Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 104 – Juni 1994 – side 10

Portugal 1974-75

Nellikerevolutionen

Ågot Berger

Revolutionen var en nødvendig og befriende løsning efter mange års undertrykkelse. Men der manglede et parti til at føre kampen videre.

Nellikerevolutionen i Portugal i 1974 er et eksempel på, at revolution er både nødvendig og mulig i højtudviklede kapitalistiske lande. Revolutionen blev udløst, da en gruppe officerer væltede et af Europas sidste fascistiske regimer. Kuppet udløste en enorm folkelig energi, som kom til udtryk i strejker, demonstrationer og husbesættelser for bedre arbejdsvilkår og levevilkår i det hele taget. Forud for Nellikerevolutionen i Portugal var strejker, offentlige møder, politiske partier og fagforeninger forbudt. Skoler, litteratur, teater, musik og aviser – hver eneste flig af folks liv var under det fascistiske regimes kontrol.

Portugal havde Europas længstvarende fascistiske regime. I 48 år havde den gamle diktator Salazar, og hans efterfølger, Caetano, regeret med stor brutalitet.

Det gamle regime begyndte imidlertid også at få problemer. Dele af storborgerskabet og centrale dele af hæren krævede forandringer. Både fordi Portugal var det mindst udviklede land i Vesteuropa, og fordi mange unge mænd udvandrede i håb om at få arbejde i andre lande. Industrien var forældet og fabriksejerne havde et stort behov for at få reorganiseret og moderniseret industrien. Magthaverne forsøgte at imødekomme disse krav ved blandt andet at gøre det attraktivt for udenlandsk kapital at investere i Portugal.

Gigantiske skibsværfter blev bygget med støtte fra udenlandsk kapital og en række udenlandske firmaer som Ford, Timex og Philips opførte store fabrikker.

Det betød, at antallet af arbejdere i Portugal voksede eksplosivt og det samme gjorde slumbyerne. Koncentrationen af arbejdere på kæmpefabrikker, der arbejdede under elendige forhold, skabte et voksende krav om forandring fra den portugisiske arbejderklasse.

Samtidig fik den gamle kolonimagt Portugal stadig større problemer i sine gamle kolonier i Guinea, Angola og Mozambique. Mere end 13.000 portugisiske soldater var kommet hjem i ligposer, og denne håbløse kolonikrig var også med til at øge befolkningens vrede mod styret.

Blandt dele af officerskorpset spredte der sig en stigende utilfredshed med tingenes tilstand. I løbet af april 1974 opbyggede de et illegalt netværk af 300 officerer, de Væbnede Styrkers Bevægelse, MFA, som stillede krav om: “demokrati, udvikling og afkolonialisering”. Den 25. april udførte de et kup, hvor de tog kontrollen over tv- og radiostationer, lufthavnen og det militære hovedkvarter. Det hele skete med meget lille modstand fra magthavernes side. Et blodigt regime der havde varet i næsten 50 år, brød sammen på mindre end en dag. Kun fire mennesker blev dræbt af forskrækkede politiagenter.

I begyndelsen var befolkningens reaktion på kuppet afventende. Mange samledes i Lissabons gader for at finde ud af, hvad der var sket. I en beretning fra perioden fortælles: “Soldater kom imod os. Hvad ville der ske? De løftede deres fingre og gjorde V-tegnet (for sejr). Menneskemængden jublede som jeg aldrig før har oplevet. Tanks ankom og folk jublede endnu højere. Folk løb efter kampvognene, klatrede op på dem. Soldaterne smilede og løftede maskingeværene i luften”. De røde nelliker, som blev plantet i geværløbene, var revolutionens symbol. Den røde farve stod for revolutionen, og nelliken symboliserede freden.

Stemningen udviklede sig hurtigt til at kræve meget mere vidtgående forandringer end kupmagernes moderate målsætning med kuppet. En deltager beskrev hvordan kæmpedemonstrationer fyldte gaderne: “I 48 år havde der ikke været demonstrationer. I to generationer har vi ikke haft ret til at gå frit i gaderne. Folk marcherede den ene vej op af gaden, uden helt at tro de havde gjort det, så marcherede de ned igen for at bevise at det var virkeligt!” Den 1. maj 1974 var der 600.000 i demonstration i Lissabon, en by med cirka 1 million indbyggere. I løbet af den første uge besatte mere end 100 familier fra Lissabons slumkvarterer regeringens nye boligprojekt. Inden en måned var gået, var der 35 fabriksbesættelser og omfattende aktioner på 158 arbejdspladser. Alle steder var kravene bedre løn- og arbejdsforhold samt udrensning af alle ledere med fascistiske forbindelser. Arbejdsgiverne og regeringen blev alle steder tvunget til indrømmelser, lønningerne steg med 30% i gennemsnit og 1000 direktører blev fyret for deres fascistiske forbindelser.

På næsten alle arbejdspladser i Lissabonområdet blev der dannet arbejderråd. Det er anslået, at der blev etableret 4.000 arbejderråd mellem maj og oktober måned. Også på godserne overtog landarbejderne den jord, de arbejdede på, og dannede landbrugskollektiver. Mange af de kvindelige landarbejdere var analfabeter, og de havde tidligere udført det meste af det fysisk nedslidende arbejde. De tilkæmpede sig nu næsten den samme løn som mændene og spillede en central rolle i ledelsen af landbrugskollektiverne.

Mulighederne i Nellikerevolutionen var enorme. Arbejdernes erfaringer fra kampene lærte dem på kort tid mere end mange års studier.

En anden erfaring, som også er typisk i andre revolutioner, er, at arbejderne spontant danner deres egne demokratiske organer. Dels i form af fabriksråd, dels i form af koordineringer mellem fabrikkerne.

Men lige så sikkert som at der er spontanitet og organisering på gulvplan i enhver revolution, lige så uundgåeligt er det, at der bliver kamp om lederskabet af bevægelsen. Om man skal vende tilbage til hverdagen, eller om bevægelsen skal føres frem mod et egentlig systemskifte.

Problemet i 1974-75 i Portugal var det samme som i de fleste andre revolutioner. Der var ingen socialistisk organisation, som var stærk nok til at føre revolutionen videre til et magtopgør, der fjernede det kapitalistiske system. Kommunistpartiet og socialistpartiet (socialdemokratisk) var de partipolitiske hovedkræfter i perioden efter 25.april. De havde begge som udgangspunkt, at man skulle arbejde indenfor det borgerligt demokratiske systems rammer.

Partierne til venstre for kommunisterne og socialistpartiet havde perspektiver om en socialistisk revolution. Men de manglede forståelsen for, at arbejderråd og organisering fra neden har en central rolle i en revolution. Den samlede venstrefløjs splittelse og politiske svagheder førte til, at arbejderklassen tabte terræn og kampene rullede tilbage.

I 1994 kan de portugisiske arbejdere fejre 20-års jubilæet for sejren over fascismen. En sejr, som det er vigtig at manifestere ikke mindst i lyset af, at fascister igen er begyndt at marchere i Europa.

Opblomstringen af den folkelige aktivitet under Nellikerevolutionen er der også al mulig grund til at fejre. Tusinder af portugisere var selv aktører og ændrede bevidsthed i processens forløb.

Men for de titusinder i Portugal, som stadig er arbejdsløse, boligløse, fattige, eller som igen udfører slavearbejde på godsejendommene syd for Lissabon, bør 20-års jubilæet også være et minde om, at den næste revolution ikke skal standse på halvvejen. Også i Portugal er den vigtigste erfaring, at hvis arbejderklassen skal erobre den reelle magt, så skal man opbygge et parti inden revolutionen, som kan udfordre det reformistiske lederskab, når det vil standse en bevægelse på vej frem mod et endeligt magtopgør.

Flere artikler fra nr. 104

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Portugal

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 3025 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside