Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 100 – Februar 1994 – side 10

Revolution i Mexico 1910-1919

Viva la Revolucion!

Trine Christensen

De revolutionære i Mexico forstod ikke at forene bønder og arbejdere i en fælles kamp for en socialistisk revolution. Derfor endte revolutionen i nederlag.

Mexico var i 1910 et land i kaos. Størstedelen af befolkningen på omkring 15 mill. mennesker levede på eller under sultegrænsen. 75% af befolkningen levede og arbejdede på landet. Men ud af den totale befolkning havde cirka 10 mill. ingen adgang til jorden. Jorden var det eneste reelle eksistensgrundlag, men størstedelen af jorden var ejet af store godsejere. Folket var underlagt en lille bevæbnet elite, der systematisk udbyttede og undertrykte masserne.

I en landsby i den sydlige provins Morelos var den revolutionære Zapata blevet valgt som borgmester. Han begyndte at uddele landbrugsjorden blandt den fattige befolkning og organisere modstanden mod storgodsejerne.

Zapata lancerede i november 1910 sit politiske manifest: “Ayala-planen”. Under parolen “Jord og Frihed” slog Zapata fast, at de oprørske bønder ville kæmpe, indtil de igen fik adgang til landbrugsjorden. Det var egentlig starten på den syv år lange sociale konflikt, der er kendt som den mexicanske revolution.

I 1910 indledte godsejersønnen Fransisco Madero en valgkampagne for politiske reformer støttet af småborgerskabet. Men ønsket om politiske og sociale reformer var stærkt i hele befolkningen. Madero og borgerskabet udløste en oprørsbevægelse, som de hverken havde forudset eller kunne styre.

Oprørsbevægelsen forenede næsten alle dele af det mexicanske samfund imod præsident Diaz' undertrykkende diktatur. I 1911 flygtede Diaz ud af Mexico, men der var ingen aftale om hvem og hvad, der skulle følge efter Diaz.

Borgerskabet med Madero i spidsen ville have en borgerlig demokratisk stat. Mens bønderne i syd og nord med Zapata og Pancho Villa som ledere ønskede en social revolution og en mere retfærdig fordeling af landbrugsjorden.

Madero blev valgt som præsident, og da han var kommet til magten, bad han de oprørske bønder om at indstille deres guerillakamp.

Zapata fastholdt at kæmpe indtil kapitalisterne og storgodsejerne var fordrevet fra jorden, som han mente skulle tilbage til folket.

Madero ville ikke tage jorden fra godsejerne og kapitalisterne. Han ville fremme Mexicos økonomiske vækst ved at give kapitalen gunstige vilkår.

I 1913 beordrede Madero den gamle millitære ledelse at sætte millitæret ind mod de revolutionære bønder for at afvæbne dem. Det mislykkedes for millitæret at knuse bøndernes oprør.

Den gamle herskerklasse organiserede derpå en kontrarevolution og myrdede Madero.

Igen forenedes de revolutionære bønder for at bekæmpe kupmagerne og kontrarevolutionen.

I november 1913 besatte de revolutionære bønder Mexico City med Zapata og Pancho Villa i spidsen. De havde magten i deres hånd, men de revolutionære var ikke forberedt på at skulle tage magten i Mexico. De havde ikke nogen politiske visioner om et nyt samfund. De forstod heller ikke at forene bøndernes kamp med resten af arbejderklassens kamp. Derfor ventede og tøvede de, og til sidst trak de sig helt ud af Mexico City.

Det blev skæbnesvangert for de revolutionære. For de overlod magten til borgerskabet, som senere skulle tage en grusom hævn over de rebelske bønder.

Der var en organiseret arbejderklasse i byerne, som havde udkæmpet vigtige arbejderkampe i årene op til revolutionen. Der var også revolutionære organisationer. Men de havde ingen ideer om at forbinde arbejdere og bønder i en fælles kamp for en socialistisk revolution. De revolutionære, som havde været med til at lave og vinde revolutionen, forstod ikke, hvorledes de skulle knytte arbejderklassen og resten af de udbyttede klasser til magten.

Efter at Zapata og Pancho Villa havde trukket sine styrker tilbage til landdistrikterne i det nordlige og sydlige Mexico, var der opstået et politisk vakuum.

Men kort efter i 1915 tog borgerskabets leder Carranza magten. Noget af det første, han gjorde, var at sende millitæret efter Zapata og Pancho Villa. Samme år led Pancho Villa’s styrker alvorlige millitære nederlag. Zapata's styrker derimod vidste sig at være en mere vanskelig modstander.

Zapata havde stadig kontrollen i provinsen Morelos, hvor han gennemførte store politiske reformer. Han lancerede blandt andet en jordreform, som var basseret på kollektivt ejerskab i kommuner. Zapata forstod at gøre modstanden til en massebevægelse, der kæmpede for gennemgribende politiske forandringer.

Men Zapata indså hurtigt, at han måtte danne alliancer med arbejderorganisationer andre steder i landet. For at styrke oprørsbevægelsen og støtte andre i at gennemføre lignende politiske forandringer. Problemet for Kommunen i Morelos var nemlig, at Carranza’s styre holdt Morelos under millitær belejring. Samtidig opstod der hurtigt økonomisk knaphed i området.

I 1917 blev der afholdt valg i Mexico, hvor Carranza med et ret lille flertal vandt valget. Carranzas regering vedtog en ny konstition som gjorde Mexico til en borgerlig demokratisk stat. Den nye stat blev opbygget omkring en ideologi om nationalisme.

Med den nye forfatning i 1917 endte revolutionen officielt. Da var cirka 1 mill. mennesker døde, og langt flere var gået under jorden eller flygtet.

Carranza havde i mellemtiden forstået at plante regeringstro ledere i fagforeningerne i byerne. Samtidig havde han omgivet sig med stærkt højreorienterede og nationalister. Disse politiske kræfter ville et helt andet samfund end det, som Zapata forsøgte at opbygge i Morelos.

På denne måde lykkeds det for Carranza at isolere Zapata politisk fra arbejderklassen i byerne. Regeringsstyrkerne blev ved med at forfølge Zapata og føre krig mod hans rebelske bondehær. I 1919 lykkedes det til sidst regeringstropperne at nedkæmpe Zapata's hær og dræbe Zapata selv. Dermed var den mexicanske revolution endeligt slået tilbage.

Den vigtigste lære af nederlaget er, at Zapata og de andre revolutionære ikke forstod at vende bøndernes og arbejdernes kamp til en fælles kamp. Og vigtigst, at de ikke havde visioner om at oprøret skulle ende i en socialistisk revolution.

I dag fører bønder og indianere i det sydlige Mexico en væbnet kamp for bedre levevilkår og en mere retfærdig fordeling af landbrugsjorden. Hvis kampen ikke skal ende i nederlag, bliver de nødt til at forene deres kamp med resten arbejderklassens kamp. Kun sammen med arbejderne i byerne kan bøndernes oprør føre til en socialistisk revolution for et mere retfærdigt og klasseløst samfund.

Billedtekster:
Plakat fra 1912 af revolutionshelten Emiliano Zapata
Den mexicanske regering har sat store styrker ind i kampen mod oprørere i det sydlige Mexico. Men de møder stor modstand

Flere artikler fra nr. 100

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Mexico

Se flere artikler af forfatter:
Trine Christensen

Siden er vist 3250 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside