Søndag d. 31. oktober blev FN’s klimatopmøde COP26 skudt i gang i Glasgow. Siden Earth Summit i 1992 har processen med klimatopmøder, hvor FN’s klimakonventions underskrivende parter mødes for at tage fælles beslutninger på klimaets vegne, i stigende grad genereret hype og håb for radikale tiltag, der kan modgå den hastigt accelererende klimakrise.
Som revolutionær socialist er Martin Empson stærkt kritisk over for klimatopmøde-processen og skeptisk over for, hvilken egentlig forandring, den kan bevirke i den virkelige verden, selv når parterne når frem til ”bindende aftaler”. Som titlen hårdt indikerer, er perspektivet her, at COP meget af tiden er ”varm luft”: symbolpolitik og endeløse debatter uden mærkbare resultater.
Samtidig fungerer pjecen også som en introduktion til COP-processen for de af os, der ikke har fulgt den tæt. De forskellige aspekter bliver forklaret gennem klare eksempler. Selvom COP26 bliver beskrevet som ”det 26. topmøde i et kvart århundrede med fiaskoer,” står det også klart, at der er ambitiøse stemmer i det. Og netop heri ligger fiaskoen – vigtige debatter bliver rejst og den nødvendige videnskab er på bordet. Men verdens ledere leverer ikke den nødvendige politik.
COP-processen er dysfunktionelt
Empson sporer de forskellige grunde til, at COP-processen fejler. Vi kan se det som to overordnede kategorier af problemer. Dels er der tale om problemer i de forskellige processer, der gør, at gode intentioner og ambitioner leder til ingenting; dels er der problemer i selve fundamentet, i det grundlag, FN bygger og arbejder på.
Et betydeligt eksempel på en katastrofal proces kommer fra det berygtede COP15 i København i 2009.
Afrikanske forhandlere stod til at begynde med sammen om, hvad den sydafrikanske aktivist Patrick Bond kaldte en ”militant” position. De ville stille stærke og klare krav til klimakonventionen og parterne fra det Globale Nord om hjælp til det afrikanske kontinent for at kunne klare klimakrisen og gennemføre en bæredygtig udvikling. De ville modsætte sig politikker, der fortsætter med at tage af Afrikas ressourcer og sætte kontinentets økonomier i en endnu mere sårbar position, end de allerede står i.
Men andre ”interesser” kom i vejen; den daværende etiopiske leder, Meles Zenawi, ændrede drastisk sin bredt proklamerede position på spørgsmålet om økonomisk kompensation til Afrika (klimagæld) efter et belejligt møde med den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy.
Dette splittede og demoraliserede den ellers dedikerede alliance for klimaretfærdighed i det Globale Syd. Også kritikken af de to graders maksimum for opvarmning – fremført af Lumumba Di-Aping på vegne af det Globale Syd – førte til intet på trods af velrettede argumenter.
Firmaer undergraver COP møderne
Markedsinteresser, særligt i det Globale Nord, har en massiv indflydelse på processen uafhængigt af, hvilke vigtige debatter, der bliver taget op på møderne.
Det var også i København i 2009, at Obama troppede op med en separat aftale, der satte en kæp i hjulet for reelle fremskridt, idet han først og fremmest skulle sikre USA’s økonomiske herredømme og amerikansk erhvervslivs interesser.
Firmaer i fossil-industrien har endda ageret sponsorer af klimatopmøder ‒ og derved udstillet den tragiske ironi i foretagendet.
Selvom COP18 i Doha i 2012 og COP21 i Paris i 2015 bragte små fremskridt med sig og skabte fornyet håb for COP blandt mange i klimabevægelsen, har de forhold, der skabte fiaskoer i København, ikke ændret sig. Det er kapitalismens logikker, der ligger til grund, og således kommer vi til den anden kategori af problemer.
Løsning på problemer findes ikke i kapitalismen
Det er ikke blot sådan, at gode intentioner bliver saboteret af markedets interesser. Det mere grundlæggende problem er, at COP-processen søger løsningen på klimakrisen i kapitalismens og markedets logikker. Dens “gode intentioner” formes på kapitalismens vækstparadigmes præmisser.
Empson stiller skarpt på, hvordan kapitalens omformning af klimakrisen i sit eget billede opfattes og sælges som ”løsninger”. Dette sker i handlen med CO2-kvoter og –kreditter, hvor finanskapitalen spekulerer i klimaafgifter og derved skaber incitament til fortsat afbrænding og forurening; og i drømmen om nye teknologier og spektakulære opfindelser, der skal redde os alle sammen fra klimakatastrofen og fra at ændre noget fundamentalt ved systemet.
Det Globale Syd bærer byrderne
Et meget fremtrædende ærinde i pjecen er et fokus på forholdet mellem det Globale Nord og Syd. Empson demonstrerer, hvordan klimakrisen ikke blot er en økologisk krise og et resultat af et destruktivt økonomisk system, men også hvordan modstanden mod den er et vigtigt spørgsmål om global social retfærdighed.
Lande og mennesker i det Globale Syd bærer hovedbyrden af klimakrisen og dens fremtidige katastrofer. De to graders opvarmning, som landene i Nord fremstiller som rimelig, kan få fuldstændig ødelæggende konsekvenser for det afrikanske kontinent, som således kunne stå med klimakrisens værste scenarier om kort tid.
Et af disse scenarier er fremtidens klimaflygtninge, hvilket også bringer flygtningepolitik og antiracistisk kamp ind i klimakrisens kerne.
I Paris i 2015 blev det ”anerkendt”, at to grader virkelig skulle være det maksimale, og at den globale opvarmning ”fortrinsvist” skulle holdes på 1,5 grader. Men der er brug for meget mere end denne ”anerkendelse” i de officielle vedtægter fra topmødet og understregningen af den ”fortrinsvise” ageren.
Der er brug for radikale løsninger
Den globale ulighed og klimakrisen er tæt historisk forbundne. De historiske CO2-udledninger, der har været med til at skabe den kurs, som de kapitalistiske samfund er slået ind på, kommer fra den industrielle revolution med først Storbritannien og siden USA i spidsen. Og konsolideringen af moderne kapitalisme skete med ekspansionen af markedet i kolonialistisk og imperialistisk aktivitet, hvor det Globale Nord drev rovdrift på det Globale Syds ressourcer og slavegjorde mennesker. Dette er, hvad der ligger til grund for det ulige spillerum mellem Nord og Syd, som COP er.
Derfor er spørgsmålet om “klimagæld” af stor vigtighed og bør være et organiseringspunkt for klimabevægelsen. Det er ikke en symbolpolitisk undskyldning for “fortidens synder”. At kompensere landene i det Globale Syd og skabe mulighed for en bæredygtig udvikling af deres økonomier er en nødvendighed for klodens og milliarder af menneskers overlevelse.
Det er potentielt et kampspørgsmål, der peger i en anden og mere radikal retning end de kapitalisme-venlige løsninger, som verdens politiske ledere og milliardærer lobbyer for i COP. Klimagæld er ikke fordelagtigt for kapitalisterne i det Globale Nord – men for en solidarisk klimabevægelse er det muligheden for på tværs af grænser at kæmpe for menneskehedens overlevelse.
