Billede tekst: Arbejderne på Svendborg Værft mente det alvorligt. De tog til København for at demonstrere mod Arbejdsretten. Foto: Arbejdermusset/ABA

Dette er anden del af en artikel. Du kan springe på her, eller starte med del 1 i SAA 412 eller på hjemmesiden.

Mindre end en time efter vedtagelsen i FT, nedlagde B&W arbejdet, og blev fulgt af bryggerierne, det grafiske personale på større og mindre aviser landet over m.fl. Men den største strejkedag var torsdag, hvor mellem 200.000 og 250.000 var i strejke. Der var en ny kæmpedemonstration i København, og der var protestmøder i alle større provinsbyer. De største i Århus og Aalborg med over 10.000 deltagere og Odense med ca. 15.000.

Fredag var der stadig omkring 100.000 i strejke, men derefter klingede det af, og mandag var der næsten ingen strejker tilbage. Ganske vist blev forliget vedtaget, men det var en styrket arbejderklasse, der stod tilbage, og en foreløbig delsejr at SD trak sig fra forhandlingerne og stemte imod sammen med SF og DKP.

For øvrigt kunne man flere steder opleve hvilken bevidsthedsforandring det at strejke sammen kan have, selv efter kort tid. Den 16. kom den første strejke på Bornholm, arbejderne på Bornholms Møbelfabrik nedlagde arbejdet. Det var en arbejdsplads hvor de fleste havde stemt på Glistrup ved valget, og tillidsmanden udtalte at nu havde de gennemskuet hvad han var for en. Det er også registreret at flere arbejdere på Thrige-Titan i Odense sagde, at nu var de færdige med den dumhed at stemme på Glistrup.

Arbejdsretten

Næste slag stod i september, det var et slag i Arbejdsretten (AR), hvor DA ville have dømt mange af dem, der strejkede i maj.

Men først lige lidt bemærkninger om AR. Der havde gennem længere tid udviklet sig en stærkt kritisk holdning til retten på mange arbejdspladser, og i mange fagforeninger, og kritik af LO’s totale opbakning bag AR. Utilfredsheden var opbygget over lang tid, men ikke mindst dommene fra Aalborg Værft og Kgl. Porcelæn (omtalt i afs. 29), forstærkede modstanden.

Det rystede dog ikke LO, der fortsat forsvarede AR og principperne bag den. Men efterhånden blev det nødvendigt med en reform af AR-loven. Det var mest en kosmetisk reform, men en forbedring kom der dog.

Strejker på op til 48 timer (2 arbejdsdage) blev gjort bodsfrie, såfremt de ikke var led i en systematisk aktion, og at de strejkende fulgte ”timandsmødet”. Timandsmøder er mæglinger hvor fagforening og arbejdsgiverorganisation deltager, og som efter reformen blev fremrykket til at finde sted inden for 48 timer.

At det ikke betød det store for hvordan det fagretslige system ser på forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere, illustreres udmærket af en opmandskendelse i en voldgiftssag i 1980: “Ved uoverensstemmelse om den rette fortolkning af overenskomsten må det antages at være hovedreglen i danske arbejdsret, at arbejdsgiverens tolkning nyder fortrin, indtil det ved fagretslig behandling er godtgjort, at den ikke er rigtig. Denne regel må anses som en følge af arbejdsgiverens ledelsesret.”

Strejker over 48 timer

Nu var det så sådan, at rigtig mange arbejdspladser havde strejket ud over de 48 timer i maj, og LO frygtede for hvad det kunne føre til, og opfordrede derfor til at lade nåde gå for ret. Men DA insisterede på at bruge AR. De første der blev indklaget, var arbejderne på Svendborg Værft, der åbent erklærede at de ikke agtede at betale en evt. bod, og endda drog til Kbh. for at demonstrere mod AR.

D. 18. oktober faldt dommen, næsten 4 uger efter at sagen var optaget til doms. Det formodes at forsinkelsen skyldtes at retten ville på den anden side af FI’s tillidsmandsmøde 5.-6. oktober, for ikke at puste til ilden, mens FI omvendt lagde mødet så sent i håb om at dommen var faldet inden.

Men Svendborg-arbejderne blev idømt en bod, og de holdt fast i at de ikke havde i sinde at betale den. I stedet gik de igen i strejke, og det samme gjorde ca. 25.000 andre. Derved opstod arbejderklassens anden delsejr i 1974. Dommen blev trukket tilbage, og LO og DA blev enige om at lade alle de ventende sager fra majstrejkerne falde. Det er første, og vist nok eneste gang nogensinde, at strejker har ændret en beslutning i AR.

Slaget var ikke ovre endnu. I november, hvor arbejdsløsheden var steget fra 4% i maj til 10%, planlagde regeringen et nyt overgreb. Igen kom der strejker, der kulminerede i en ny stor demonstration foran Christiansborg med over 100.000 deltagere. Strejkerne var ikke så omfattende som i maj, men regeringen var slået. Arbejderklassen havde vundet over den sorte “træskoregering”, og Hartling gik af og udskrev valg til 9. januar 1975. Man må derfor sige at 1974 var et af de stolteste år i den danske arbejderklasses historie.

LO og SD rykker

Men vi kan ikke bare nøjes med at juble over det. Under de første dages strejke udtalte LO-formand, Thomas Nielsen, “at det hele bare var kommunistisk inspireret hysteri”, men et par dage efter var DASF-formand Ejler Sønder mere forsigtig, da han sagde “så mange kommunister er der jo ikke.” Selv Metals formand, højre-SD’eren Paulus Andersen, sagde at han godt forstod reaktionen, men manede dog til fred og ro.

Det er tydeligt at der skete et skift, først i toppen af fagbevægelsen, og siden i SD, under pres fra menige arbejdere, herunder SD’ere i store tal. Det betyder nok at strejkerne eskalerer, men også at fagbureaukratiet genvinder sin autoritet. Mange steder bliver det den lokale Fællesorganisation, oftest SD-bastioner, som organiserer demonstrationerne.

Det er helt klassisk, at reformismen er i stand til at foretage en bevægelse til venstre, når den er presset. Men man må ikke lade sig snyde af det. Det er en rent taktisk manøvre, for ikke at skyde sine støtter fra sig og derved miste sin indflydelse i arbejderklassen. Desværre er det gerne ganske kortvarigt, så snart klassekampen falder lidt til ro igen, så indtager fagbureaukrati og parti sin sædvanlige rolle igen.

I maj nægtede SDs politikere at tale ved demonstrationerne i København. Det var ændret i november hvor Anker Jørgensen var blandt talerne. Men SD brugte så det, at deltagerne i demonstrationen buhede af ham, til hurtigt at lægge afstand til bevægelsen igen.

DKP og SF

Den anden store kraft var DKP, og i noget mindre grad SF, der via FI satte sig i spidsen for bevægelsen. Strejkebevægelsen var på mange måder spontan, men uden de arbejdspladser hvor DKP havde indflydelse, og gik i spidsen, havde bevægelsen ikke udviklet sig til den højde den fik. Men omvendt så blev DKP også en bremsende faktor.

den DKP havde strejkerne ikke udviklet sig som de gjorde, men det var så også DKP der sikrede at de stoppede igen, inden de gik for vidt

Citat: Freddie Nielsen

Mange arbejdspladser vedtog resolutioner, der krævede eller opfordrede til generalstrejke, men på de FI-styrede tillidsmandsmøder, fik kravet ikke lov til at komme til behandling.

Konkluderende må man sige, at selv om 1974-strejken førte sejre med sig, så var det på flere måder en gentagelse af 1956. Uden DKP havde strejkerne ikke udviklet sig som de gjorde, men det var så også DKP der sikrede at de stoppede igen, inden de gik for vidt. Og det drejede sig om, ikke at gå så langt, at SD ville afvise enhed. Kravet blev en “arbejderregering”, men ikke noget om hvad den skulle stå for, ud over at kommunisterne skulle være med.

Efter at de havde lukket enhver opfordring til generalstrejke ned, forsøgte venstrebureaukraterne i FI ganske vist at give indtryk af at de havde en strategi, ved at opfordre til at stille lønkrav. Som en opfordring ud i luften, floppede det da også, men som afledning fungerede det.

Resten af serien kan læses her