygget om til at kunne tage imod NATO-skibe og -tropper, og nu kommer der sågar for første gang i dansk historie en ungdomsuddannelse, som man kan tage for at forberede sig til at komme i militæret. Man kan se en militarisering af vores samfund – vi ofrer vores økonomi og vores børn og vores tid til krig, og det er bare et lorteoffer.”
Lizette Lassen mener selv, at fokus i den systemkritiske fredskamp i dag skal ligge på modstand mod NATO og Danmarks medlemskab.
”I fredsbevægelsen er jeg meget aktiv i at udbrede budskabet om, at vores medlemskab af NATO og NATO’s virke er meget aggressivt og meget krigsfremmende.
Vi er blevet lært, fra vi var små, at det er på grund af NATO, at vi har fred, og det er bare en stor, fed løgn. Og hvis ikke vi opdager det, er der virkelig lang vej at gå, for hvis dem, der skaber krigen, er spejlet på fred, så går det galt. Mange tror, at sikkerheden er i NATO og ved ikke, hvor grelt det står til. Så man må ud med oplysning til folk. Jeg tror, at hvis man ikke tager fat i rødderne, der skaber det forkerte, så bliver det virkelig op ad bakke at skabe forandring.”
Nanna Susé, som er nyvalgt kreds-næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd (kreds hovedstaden), ser sygeplejerskernes kamp som meget nærværende på trods af, at de mange strejker ikke har givet det ønskede resultat. Hun mærker en stemning for sygeplejerskernes sag:
”Det er gået fra at være en hemmelig kamp og glemt strejke til at sundhed, ventelister, mangel på kolleger, arbejdsforhold og løn er vigtige emner for alle vælgere i Danmark.”
Samtidigt ser hun samfundets sexistiske strukturer fortsat dybt indlejret i, hvordan sygeplejerskerne er blevet modtaget.
”Sygeplejersker har fået et ry for at være besværlige, skingre, utilfredse og umedgørlige. Ord man ofte tillægger kvinder og dermed kvindedominerede fag.”
Hun retter i det hele taget et skarpt fokus på, at kampen fortsat handler om meget mere end lønløft. Bevidstheden om den ringe agtelse bliver skærpet, når fag i den offentlige sektor bliver æltet sammen ”i ét stort dejfad” under navnet ’omsorgsfag’, som hun sagde i sin tale på demonstrationen. Omsorg dækker ikke de mange forskellige kompetencer, sygeplejersker, bioanalytikere og pædagoger kommer med og signalerer forfejlet, at fagene bæres af kvinders forestillede medfødte omsorgsgen.
Det er ikke en dag, hvor vi skåler i lyserødt og roser hinanden. Det er en dag, hvor kvinder verden over stiller sig på både fysiske og virtuelle ølkasser og råber op, for at blive hørt. I fællesskab kæmper vi mod kvindevold, undertrykkelse, underbetaling og ringe agtelse
Citat: Nana Susé, tale på Rådhuspladsen i København 8. marts
”Det sammenhold og den frustration der fulgte, er stadig gældende. Tiden er inde til ligeløn og ligeværd. Det har #Metoo og stærke feminister også lært os. Der er et andet fokus nu og vi giver ikke op.”
Der er meget arbejde at gøre for fremtiden og en stor kamp at tage. Sygeplejefaget oplever en historisk rekrutteringskrise, påpeger Nanna Susé. ”Den forsøges løst med nødtørftige tillæg og tvang om flere der deler vagtbyrde.” Og hun er ikke imponeret over den nye regering, som ikke nævner noget om ligeløn i regeringsgrundlaget.
Offentligt ansatte er ikke en byrde. Vi er værdiskabende for velfærdssamfundet. I synergi sikrer vi, at de der arbejder med produktion og i det private, kan gå arbejde som hele, raske mennesker, som kan trygt kan efterlade deres barn, mor eller mormor i andres hænder.
Citat: Nana Susé, tale på Rådhuspladsen i København 8. marts
OK23 for den private sektor baner vejen for lønstigninger og visse forbedringer, når vi når frem til det offentliges overenskomst i 2024, siger hun. ”Men det, vi ønsker – kræver – er et samlet løft der udligner løngab mellem fagene og anerkender, at det at arbejde med mennesker er præcis lige så vigtigt som at arbejde med tal og maskiner.”
”Vi kommer ikke i mål med et bæredygtigt sundhedsvæsen, eller for den sags skyld en offentlig sektor, før lønningerne i de kvindedominerede fag sættes op – og arbejdsforholdene bliver bedre.”
