Billede tekst: Greta Thunberg har ingen problemer med både at være klimaaktivist og samtidige støtte palæstina sagen. Foto: Free Malaysia Today
Dette faktum vil kun blive mere åbenlyst efterhånden som kriserne intensiveres – og det samme vil magthavernes bestræbelser på at slå splid og dele os op. Kun ved at gøre op med forestillingen om, at der kun er en begrænset mængde solidaritet til rådighed, som alle må slås om indbyrdes, kan vi have forhåbninger om at skabe en fremtid med plads til os alle.
Vi lever i en tid med utallige kriser: et vestligt støttet folkemord i Palæstina, invasionen af Ukraine, militær rustning og imperialistisk rivalisering overalt i verden, og utallige humanitære kriser i lande som Sudan, Myanmar, og Congo. Uligheden stiger, arbejderrettigheder svækkes, og vestlige stater tager stadig mere autoritære metoder i brug for at dæmme op for modstand.
Samtidig er den yderste højrefløj på fremmarch overalt i Europa, både på gaden og i valgboksen, og truer migranter, flygtninge, religiøse minoriteter og LGBT+ rettigheder. Alt på bagtæppet af en voksende klimakrise, som ingen etablerede magter synes interesserede i at bekæmpe, og som vil fungere som en katalysator for alle de andre kriser.
Overvældende
Det er overvældende. Så mange tænker over, hvordan man skal prioritere sine kræfter for at kunne gøre en forskel der hvor det betyder mest.
Denne tankegang er forkert. I stedet er det nødvendigt at forene kræfterne og give plads til forskellige vinkler på den samme krise, ellers har magthaverne alt for let ved at splitte os.
Derfor går IS til solidaritetsdemonstrationer med Palæstina med skilte som siger: Free Palestine. Stop imperialismen. Nej til racisme.
Hvorfor skulle folk være interesserede i hvad klimaaktivister har at sige, hvis de tror vi er ligeglade med andres problemer?
Citat: Internationale Socialister
Derfor er det også fedt at se queers, feminister, studerende, jøder, akademikere mv. for Palæstina, med hver sit eget afsæt for at være en del af solidaritetsbevægelsen.
Klimaaktivister bliver ofte skudt i skoene, at de svækker kampen, hvis de tager stilling til krig, racisme eller flygtninge. Argumentet lyder, at vi derved skubber potentielle aktivister væk, der har en anden holdning. Men kan det ikke lige så godt virke modsat? Hvorfor skulle folk være interesserede i hvad klimaaktivister har at sige, hvis de tror vi er ligeglade med andres problemer.
At det ikke er alle aktivister, der er overbeviste om retfærdigheden af andre kampe, er åbenlyst tilfældet. Men løsningen på det er at møde dem med argumenter, ikke at gå på kompromis med, hvordan tingene hænger sammen.
Nu står vi også overfor en voksende fascistisk trussel. Her er det vigtigt at bygge en bred bevægelse, som samler og inkluderer de mange, som rammes.