Den 9. april 1946 nedlagde arabiske og jødiske palæstinensiske arbejdere på postkontorerne i Tel Aviv og Jaffa arbejdet med krav om lønstigninger. Det skete i lyset af en 158 procent stigning i leveomkostninger siden udbruddet af 2. verdenskrig mens lønningerne havde stået stille. Den 10. april gik postarbejdere over hele Palæstina med i strejken, og vandt hurtigt indrømmelser fra arbejdsgiversiden, som Histadrut (den jødiske fagforening) anbefalede at acceptere.
Men postarbejderne stemte for at fortsætte strejken. 14. april sluttede arabiske og jødiske jernbanearbejdere sig til strejken og lammede landets jernbanesystem. Statsansatte på mellem- og lavere lønniveau samt havnearbejderne i Haifa og Jaffa nedlagde arbejdet, så der den 15. april var 32.000 arbejdere i strejke landet over.
Også oliearbejderne og titusinder af arbejdere fra Palæstinas største fabrikker meldte sig klar til at slutte sig til strejken, men det blev blokeret af Histadrut-ledelsen med begrundelsen, at det ville skade det bredere zionistiske projekt.
På trods af fagbureaukratiets modstand mod at fortsætte den forenede arabisk-jødiske arbejdskamp og statens mislykkede forsøg på at indsætte strejkebrydere (de kunne ikke finde nogen, der ville!), havde arbejderne ved udgangen af april vundet en række indrømmelser; en stigning i lønninger og andre forbedringer af leveomkostninger, ret til betalt ferie og pensioner.
Palæstinensiske arabiske og jødiske kommunister erklærede strejken for “et slag mod imperialismens del og hersk-politik, et slag i ansigtet på dem, der står for chauvinistiske ideologier og udbreder national splittelse.”
Den jødisk-fødte palæstinensiske marxist, Tony Cliff, senere grundlægger af International Socialist Tendency, skrev: “Strejken afslørede den store løgn i den fortælling, som imperialismen, zionismen og det reaktionære arabiske lederskab forsøger at styrke, nemlig at enhed mellem de arabiske og jødiske masser er umulig at opnå. Den beviste, at selvom der ikke er et dusin arabere, der støtter zionismen, er der titusindvis af arabiske arbejdere, der er klar til at stå skulder ved skulder med deres jødiske klassefæller for at forsvare deres fælles klasseinteresser.”
To år senere var håbet for en bedre fremtid for alle palæstinensiske arbejdere knust af reaktionær etno-nationalisme – zionismen – i al-Nakba, da staten Israel blev udråbt og det store flertal af befolkningen, anslået 750.000 arabiske palæstinensere, blev fordrevet eller sendt på flugt.
Nationalisme og racisme er verden over blandt de herskende klassers mest brugte værktøjer til at splitte almindelige mennesker, så vi ikke får nogen gode idéer om et bedre samfund for alle. Erfaringerne fra Palæstina er et uhyggeligt eksempel herpå.
