I Bolivia har præsident Evo Morales fortsat magten – men han er gået til højre og er blevet åben overfor at lade udenlandske imperialistiske magter udnytte landets naturressourcer. Bl.a. er Bolivia rigt på litium, der er grundstenen i litium-ion batterier til elektriske biler.

Litium er dermed en strategisk ressource og tæt på at være “fremtidens olie”.  Nu har Evo Morales solgt udvindings-rettighederne til et tysk firma.

I Ecuador er præsident Lenín Moreno også gået til højre, og balancerer nu mellem “folkets” interesser og big business. I Uruguay sidder Tabaré Vázquez fortsat på præsidentposten som leder af en koalition af centrum- og reformistiske partier.

Bolivia, Ecuador og Uruguay er imidlertid alle karakteriserede ved at være ret små lande. I de store lande er der derimod sket en klar højredrejning:

I Argentina skete der i 2015 et politisk skifte, da det hidtidige reformistiske, venstre-populistiske, peronistiske styre blev afløst af præsident Mauricio Macri, der står til højre. I Chile skete også et politisk skifte i 2018, da det hidtidige socialdemokratiske reformistiske styre blev afløst af milliardæren Sebastián Piñera, der vandt præsidentposten. I Colombia vandt højrefløjen præsidentposten i 2018 med Iván Márquez.

Men det er det politiske skifte i Brasilien – kontinentets største og vigtigste land – med valget af Bolsonaro fra det yderste højre, der om noget markerer, at højrefløjen er på fremmarch i Sydamerika.

Brasilien var igennem 13 år fra 2003 til 2016 styret af det reformistiske Arbejderpartiet PT, der i perioden var “flagskibet” i Sydamerikas daværende drejning mod venstre. Arbejderpartiets leder og landets præsident i 2003 -10 var den internationalt kendte “Lula”, Luiz Inácio Lula da Silva.

Årsagerne til venstrebølgen

Fra slutningen af 90’erne blev Sydamerika præget af den såkaldte “lyserøde bølge”-

I Venezuela opnåede venstre-populisten Hugo Chávez magten i 1998, og herefter fulgte “Lula” i Brasilien i 2002 og Evo Morales i Bolivia i 2006 – mens der i Chile, Uruguay og Argentina sad reformistiske og venstre-populistiske præsidenter på magten.

Store sociale kampe i 90’erne havde alle steder hjulpet reformisterne og venstre-populisterne til magten. I Venezuela strømmede hundreder af tusinder af mennesker i protest ud på gaderne i 90’erne for at protestere over den internationale valutafond IMF’s nyliberale politik, hvor priserne på brændstof og transport steg.

Disse protester hjalp Hugo Chávez til magten i 1998. I 1990 var der et stort oprør i Ecuador, som fik stor betydning for at de lyserøde fik magten senere hen. I Brasilien var “Lula’s” basis metalarbejderforbundet og de store strejker i 70’erne.

Og da de lyserøde nu fik magten, blev de begunstigede af, at priserne på de sydamerikanske landes eksportartikler steg, således at pengene i en årrække efter år 2000 strømmede ind i kassen. I disse år i 0’erne fik de reformistiske og venstre-populistiske styrer råd til både at finansiere store programmer til at bekæmpe fattigdom, og samtidig til at holde sig nogenlunde gode venner med borgerskabet og kapitalen, der tjente godt under boomet.

De høje eksportpriser på en mængde metaller og eksport-artikler skyldtes ikke mindst Kinas fænomenale økonomiske vækst, som fik landets industri til at aftage disse metaller og ressourcer fra Sydamerika i stor stil.

Hvor USA tidligere havde været den helt dominerende køber af Sydamerikas eksportartikler, så skiftede landenes udenrigshandel i disse år over til Kina. Ikke mindst Brasilien oplevede et betydeligt økonomisk boom i disse år. Samtidig var oliepriserne meget høje (allerhøjest i 2008) og gav store eksportindtægter til de olieproducerende lande Venezuela og Brasilien.

Argentina var ikke omfattet af dette økonomiske boom, men blev tværtimod udsat for en voldsom økonomisk krise i 1998 – 2003, med store sociale oprør i 2001. Herefter kom den venstre-populistiske peronist Néstor Kirchner til magten, med løftet om bedre sociale forhold.

USA trådte tilbage fra “deres baggård”

Efter den Kolde Krigs ophør var USA i en periode knapt så meget optaget af “truslen” fra “kommunistiske” oprør i Sydamerika som hidtil, men havde i højere grad drejet fokus over på Mellemøsten, især Irak og Afghanistan.

I Sydamerika bevirkede det, at de store sociale kampe kunne finde sted i 90’erne og lyserøde styrer etablere sig fra 1998 og frem uden at USA greb ind på samme måde, som landet ville have gjort det under den Kolde Krig. USA og Vesten så meget skævt på Hugo Chavez, der kom magten over en af verdens største oliereserver i Venezuela. Men de greb  ikke for alvor ind med militær invasion eller højre-kup. Under den Kolde Krig skete dette ellers et dusin gange.

Nedturen

De lyserøde havde således i en periode – på nær i Argentina – penge til at holde sig gode venner med alle sammen: Med den ene hånd havde de råd til bekæmpelse af fattigdom – og med den anden hånd kunne de holde sig nogenlunde gode venner med borgerskabet og kapitalen. I Brasilien blev “Lula” således den mest populære præsident nogensinde i noget land i verden overhovedet.

I 2014 styrtdykkede oliepriserne. I 2015 skete en opbremsning i Kinas vækst, og det fik priserne på en lang række af Sydamerikas eksportvarer til at falde. Med ét kom der ikke så mange penge i kassen.

I Venezuela ramte olieprisfaldet som en hammer, og landet blev kastet ud i økonomisk krise. Siden har Rusland og Kina holdt Venezuela oven vande ved at give store lån – bl.a. mod at det russiske olieselskab Rosneft har fået betydelige rettigheder til landets oliekilder.

I Brasilien sluttede det hidtidige økonomiske boom med ét, og “Lula’s” efterfølger som præsident, Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet PT, startede med at være super-populær og endte med at være stærkt udskældt, da krisen satte ind.

Hertil kom så Petrobras skandalen, hvor en hel stribe politikere med selveste “Lula” i spidsen blev dømt for korruption og pengevask. I 2015-16 førte det til kolossale demonstrationer i Brasilien med millioner af deltagere. Højrefløjen var ikke sen til at udnytte, at Arbejderpartiet var dybt involveret i skandalen (hvilket de i øvrigt også selv var).

De lyserøde gjorde ikke op med borgerskabet

Netop fordi de systembevarende lyserøde politikere i Sydamerika aldrig gjorde op med borgerskabet, har højrefløjen kunnet slå tilbage og har nu besejret de lyserøde. I Brasilien kunne højrefløjen udnytte Petrobras-skandalen, i Venezuela udløser borgerskabet kaos og står bag en vanvittig inflation.

Hvis de lyserøde havde været revolutionære, ville man have mobiliseret arbejderklassen til at overtage kontrollen med alle vigtige sektorer i samfundsøkonomien, og alle højrefløjens folk, som udøvede vold, terror og økonomisk sabotage, ville blive stillet for retten og dømt.

Istedet har de lyserøde fået skylden for alle ulykkerne under den økonomiske nedtur, og højrefløjen har grebet chancen til selv at komme til magten.