En basal, men vigtig pointe fra bogens indledning kan også tjene som rammesætning her: mens et virus biologisk gør det samme ved menneskekroppen uanset hvilket historisk tidspunkt, det udvikler sig på, er det aldrig kun et biologisk eller medicinsk fænomen:
”Man kan sige, at epidemien tager form i samspil med de politiske, hverdagslige, subkulturelle, sociale og æstetiske kulturer, der kendetegner tiden.”
Hiv/aids tog form og udviklede sig i det klassesamfund og den klassekamp, der gjorde sig gældende på det tidspunkt. Som tidligere epidemier tydeliggjorde og forstærkede den skellene i de samfund, den ramte.
Hiv og aids ramte Nordamerika og Europa i 1981, netop som ilden fra de oprørske 1960’ere og ’70’ere kæmpede en kamp for at holde sig i live. Det er uhyggeligt og brutalt, hvordan en på det tidspunkt uhelbredelig sygdom tæt (om ikke kun) forbundet med seksuelle praksisser ramte særligt en generation af bøsser rundet af 68’ernes seksuelle revolution.
Som tidligere epidemier tydeliggjorde og forstærkede den skellene i de samfund, den ramte
Citat: Anna Wolf
Dette fodrede ækle fortællinger om aids som en ”straf” for fri sex og opgør med gamle dyder, eller som en grænsedragning mellem en outreret homoseksuel del af frigørelsen og en almen, heteroseksuel del, der var mere tilstedelig.
Skyld, skam, isolation

Forfatterne til Aids-krisens Danmarks-historie viser, at diskursen sjældent gik så vidt i Danmark, hvor håndteringen af aids var blandt de mere velfungerende sammenlignet med andre lande, og hvor toneangivende organisationer tidligt arbejdede for at bekæmpe diskrimination i lyset af krisen.
Ikke desto mindre rystede epidemien den optimistiske, sexpositive og antiautoritære identitetsfortælling blandt mange homoseksuelle, der med Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse i 1970’erne var begyndt at tage form. Skyld, skam, isolation og ikke mindst døden vendte dystert tilbage som følgesvende til det at være ”anderledes” hos mange unge mennesker født i midten af det 20. århundrede.
Hiv/aids blev både en katalysator for forandring og en udmøntning af kontraster. Aids ramte Danmark på et tidspunkt, hvor homofobi var udbredt, samtidig med, at der det foregående årti var sket nybrud, og græsrødder havde en del selvtillid og handlekraft. Det var et tidspunkt, hvor velfærdsstaten var konsolideret, men også på tærsklen til fattigfirserne og neoliberalismens ultimative sejr.
Samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og bøsse-lesbiske grupper
Forfatterkollektivet formår i et let tilgængeligt sprog at skildre, hvordan denne specifikke kombination af historiske omstændigheder formede epidemiens betydning. Hvordan der ret tidligt opstod et tæt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og bøsse-lesbiske grupper, som havde deres drive fra græsrødderne, men voksede sig til store og politisk ”respektable” interesseorganisationer i kraft af samarbejdet. Hvordan forholdet mellem læge og patient blev radikalt og permanent forandret som følge af omstændighederne ved aids, og hvordan det registrerede partnerskab i 1989 rykkede bøsser og lesbiske et skridt tættere på ”normen” efter et lille årti, hvor ”promiskuitet” versus monogami i kontekst af hiv/aids var blevet flittigt debatteret i avisspalterne.
Men netop i den ujævne og modsætningsfyldte udvikling findes klassekampen i hver vending
Citat: Anna Wolf
Forfatterne er optagede af den ”ikke-lineære” historie og af magtkritisk diskursanalyse og bruger ikke direkte klassekampen som linse til at forstå udviklingen. Men netop i den ujævne og modsætningsfyldte udvikling findes klassekampen i hver vending.
Rent medicinsk kan man læse en progression fra skidt til bedre – fra mystisk sygdom, hvis smitteforhold, man ikke kendte, over opdagelsen af hiv-virus og gennembruddet med kombinationsbehandlingen til i dag, hvor velbehandlet hiv definitivt ikke smitter. Men alle andre betydelige aspekter af aids-krisen er ikke en pæn udvikling fra a til b.
Kampen mod undertrykkelse – og kampen om narrativerne – er del af den klassekamp, der foregår hele tiden.
Marginaliseret grupper i fokus

I løbet af aids-krisen kom mange grupper i samfundet i mediers og politikeres søgelys. Bøsser og andre mænd, der havde sex med mænd, udgjorde langt størstedelen af dem, der døde af aids. Men også blødere, der blev smittet gennem deres medicin – også efter, at man fra politisk side vidste, at man kunne undgå dette ved at varmebehandle præparaterne – og intravenøse stofbrugere var meget udsatte grupper.
Dertil kom sexarbejdere, som faktisk generelt ikke var en reel risikogruppe, men som oplevede fornyet stigma. Og racismen lurede i udpegningen af særligt personer med haitiansk og subsaharisk afrikansk baggrund som særlige ”syndere” i sygdommens spredning, især i 1990’erne.
Således et væld af forskellige marginaliserede positioner i bunden og på kanten af samfundet og dets normer. Bøsser, der til dels var undertrykte på tværs af klasser, men hvor man som del af arbejderklassen var værre stillet; blødere som kronisk syge, hvis velfærd tydeligvis ikke kunne prioriteres over medicinalindustriens profit; stofbrugere, sexarbejdere, sorte og brune mennesker og udlændinge, hvis menneskelighed systematisk og kynisk blev og bliver nedvurderet og fordrejet.
Aids-situationen var en betydelig faktor i, at sexarbejderne for første gang organiserede sig selvstændigt i foreningen Stå Sammen i starten af 1990’erne. Den resulterede også, som tidligere nævnt, i vigtige interesseorganisationer for bøsser og lesbiske i perioden. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske blev en stærk lobbyorganisation i parlamentarisk arbejde; Stop AIDS lavede virkningsfuldt kampagnearbejde; og der kom også en lille dansk gruppe inspireret af amerikanske ACT UP, der lavede happenings for at skabe opmærksomhed på manglerne i systemet. Også bløderne som gruppe svarede igen og igangsatte en lang og sej retssag.
Fokus var på direkte parlamentarisk indflydelse og enkeltsagsarbejde. I forhold til akutte blinde vinkler og at skaffe midler til at håndtere en svær sundhedskrise giver den slags arbejde mening, og det er meget positivt, at det fungerede så godt, på de konkrete områder, som bogen dokumenterer, at det gjorde.
Vigtige spørgsmål
Men manglerne er også tydelige. Hvorfor var arbejderklassens organisationer ikke på barrikaderne, når folk uden videre blev fyret fra deres arbejde på grund af en hiv-diagnose? Hvorfor lader det til, at den eneste kritik af stigmatiseringen af fx stofbrugere på samfundets absolutte bund kom i form af studier, der nok modbeviste påstande om ”narkoludere” som særlige smittespredere, men ikke ændrede grundlæggende på synet på stofbrugere?
Hvorfor var arbejderklassens organisationer ikke på barrikaderne, når folk uden videre blev fyret fra deres arbejde på grund af en hiv-diagnose?
Citat: Anna Wolf
Hvorfor var der ikke (så vidt kan læses i bogen) et klart antiracistisk modsvar til det voksende fremmedhads indvikling i hiv/aids-problematikkerne? Og hvorfor blev hiv/aids i mange henseender det paradoksale vendepunkt, der både medvirkede til udmanøvrering af homofobi i det danske samfund og udslettede den mere antinormative og systemkritiske del af homoaktivismen?
De krisesvar, der synes tilgængelige på et givent tidspunkt, afhænger af klassekampen. Og klassekampen fra neden var på tilbagetog, da en sygdom kom og forkortede og afsporede livsbanen for alt for mange unge mennesker i det turbulente 20. århundredes sidste to årtier.