Mennesker, inden for vores art homo-sapiens, har været på jorden i ca. 200.000 år. Alligevel begynder det meste af den historie, vi lærer i skole- og uddannelsessystemet oftest først i oldtidens bystater: civilisationernes begyndelse, for omkring 6000-4000 år siden.
Vores viden om tiden før er først og fremmest begrænset af en mangel på skriftlige kilder, da skriftsproget jo netop først udviklede sig med civilisationernes opståen. Desuden ligner disse samfund på mange måder vores, og er derfor let at spejle vores nutidige samfund i.
Samfundene, der ligger før oldtiden, tegnes som beboet af vilde mennesker, hvor mændene jagede og kvinderne passede på afkommet. Men det giver os en ringe forståelse for, hvordan vi udviklede os fra disse vilde mennesker til avancerede bysamfund.
Et væsen ”tvunget” til samarbejde
Før denne tid levede mennesker i mindre grupper på 30-40 og op til 150-200 individer. Man delte de ressourcer, man havde. Det var ikke fordi, man havde et højere moralsk princip end nutidens mennesker. Disse solidariske principper skal forstås ud fra de materielle omstændigheder, de første mennesker levede under.
Modsat andre aber, var menneskeaberne og særligt homo-sapiens kendetegnet ved større hjerner, en meget længere pleje-periode af nyfødte og endelig ved, at man stod og gik oprejst. En større hjerne betød, at et langt højere energiforbrug gik til hjernen i stedet for muskelmassen. Hos homo sapiens går 25 % af energien til hjernen i hviletilstand, hvor det hos aber er 8 % i hviletilstand.
Ud over en mindre muskelmasse betød det også, at man skulle bruge længere tid på at skaffe føde. Mennesket måtte finde måder at kompensere på for at overleve og klare sig over for andre stærkere og hurtigere dyr. Menneskets evne til at kommunikere, samarbejde og imødekomme behov på fleksibel vis, blev afgørende for vores overlevelse.
Hænderne frie
Ved at stå oprejst kunne man bedre spejde ud over landskabet. I stedet for at kravle kunne man med fagter og håndtegn lydløst kommunikere med hinanden, hvilket var en fordel, når man skulle jage. Frigjorte hænder kunne bruges til en række andre formål udover at pege og lave fagter
Særligt har menneskets evne til at lave mere og mere finurlige redskaber med hænderne været en forudsætning for vores overlevelse, uanset om det har været at lave bål-, jagt- og køkkenredskaber, beklædningsgenstande eller senere udstyr til at tæmme dyr med.
En anden forudsætning for vores overlevelse var, at minisamfundene beskyttede de gravide og barslende kvinder, som var en forudsætning for, at de næste individer i gruppen kom til verden og udviklede basale menneskelige færdigheder. Denne længere omsorgsperiode sammenlignet med andre dyr, muliggjorde en højere grad af socialisering og overlevering af færdigheder.
Sproget
Yderligere udviklede mennesket også et talt sprog. Mange dyrearter har også sprog, endda temmelig avancerede, der kan differentiere mellem forskellige nærværende trusler. Men ingen af disse sprog mestrer abstraktionen. Det vil sige det at tale om noget, der ikke er lige her foran næsen på én. Denne udvikling hænger sammen med en periode fra mellem 70.000- 30.000 år siden, hvor grupper af mennesker udvandrede fra Østafrika mod Mellemøsten, Asien og Europa.
Én videnskabelig teori forklarer dette med en tilfældig mutation af vores hjerne, en anden, der ikke behøver at stå i modstrid med den første, fremhæver menneskets øgede behov for at dele oplysninger om de nye steder, man færdes (og som ikke er lige foran én) og endelig social ”sladder” om fællesskabets medlemmer og deres karaktertræk.
Endelig muliggjorde det forfinede sprog også større sociale gruppers evne til at samarbejde, formulere fælles regler for fællesskabet og tale om de store spørgsmål om vores eksistens, altså udviklingen af religiøse fortællinger.
Samfund uden klasser og kvindeundertrykkelse
Hvis disse nomadiske jæger/samlere skulle overleve, blev man nødt til at dele ressourcerne. Samtidig betød en livsform i mindre grupper, hvor man ikke boede fast et sted, at det var sværere at ophobe rigdomme. Både fordi det var en byrde, når man skulle rejse og fordi, gruppernes sociale dynamik ikke over længere tid ville tillade, at et medlem eller en mindre privilegeret gruppe ophobede for store rigdomme på bekostning af de andre.
Udover at der ikke fandtes store sociale og materielle skel inden for gruppen, fandtes der heller ikke store skel mellem mænd og kvinder. Myten om, at det altid har været manden, der skulle skaffe føden og kvinden, der skulle passe hjemmet, er fejlagtig på flere planer.
For det første var den mest stabile næringskilde de bær og rødder, man kunne samle og plukke. Dette arbejde kunne kvinder såvel som mænd deltage i, selv gravide og barslende kvinder kunne plukke og samle. For det andet var jagten, der gav et stort udbytte når det lykkedes, ikke et arbejde der ensidigt bestod af mændenes evne til at bruge eksempelvis spyd, men samarbejdet i større grupper, hvor f.eks. kvinder og børn, lavede larm og støj for at få dyr til at løbe i en bestemt retning, hvor mænd så kunne jage disse.
Nomadiske jæger/samler-samfund, baseret på samarbejde og stor grad af social og kønslig lighed, står altså ikke i modsætningen til menneskets natur, men er tværtimod et grundvilkår i størstedelen af menneskehedens historie, indtil en række forandringer begyndte at indfinde sig i perioden mellem 10.000-6000 år siden.
I næste artikel i serien vil vi se nærmere på disse, og hvordan de ændrer menneskenes samfund grundlæggende.
