Billedetekst: Ved Bækkelund forsøgte man af gøre blokaden effektiv gennem massiv deltagelse. Foto: Arbejdermuseet/ABA

Mod den slags mennesker er blokaden et vigtigt våben. Men det er ikke den eneste situation, hvor der er brug for det våben i arbejdskampen. Der kan også være strejker, hvor arbejdsledere forsøger at holde så meget som muligt i gang, og så er der brug for strejkevagter til at forklare transportarbejdere, der skal levere eller hente varer, at de skal vende om, hvis de ikke vil opfattes som skruebrækkere.

En anden udbredt brug var det, som LLO og de lokale Faglig Ungdom-afdelinger stod for i storhedstiden fra slut 60’erne og ind i 1980’erne. Mange små erhvervsdrivende snød deres ungarbejdere (og i nogle tilfælde også lærlinge), for det ene og det andet. Så stillede FU-aktivister sig op og forsøgte at få kunder til at vende om, indtil arbejdsgiveren gav sig og betalte.

Uorganiserede

Endelig er der de arbejdsgivere, der har kuet deres ansatte til at vende sig imod fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Det var oftest (men ikke altid) mindre virksomheder i udkantsområder.

I og med at kapitalismens markedsmekanismer fører i retning af, at det er laveste fællesnævner der bestemmer, så er eksistensen af den slags virksomheder en trussel mod ordnede forhold for andre arbejdere, og derfor noget der er uacceptabelt, ligegyldigt om de er kuet af deres arbejdsgiver, eller om de oprigtigt hader fagforeninger og støtter deres arbejdsgiver i stedet.

Med krisen steg også arbejdsgivernes og de borgerliges kamp mod fagbevægelsen, og blokadevåbnet blev et væsentligt omdrejningspunkt

Citat: Freddie Nielsen

Med krisen steg også arbejdsgivernes og de borgerliges kamp mod fagbevægelsen, og blokadevåbnet blev et væsentligt omdrejningspunkt. Der blev ført kampagne på falske paroler om “forsvar for den personlige frihed”. Retten til at organisere sig blev pludselig vendt til retten til ikke at organisere sig – at den personlige frihed bestod i retten til at stå uden for fagforeningen, og røvrende kollegerne.

Hope Computer i Hadsund var amerikansk ejet og kørte efter amerikanske fagforeningsfjendske metoder. Her indledte de ufaglærtes fagforeninger DASF og KAD en blokade i begyndelsen af 1973, efter at virksomheden havde nægtet at tale om OK. I løbet af blokaden mente direktøren og nogle udenlandske gæster, at de var blevet holdt indespærret på fabrikken.

Retten inddrages

Det førte til en sag mod ni nordjyske fagforeningsledere. De otte blev frifundet, en blev dømt ved byretten. Dommen udløste en strejkebølge over tre dage i slutningen af august ‘73. Omkring 200.000 menes at have været i aktion, men ‘strejkebølge’ er måske lidt overdrevet. Ret mange af aktionerne varede bare 15 minutter, og fulgte en opfordring som faglige DKP’ere havde valgt af hensyn til “aktionsenheden” med SD.

Dommen ankes og kommer for Landsretten i Aalborg i februar ‘74. 11. februar er sagen for retten, og en stor demonstration går gennem Aalborgs gader med LO-formand Thomas Nielsen i spidsen. Sagen ender med frifindelse af fagforeningslederne.

DKP og FI (Formandsinitiativet) havde raslet med sablen, men endte med blot at sørge for transport til Aalborg. Af de ca. 18.000 demonstranter var de 3.000 faglige ledere fra hele landet. De store arbejdspladser i byen nedlagde arbejdet kl. 12, og Thomas Nielsen havde svært ved ikke at deltage. Men med demonstration kl. 14, og ingen opfordring til strejke, så var det også let for ham.

Det blev altså ikke til et indgreb mod blokadevåbnet endnu, men med krisen vejrede de borgerlige morgenluft. Den konkrete anledning var to blokader mod uorganiserede virksomheder i efteråret ‘75. Dels Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund mod Bækkelund Papirværk uden for Viborg, og dels Fotografernes Landsforbund mod fotovirksomheden Info på Frederiksberg, hvor der blev etableret fysiske blokader/demonstrationer for at for virksomhederne overenskomstdækket.

Borgerlig indblanding

Det fik de borgerlige op i det røde felt. I Bækkelund arrangerede en grosserer (medl. af Fremskridtspartiet (FRP) og tre indremissionske bønder en demonstration til støtte for fabrikken, under parolen “frihed fra tvang”, hvor MF’ere fra FRP, Konservative (K) og de kristelige (KRF) deltog, også på Frederiksberg blandede FRP-politikere sig.

Det førte til en voldsom aktivitet i Folketinget, hvor Poul Schlüter, formand for K, kaldte blokaden “den ulovlige fagforeningsaktion”, selv om den juridiske ekspertise sagde det modsatte. Der blev fremsat lovforslag fra CD, KRF, K og Venstre, der alle på forskellig vis skulle stække fagbevægelsen. Forbud mod støtte til politiske organisationer, forbud mod eksklusivaftaler (aftale om at virksomheden kun må beskæftige organiserede arbejdere), og forbud mod blokader, var indholdet i lovforslagene.

Lunken LO-støtte

LO raslede med sablen og truede med at opsige Hovedaftalen, hvis lovforslagene blev vedtaget. Men de gjorde det samtidig klart, at de fysiske blokader ikke var noget, som LO bakkede op om. Det er så forståeligt nok, for set fra deres side, kan det jo være en aktivitet på gulvplan, der risikerer at tage initiativet ud af hænderne på fagbureaukratiet.

Det var så også et signal, som SD kunne tage til sig. I stedet for at stille sig stejlt på arbejderklassens side, kunne de stille og roligt gøre det klart, at SD skam stod for lov og orden. Og det selvom der ikke var foregået noget ulovligt. Efter de heftige debatter endte det med, at justitsminister Orla Møller (SD) strammede politivedtægten op med et cirkulære om blokader.

Sagen var dog alligevel så alvorlig at venstrefløjens partier, SF, DKP og VS, fandt sammen og udsendte en fælles erklæring. Heri hed det bl.a. “Der er en klar sammenhæng mellem massearbejdsløsheden, overenskomstindgrebet i februar, det politiske forlig i september og de seneste angreb på organisations- og aktionsretten. Meningen med disse angreb er, at alle lønarbejdere skal fratages enhver reel indflydelse på deres egne løn- og arbejdsforhold, og at disse forhold skal dikteres af statsmagten i overensstemmelse med kapitalens interesser.”

Blokader nu ulovlige

Blokadevåbnet blev ikke fuldstændig forbudt, men den fysiske blokade, hvor aktionerende arbejdere stillede sig op, og gennem sin mængde holdt uorganiserede og strejkebrydere ude, blev gjort klart ulovligt. Det havde ganske vist været omstridt, hvad der var lovligt og hvad der ikke var det. Og f.eks. indskærpede politimesteren i Viborg sine folk ved Bækkelund, at de ikke måtte blande sig i den faglige konflikt. Men nu fik de ret, og vel nærmest pligt, til at gribe ind. Som det hed: ”Personer med retmæssig adgang (læs: skruebrækkere og uorganiserede) til en lokalitet, måtte ikke hindres adgang, og politiet skulle hjælpe dem om nødvendigt”.

….den fysiske blokade, hvor aktionerende arbejdere stillede sig op, og gennem sin mængde holdt uorganiserede og strejkebrydere ude, blev gjort klart ulovligt

Citat: Freddie Nielsen

I hvor høj grad det betød afskaffelse af den fysiske blokade, er selvfølgelig, som alt andet, et spørgsmål om styrke, men efterfølgende har der været mange situationer, hvor politiet har grebet massivt ind mod blokader, til helt entydig støtte for skruebrækkere og strejkeramte arbejdsgivere. Og efterfølgende er deltagere blevet idømt store bøder.

At hykleriet drev ned ad væggene hos de borgerlige blev fuldstændig klart i 1975. Midt under debatten om arbejderklassens blokader i Folketinget foranstaltede protesterende fiskere nogle virkelig effektive fysiske blokader af de vestjyske havne, hvor de lukkede havneindløbene med deres kuttere.

Men fiskernes blokader mødte kun forståelse og støtter, ingen kritik hos de borgerlige politikere.

Læs resten af serien her.