[ International Socialisme nr. 1 ]
International Socialisme nr. 1
feb 1992

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 1

Udskriv artikel

 

Nr. 1

Side 2
· Indhold + Introduktion: En blomst spirer op

Side 5
· Den russiske revolution: Oprør eller kup? Førte Lenin til Stalin?

Side 19
· Det nationale spørgsmål, sub-imperialismen og vores svar

Side 26
· Racismen - hvordan bekæmper vi den?

Side 33
· Antonio Gramsci - Hvad kan vi lære? (Antonio Gramsci: "Fængselsoptegnelser")

Side 36
· Mærk verden - en reaktionær bog (Tor Nørretranders: "Mærk verden")

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 1 – Februar 1992 – Side 2

Udskriv

Racismen – hvordan bekæmper vi den?

af Charlie Lywood

Et spøgelse blæser gennem Europa. I ly af krisen i verdensøkonomien, murens fald (som i virkeligheden er en konsekvens af den samme krise) og Europa-borgerskabets stigende desperation vokser der fra Beograd til Tromsø en stank – stanken af racismen i bred forstand og med nazismen lurende i baggrunden. I hvert enkelt land, både i det gamle Vesteuropa, men så sandelig også i de tidligere stalinistiske stater er intolerancen stigende. Mest udbredt og udtalt er Le Pens march til velmagt gennem firserne under en såkaldt socialistisk regering i Frankrig. Lige så sigende er fremmedhad i Tyskland, både i det gamle Vesttyskland, men lige så meget i det genforenede Østtyskland. Ingen lande er undtaget. Belgien, som er kendt for at være multinationalt med dens fransk- og flamsktalende befolkningsgrupper, har netop oplevet en stor tocifret opbakning bag et højre-radikalt parti, som har indvandrerkontrol og opstramning af flygtningeloven som væsentligste programpunkter.

I Danmark har racismen i efteråret 1991 aldrig været så udtalt som siden jødeforfølgelserne i og omkring 2. verdenskrig. Og i virkeligheden skete dette med udgangspunkt i en stærk besættelsesmagt, som både beskyttede og tilskyndede til forfølgelserne. Den offentlige debat er blevet rykket adskillige skridt til højre. Organisationer som Den Danske Forening (DDF) er blevet mere stuerene og kan debatteres med i landsdækkende medier på lige fod med andre synspunkter. I visse egne af landet opererer Det Nationale Parti (NP) og Danmarks National-Socialistiske Bevægelse (DNSB) med løbeseddeluddeling og plakatopsætning. I København og Odense har de også foretaget fysiske angreb på bygninger tilhørende anti-racistiske og socialistiske grupperinger.

Det er tit blevet sagt, at det revolutionære venstre, når den ikke kan finde på andet, så kaster sig over racismen og fascismen som emne at beskæftige sig med. Hvor meget dette er historisk korrekt eller ej, vil jeg ikke afgøre; men der er mange vigtige grunde til, at socialister, som ønsker fremskridt og frihed for den enkelte, gennem kollektive handlinger må forholde sig ekstremt nøgternt til dette spørgsmål. Historisk har kapitalismen tit spillet det racistiske kort, når den har været i knibe. Det er en god afleder fra de reelle problemer, kapitalismen selv skaber. Hvis folk diskuterer antallet af udlændinge eller sigøjnere (hvis der ikke er ret mange udlændinge) i stedet for arbejdsløsheden, bankskandaler, uduelige ledere, korruption, pamperi, manglende demokrati og spekulationsprofitter, så er meget vundet. Derudover så splitter racismen arbejderklassen midt over. Man kan jo ikke stå sammen imod nedskæringer, fyringer og lønnedgang, hvis man hader sin makker. Endelig så fører racismen som regel til to meget ubehagelige fysiske handlinger, som forpester os allesammen. Dels bliver flere udlændinge overfaldet på gaden, og dels får statsmagten en undskyldning for at kontrollere os endnu bedre – først og fremmest gennem mere grænsepoliti eller et større militær til at holde de uønskede ude.

Der er derfor mange gode grunde til, at vi er interesserede i spørgsmålet. Der er også én grund til, som er meget vigtig, og især er vigtig i dag i Danmark og Europa. Det er, at fascismen igen er en mulig medspiller i en revolutionær epoke, som vi er inde i. Vi skal bemærke med det samme, at det ikke er denne artikels hovedpointe, at fascismen er en aktuel mulighed som massebevægelse; men at betingelserne for dens vækst faktisk er til stede, og at kampen mod racismen i al almindelighed og dens organiserede udtryk i særdeleshed er af vital vigtighed, da succes her væsentligt vil formindske fascismens muligheder for vækst.

Racismen er udbredt, dens organiserede udtryk har vind i sejlene og de organiserede nazister opererer i ly af de mere stuerene racistiske organisationer. Det er denne artikels ærinde at blotlægge, hvorfor der er racisme, hvordan den kommer til udtryk, og hvorledes den skal bekæmpes.

 

Racismens rødder

Det er meget vigtigt at forstå, at racismen er et produkt af Europas blodige udvikling over de sidste tre hundrede år. England, Italien, Belgien, Tyskland, Danmark, Frankrig er alle som én gamle slave- og kolonimagter, og de har bevidst fostret en idé om, at de personer, som slaveriet og imperialismen gik ud over, var uciviliserede undermennesker, som dels havde godt af at blive "civiliseret", og dels gjorde det ikke så meget, hvis de gik til i kampens hede. [1] For de centraleuropæiske magter i 2. verdenskrig – Østrig, Tyskland, Ungarn – kunne ugerninger og plyndringer forklares gennem antisemitismen, anti-sigøjnerismen og anti-slaviske følelser. Fordommene hos europæerne i almindelighed stikker således dybt. Det afspejles i medieverdenen, hvor ulykker i tredje-verdens-lande omtales meget mindre end langt mindre ulykker på samme tidspunkt i et europæisk land. [2] Et aktuelt eksempel er den forskelsbehandling, som libanesiske fanger fik i medierne kontra vestlige fanger. Blot ordvalget afslører fordommene. De vestlige fanger blev kaldt "gidsler", mens libaneserne var "krigsfanger". Racismen er således et produkt dels af kapitalismens tidlige fase med slaveriet, dels af imperialismens udvikling, hvor kapitalismen fordrev feudalismen gennem kolonisering, og dels dette århundredes fascistiske bevægelser, som erobrede statsmagten og brugte racismen som deres raison d'etre.

Efterkrigsracismen adskiller sig fra førkrigsracismen, derved at de fleste europæere aldrig havde set en "fremmed" med mørk hudfarve før langt op i 1960erne. Derfor har den moderne racisme haft sværere ved at slå igennem som rene fordomme om undermennesker. Selv om man ikke skal undervurdere, hvor dybt også dette fænomen stikker. Generelt set er det sværere for den mere "dumme" racisme at slå igennem over for folk, der kender en person med mørk hudfarve. [3]

Grundet kapitalismens enorme og utypiske vækst mellem 1950 og 1970 blev millioner af vestindere, asiater, tyrkere og jugoslaver suget ind til industriens centre i 60erne og 70erne. Tilsvarende blev det den officielle holdning, at indvandrerlovgivning skulle være liberal. Racismen eksisterede stadigvæk; men borgerskabet havde ikke brug for den, og da alle stort set fik det bedre og bedre i disse år, var syndebuk-effekten meget lille.

Derfor har racismen i 80erne og her i begyndelsen af 90erne først og fremmest kæmpet på et nationalistisk grundlag mod alle indvandrere, og ikke specifikt, på udseende, mod "niggere" eller jøder som tidligere. Det er først her i begyndelsen af 90erne, at den distinkte race-specifikke anti-indvandringspolitik i f.eks. DDF's propaganda har slået bredt igennem. [ 4]

Baggrunden for racismen er historisk; men dens aktuelle fremtrædelsesform bestemmes først og fremmest af de konkrete situationer i de enkelte lande. I Danmark er arbejdsløsheden, og specielt ungdomsarbejdsløsheden, den næsthøjeste i Europa. [5] Samtidig har næsten ti års nedskæringspolitik, selv om den kun har gjort lidt indhug i selve andelen af det offentliges bidrag til bruttonationalproduktet, været mærkbar i ældre- og sygehussektoren. Det er netop de dele af den offentlige sektor, som folk er tættest på. Disse kendsgerninger skal kobles sammen med, at arbejderklassen i Danmark siden 1985 stort set har været opsplittet og kun undtagelsesvis og geografisk begrænset har taget kampen op mod den førte politik. [6] Konsekvensen er, at der er meget store sociale grunde til utilfredshed, ingen synlige alternativer til den førte politik fra arbejderklassen som kollektiv, ingen politiske venstrebevægelser (først og fremmest p.g.a. stalinismens kollaps), som kunne tiltrække oprørske unge, og en synlig indvandrergruppe, som adskiller sig fra vesteuropæere, i hvert fald i udseende. Denne gruppe har også en sådan størrelse, at de traditionelle oppiskningsord som "tilstrømning", "invasion" og "overtagelser" med et gran af sandhed kan bruges af medierne, som altid giver vores herskere en hjælpende hånd, når de er i knibe.

Racismen er således et produkt af kapitalismen, forstærkes af krise og manglende alternativer og er i Danmark i 90erne rettet mod indvandrere fra Sydeuropa og Asien og på det seneste mod ofrene for de politiske turbolenser i Mellemøsten, dvs. først og fremmest tyrkere, pakistanere, iranere og irakere.

 

Racismen i Danmark

I Danmark har racismen meget nøje fulgt de generelle tendenser, man kan konstatere i resten af Europa. Efter murens fald og med den åbenlyse manglende sociale genopbygning af de tidligere stalinistiske stater, begyndte EF at forberede Fort Europa. Der var selvfølgelig tilløb i forbindelse med Tamilsagen i 1987 og hysteri omkring det begrænsede antal iranere og irakere, som flygtede fra krigen i Golfen op gennem firserne; men det er åbenlyst, at der foregår et samarbejde på europæisk plan for at opnå en ensartet og restriktiv praksis på flygtninge- og indvandrerområdet. [7] Lovgivningen skal helst være på plads, inden de virkelige sult- og fattigdomskriser giver sig udslag i folkevandringer. Der er også al mulig grund til at forvente denne vandring, da Østeuropa og Nordafrika bliver mere og mere forarmede. Derfor har borgerskabet i Danmark været interesseret i et politisk klima, hvor stramninger er nemmere at få igennem.

Denne påvirkning af den offentlige opinion, som borgerskabet har indledt og forstærket i år med pressen som villige fødselshjælpere, opmuntrer således de organiserede racister, hvis ærinde er et helt andet. Hvor borgerskabet blot er interesseret i at opnå nogle midlertidige redskaber til at kontrollere befolkningsbevægelser i økonomiske nedgangstider, har DDF og nazisterne nogle helt andre ideer. I øjeblikket kan borgerskabet bruge DDF til at gøre noget af det beskidte propaganda-arbejde, mens politikerne kan justere det, som skal justeres på lovgivningsplan. Det er en slags funktions-opdeling, hvor borgerskabet ønsker at spille det racistiske kort uden selv at få fingrene smudset alt for meget til. Der er selvfølgelig personsammenfald mellem individuelle organiserede racister og deres placering i det højere lag i samfundet; men borgerskabet som sådan er ikke i dag interesseret i at bruge DDF og nazisterne til andet end ideologisk påvirkning af "den offentlige opinion" for at kunne foretage statslige indgreb. I en anden situation vil DDF være en hæmsko. For eksempel hvis indvandring var nødvendig, som det var i 50erne og op til begyndelsen af 70erne. Racisterne og borgerskabet har i øjeblikket fælles interesser; men det er et ægteskab baseret på fornuft og ikke på kærlighed.

En sideeffekt af "ægteskabet" er, at både DDF og nazisterne i NP og DNSB har fået vind i sejlene. Det står uden for enhver tvivl, at DDF er vokset og har optrappet deres ideologiske offensiv i pressen og ved systematisk brevskrivning og telefonopringning til anti-racisterne. Hvorvidt de to andre grupper vokser er tvivlsomt; men de internationale begivenheder og deres større aktivitet ved plakatopsætning og løbeseddeluddeling peger på, at de både har stigende selvtillid og sandsynligvis større tiltrækningskraft. Det, som er bemærkelsesværdigt i Danmark kontra både Tyskland, Norge og Sverige (som de nærmeste lande) er, at racismen, selv om den er udbredt i befolkningen på det ideologiske plan, ikke er "gået på gaden". Dvs. at selv om der er stor sympati for holdninger om, at flygtninge og indvandrere er skyld i Danmarks økonomiske problemer, så er dels rå vold mod indvandrere på gaden begrænset, og dels er offentlige anti-indvandrer-handlinger stort set lig nul. Det er korrekt, at DDF kan holde mange møder rundt i landet, men netop stort set på landet. Byerne har de holdt sig fra siden de store anti-racistiske mobiliseringer i 1987-90. NP og DNSB går aldrig samlet ud til offentligheden, bortset fra uddeling enten i ly af natten eller løbende gennem et torv.

Grunden hertil skal søges i to forhold. Det ene er historisk og kan føres tilbage til modstandsbevægelsens kamp mod nazisterne og deres aktioner for at redde jøder samt de meget udbredte kampe i 30'erne, hvor Fritz Clausens nazi-parti aldrig fik tag i danskerne. Besættelsestidens rædsler og dens identifikation med jødeforfølgelser stikker ekstremt dybt i folkesjælen, og enhver forbindelse til den tid er døden for enhver organisation, som vil gøre sig håb om at samle bredt. Dette forhold er dog betinget af, at anti-racister er i stand til at lave sådanne forbindelser både direkte og via associationer. Det var netop anti-racisternes vellykkede kampagne mod dels DDF's møder i 1987-90 og DNSB's opstilling til kommunalvalget i 1989, som skabte denne forbindelse. [8]

At racismen i Danmark endnu ikke har udløst større organiserede racistiske fremtrædelser p.g.a. ovenstående, er dog ingen garanti for, at det ikke vil ske. Det er derfor tvingende nødvendigt, dels at vi er parat, når dette sker, og dels at vi er i stand til at lære af de erfaringer, vi selv og mange før os har gjort.

Racismen kan bekæmpes effektivt – det viser både vore egne og tidligere erfaringer. Men det kræver, at vi forstår dens sociale baggrund, dens besnærende propaganda, og hvordan den kan vokse på gaden. De næste afsnit vil handle om, hvad vi kan stille op over for disse tre ting.

 

Racismens sociale aspekt

For effektivt at kunne stille noget op mod de organiserede racister og derved forhindre nazisternes gennembrud er det afgørende at forstå, hvorfor racismen eksisterer, og hvorfor den gør det konkret i Danmark anno 1992. De grundlæggende forhold, som nærer racismen, er som tidligere påpeget sociale. Det er også derfor, at racisternes kobling af, hvordan ældre behandles, med kroner til flygtninge, kan slå igennem. Den velkendte kobling af antal arbejdsløse med antallet af udlændinge har også en reel baggrund. Uden disse konkrete sociale problemer kunne racisterne ikke opnå den popularitet, de nyder. "Vi skal først sørge for vore egne" er en meget udbredt holdning, som f.eks. giver sig udslag i, at 46% af tyrkiske unge af 2. generation ikke kunne få en praktikplads efter endt basisår på EFG i 1991 mod 4% for alle andre. [9] Ghettoisering af mørkhudede udlændinge er således ikke kun et spørgsmål om at "rykke sammen" (alene af den grund, at det er mange forskellige nationaliteter, det handler om), men et spørgsmål om nød, fordi boliger er sværere at få fat i for indvandrere og flygtninge. Dette skyldes dels diskrimination, men også manglende økonomisk formåen, som igen er en konsekvens af arbejdsløsheden og diskrimination i f.t. fordeling af jobs. [10]

Vi har derfor i Danmark en kombination af store sociale problemer og en svag arbejdergruppe, som er ramt hårdest af alle disse problemer: arbejdsløsheden, boligmangelen og faldende offentlig service. For at vinde en udbredt opbakning imod racisternes svar i arbejderklassen og i den offentlige opinion er det nødvendigt at forholde sig til disse problemer. Anti-racisterne må komme med andre svar til "Ausländer Raus". Vi kan ikke bare sige: "Der er plads til alle", når der tydeligvis ikke er plads til alle under de nuværende forhold. Vi må sige: "Der er plads til alle, hvis vi laver tingene om". Hvis den anti-racistiske kamp ikke er i stand til at anklage kapitalismen for de problemer, den skaber for folk og angive i det mindste nogle andre løsninger – bygge mere, arbejdstiden ned, lokal kamp mod nedskæringer – så vil nok så mange forfærdede opråb om medmenneskelighed falde til jorden. De vil prelle af på racisternes argumentation.

Det er samtidig meget nemmere, hvis der er en modmagt til racisterne, som øjensynligt "gør noget" ved problemerne. F.eks. hjemmehjælpernes strejke i Ringkøbing i efteråret 1991 mod nedskæringer på deres område. [11] Her angav de, uden at vide det, en kollektiv vej ud af problemerne. Derfor skal en effektiv anti-racistisk kamp dreje opmærksomheden hen mod arbejdspladser og fagforeninger.

Det skal den af to grunde. Dels ligger her den modmagt, som kan feje racisternes argumenter af banen. Dels er kampen om "stemningen" på arbejdspladserne utrolig vigtig. Hvis racisterne får held til at splitte en arbejdsplads eller fagforening ad, er muligheden for at stå sammen mod forringelserne meget mere begrænsede. Omvendt: hvis "stemningen" vindes, kan dette bruges på andre områder.

 

Propaganda som våben

Det sociale aspekt af den anti-racistiske kamp er grundlæggende og i sidste instans afgørende, men er i dag af mere teoretisk interesse. Det angiver den vej, en succesrig kamp skal gå. Vi står ikke i dag over for en massebevægelse drevet frem af racistiske og ultra-nationale ideer og organiseret af nazister med stormtropper i front. Den racistiske kamp i dag er først og fremmest en kamp om ideer. Det er denne form for anti-racistisk kamp, vi nu skal kigge på.

Selv om racismen har sin baggrund i folks sociale problemer, kan svarene på problemerne være vidt forskellige. Selv om borgerskabet kører al skyts i stilling for at støtte en anti-indvandrer-holdning i befolkningen, er det muligt at slå igen – også på propaganda- og idé-planet. Det er også forholdsvis nemt. Danmarks befolkning er kun vokset med 12.000 på ti år. [12] Der var ingen indvandrere i 30'erne; men der var massearbejdsløshed. Skal folk ikke have lov at rejse, hvor de har lyst. Folk følger pengene, og den "rige" del af verden plyndrer stadig den "fattige" del. På det plan har anti-racister mange gode argumenter.

Revolutionære socialister mener, at al indvandrerkontrol vil være diskriminerende, og er derfor imod det. Arbejdere skal have lov til at overleve, hvor de kan gøre det her i verden. Mange andre, de fleste, anti-racister mener, der skal være en eller anden form for begrænsning. Her er det vigtigt at acceptere, at der er mange forskellige holdninger blandt anti-racister. Man skal ikke forlange, at folk er hverken anti-imperialister, imod Israel eller endog socialister for at være med. Der er mange borgerlige og socialdemokratiske vælgere, som sagtens kan vindes for en aktiv kamp mod den organiserede racisme.

Flertallet i Danmark er imod de organiserede racister, når de møder dem. Selv om de måske accepterer krisepolitikken og er lidt bekymrede over de mange tal om antallet af "udlændinge fra mindre udviklede lande" i år 2020, [13] så kan de vindes mod racisterne.

Først er det vigtigt at forbinde de organiserede racister til deres nazistiske rødder eller forbindelser. DDF er infiltreret af både NP og DNSB. Gennem angreb på nazisterne og f.eks. deres angreb på moskeen på Amager kan man opnå bred opbakning til også at smudse DDF til.

For det andet, selv om de fleste går ind for indvandrerkontrol, mener de fleste, at angreb og diskrimination mod indvandrere, der allerede er her, er uacceptabelt. Derfor kan der vindes opbakning omkring enkeltsager, f.eks. støtte til palæstinensernes kamp i Blågårds Kirke eller positive reformer mod bestemte former for diskrimination, f.eks. i fordeling af EFG-praktikpladser.

For det tredje er der en meget bred accept af "kulturel internationalisme". Sorte fodboldspillere sparker Brøndby til Europa-sejre, og sorte boksere bokser Danmark til olympiske medaljer. Folk fra mange forskellige lande optræder over alt i Danmark. Det er vigtigt at udnytte denne accept og bruge den i den anti-racistiske kamp og derved isolere de organiserede racister.

Så selv om det propagandistiske aspekt af den anti-racistiske kamp ikke kan stå alene, så er den i dag af vital betydning. Fordi racisterne endnu kun opererer i medierne og gennem ord, er det muligt at isolere dem med en målrettet indsats.

 

Konfrontation er nødvendig – men hvordan?

Sandsynligheden for, at DDF vil begynde at udfordre i storbyerne, og at de små nazistiske grupper vil optræde mere aktivt end i dag, er meget nærliggende. Det er derfor nødvendigt at forholde sig til det tredje aspekt af den anti-racistiske kamp – det konfrontatoriske aspekt.

For Hitler var den fysiske tiltrækning altafgørende for hans bevægelses vækst:

Massedemonstrationer må brænde sig ind i den lille mands sjæl. Han må få den overbevisning, at selv om han personligt er en lille orm, så er han en del af en mægtig drage. [14]

Og Goebbels sagde i f.t. kampen om gaderne:

Den som kontrollerer gaderne, erobrer også masserne, og den, som erobrer masserne, erobrer derved også staten. [15]

For nazisterne er det vigtigt at have tiltrækningskraft. Det kan man ikke, hvis man ikke viser sig. Og ikke alene viser sig, men viser sig med styrke og autoritet. Det er derfor, at begivenhederne i Lund og Stockholm i december 1991 var en kæmpesejr for anti-nazisterne, fordi de blev fejet væk fra gaderne. [16] I Danmark er det i dag umuligt for nazisterne at holde offentlige møder, endsige gå samlet på gaden. Men i ly af at DDF uhindret fik lov til at samle sig i storbyerne, har vi her en hel anden historie. Det ville være en magnet for nazisterne, som blandt andet kunne tilbyde sig som mødevagt og derved udvikle stormtropper. Derfor er det uhyre vigtigt at holde storbyerne rene for DDF-møder. Hvordan?

I 1987-90 drev anti-racisterne DDF væk fra storbyerne. I kølvandet på kampagnen opstod der en polemik blandt anti-racister om, hvordan "blokade-metoden" virkede. På den ene side hævdede revolutionære socialister og andre, at voldelige sammenstød med politiet ikke tjente noget formål i sig selv og ville kunne opfattes som bandekrig. Dermed isoleres anti-racisterne fra det lag i befolkningen, som godt nok gerne ville gå imod de organiserede racister; men som ikke vil vide af slagsmål med politiet. Specielt ikke hvis maskerede folk med kanonslag er de dominerende.

På den anden side hævdede specielt gruppen omkring "de autonome" og BZ-bevægelsen, at møderne skulle forhindres uanset styrkeforholdene og effekten. Da de samme kræfter sandsynligvis vil være til stede i fremtidige konfrontationer med DDF, er det nok væsentligt, at vi kigger på, hvad der skete i Sverige.

Den 1. december 1991 forsøgte den yderste højrefløj, inklusive nazister, i Sverige at gennemføre deres årlige march, både i Stockholm og Lund, for at hylde en krigerkonge, Karl den Tolvte. Dette skete, efter at der i efteråret havde været forskellige voldelige angreb på asylcentre og nedskydning af flere indvandrere på gaden, specielt i Stockholm.

I Stockholm var moddemonstrationen simpelthen så stor, at statuen af den krigerkonge, som nazisterne skulle marchere til, simpelthen blev omringet og pladsen omkring besat. På massiv, men fredelig vis (stort set), blev nazisterne forhindret i at marchere. I Lund blokerede man vejen til statuen, og kun fordi politiet angreb, blev der vold.

Dette antyder, hvad formålet med at forhindre et møde eller en march er. Formålet er selvfølgelig at standse mødet; men det er ikke ligegyldigt hvordan. En demonstration mod et DDF-møde skal være så bred som overhovedet mulig, uden at det af den grund bliver ikke-konfrontatorisk. I Norge i november forhindrede 10.000 Oslo-boere den norske racist Myrdal i at tale ved at pifte. [17] Effektivt, men ikke voldeligt. Grunden til, at det ikke-voldelige aspekt betones, er, at det er vigtigt at volden kommer fra den anden side. DDF er ikke nazister og har ikke en følgeskare af stormtropper. Det er derfor vigtigt, at demonstranterne imod dem ikke kan udskriges som en flok "bøller". DDF's hårde kerne skal isoleres fra den brede skare af racister, som eksisterer. Hvis vi kan tilstoppe denne blodtilførsel, jages de ud på landet igen og bliver derved mindre interessante for nazisterne.

 

Konklusion

Racismen må altså bekæmpes på tre fronter: Den sociale kamp, anti-racistisk propaganda og fysisk konfrontation. I dag er det det propagandistiske aspekt, som er klart det vigtigste. Men det kan snart blive det konfrontatoriske. Det er derfor meget vigtigt, at alle anti-racister prøver at finde sammen og diskutere både mål og midler. Som beskrevet ovenfor er det ikke en aktuel nazi-trussel om kampen om massernes sjæl, vi står over for. Den altafgørende trussel ligger aktuelt i stramninger på udlændingespørgsmålet, som kun kan give næring til endnu mere racisme i hverdagen. Det gør livet vanskeligere, ikke kun for indvandrere, som er i frontlinien, men også for alle andre mindretalsgrupper, hvis rettigheder hænger løsere, hvis først indvandrerne bliver knoklet ned.

Socialister har en vigtig opgave i at rejse det anti-racistiske flag. Ikke alene ved vi historisk meget om, hvad der sker, hvis vi lader være – nazi-barbari i 30erne, Le Pens march gennem 80erne i Frankrig – men vi har også noget at komme med. Fordi racismen er et produkt af kapitalismen og næres af dens krise og ikke er en fritstående idé i folks hoveder, så kan socialister angive løsninger både på kort og langt sigt.

Vi er ikke som socialdemokratiet bundet til at være "ansvarlige" over for kapitalismens krise og kan derfor angribe de sociale nedskæringer, som er en følge af krisen, og som nærer racismen. På længere sigt kan vi argumentere for, at kapitalismen skal afskaffes. At dette umenneskelige system først driver folk til at flytte fra deres fødeegn for at overleve, hvorefter de bliver udsat for forfølgelser p.g.a. deres oprindelse i det land, de havner i. Vi kan pege på noget helt andet – et samfund, hvor folk arbejder sammen og ikke imod hinanden, internationalt. Et lille skridt i den retning vil være at drive de organiserede racister tilbage til dagligstuerne.

 

Noter

1. Se Peter Alexander: Racism, resistance and revolution, Bookmarks, London 1987, s. 5-16.

2. Se Torben Retbøll: Massemedier og menneskerettigheder, Klim, Århus 1991.

3. Alexander, op.cit., s. 45-51.

4. Ved f.eks. deres fokusering på indvandrere og flygtninge fra "mindre udviklede lande".

5. OECD-rapport om dansk økonomi, november 1991. Citeret i Det Fri Aktuelt, 22.11.91.

6. Afspejles i, at strejketallet i 1991 var det laveste siden 1962. Se rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening, december 1991.

7. Senest afsløret af formanden for Dansk Flygtningehjælp, Arne Piel Christensen, i Det Fri Aktuelt, 23.12.91.

8. Se min artikel Mod abstentionisme og eventyrisme i: International Socialisme – Politiske Arbejdstekster nr. 13, november 1990, s. 8-13.

9. Det Fri Aktuelt, 3.12.91.

10. For en gennemgang af de virkelige problemer og den diskrimination, indvandrere og flygtninge står over for, læs Rune Bech: Kan det virkelig passe ..., Dansk Ungdoms Fællesråd, Landsforeningen Ungdomsringen, Århus Ungdommens Fællesråd, 1991.

11. Se Socialistisk Arbejderavis, nr. 75, november 1991, s.3.

12. Danmarks Statistik: 10-års oversigt 1980-90, 1990.

13. Danmarks Statistik har efter "politisk pres" delt udlændinge i Danmark op i "indvandrere fra mindre udviklede lande" og "andre". For en kritisk gennemgang, se Jaques Blums kronik i Politiken, 16.11.91.

14. Hitler i Mein Kampf. Her citeret fra Chanie Rosenberg: The Labour Party and the fight against fascism, i: International Socialism Journal 2:39, London 1988, s. 56.

15. Citeret fra Rosenberg, samme.

16. Den Røde Tråd, 6.12.91 og Socialistisk Arbejderavis, nr. 77, januar 1992.

17. Internasjonal Sosialisme, nr. 47, dec. 1991, udgivet af IS-Norge.

 

 

www.socialister.dk – 24. september 2017 kl. 12:28