Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 106 – August 1994 – side 10

Fagforeninger – hvad kan vi bruge dem til?

Jørn Andersen

85 % af alle arbejdere i Danmark er medlem af en fagforening. Det udtrykker et ønske og behov for sammenhold og solidaritet

Socialister bliver tit spurgt: “Hvorfor overhovedet være medlem af en fagforening?”

Inden man når at tænke på, hvad man skal svare, kommer der så en lang række eksempler på, at fagforeninger ikke varetager de menige medlemmers interesser.

At fagforeningerne er forpamprede. At de bare er styret af Socialdemokratiet osv.

Og det er jo rigtigt, at der er meget pamperi i fagbevægelsen. At de, der leder vore fagforeninger, oftest gør det til en løn, der ligger flere gange over medlemmernes gennemsnitsløn.

Og at de oftere snakker om ansvarlighed over for arbejdsgivernes økonomi end overfor medlemmernes.

Men det er ikke hele billedet. I Danmark er over 2 millioner arbejdere medlemmer af en fagforening. Og i mange lande verden over fængsles og myrdes faglige aktivister året rundt i deres kamp for at oprette fagforeninger, tilkæmpe sig overenskomster osv.

I Sydafrika f.eks. har fagforeningerne spillet en afgørende rolle i kampen for at afskaffe apartheid.

Socialister mener, at man bør være medlem af en fagforening. Ikke fordi vi bryder os særligt meget om den måde, fagforeningerne fungerer på i dag.

Men fagforeningerne udtrykker et behov for og et ønske om sammenhold hos de fleste arbejdere. Socialister ønsker at styrke dette sammenhold, ikke at svække det.

Faktum er, at ca. 85% af den danske arbejderklasse er medlem af en fagforening. Og det gælder ikke kun traditionelle områder som håndværkere og ufaglærte, men også lærere, sygeplejersker, kontorfolk osv.

Denne organisationsgrad ligger langt over lande som Storbritannien (ca. 40%), Frankrig (ca. 20%) og USA (ca. 15%). Langt hovedparten af arbejdere i Danmark er altså organiseret i en fagforening.

En væsentlig grund til, at organisationsgraden i Danmark er så høj, er selvfølgelig, at det er fagforeningerne, der administrerer arbejdsløshedsunderstøttelse og A-kasser.

Hvad får man ud af at være medlem af en fagforening?

Svaret er ret enkelt for dem, der har prøvet at arbejde på en arbejdsplads uden faglig organisering og uden overenskomst.

På alle områder er man underlagt arbejdsgiverens forgodtbefindende. Det er arbejdsgiveren, der bestemmer lønnen, arbejdstiden, arbejdsforhold i det hele taget.

Den slags arbejdspladser findes stadig, især arbejdspladser for unge eller indvandrere samt nogle kvindearbejdspladser.

I grillbarer og kiosker, på værtshuse, i feriejobs eller som avisbude arbejder folk for 10-20-30 kr. under den overenskomstmæssige mindsteløn, uden fast arbejdstid, uden opsigelsesvarsel osv.

På arbejdspladser med blot et minimum af faglig organisering er disse ting sat i system. Det er ikke kun op til den enkelte at sikre sig nogle minimumsrettigheder.

Det kan godt være, at arbejdsgiveren kan hundse med folk; men hvis han overtræder de aftalte spilleregler, kan fagforeningen yde en vis beskyttelse.

De første fagforeninger blev dannet for over 100 år siden. Efterhånden betød det (i markedsøkonomisk forstand), at der blev dannet et monopol for den vare, der hedder arbejdskraft.

Det er den eneste måde arbejdere kan beskytte sig mod arbejdsgivernes vilkårlighed under kapitalismen.

Så længe arbejdere konkurrerer direkte med hinanden på arbejdsmarkedet, er det arbejdsgiverne, der bestemmer løn og arbejdsforhold. Fagforeningerne ophæver denne konkurrence mellem arbejderne. I det mindste delvist.

Det er ikke fagforeningsmedlemskabet i sig selv, der sikrer løn og arbejdsforhold.

Mindsteløn, opsigelsesvarsler, 37 timers arbejdsuge osv. er ikke regler, der er dumpet ned fra himlen. Det er rettigheder, som arbejdere gennem flere generationers kollektive kampe har tilkæmpet sig.

I starten nægtede arbejdsgiverne endog at forhandle med fagforeningerne. Men efterhånden som flere og flere arbejdere indså nytten af fagforeningerne, måtte arbejdsgiverne bøje sig.

Ved septemberforliget i 1899 anerkendte de fleste arbejdsgivere retten til faglig organisering. Der blev indgået overenskomster, der fastlagde løn- og arbejdsvilkår.

Arbejdsgiverne forsøger hele tiden at angribe disse rettigheder. En fagforenings styrke afhænger derfor hele tiden af dens medlemmers evne og vilje til at forsvare tilkæmpede rettigheder og til at udvide dem.

De færreste kan se forbindelsen mellem LO-formand Finn Thorgrimsson og de arbejdere, der for 100 år siden kæmpede de første overenskomster igennem.

De fleste synes, det lyder hult, når disse højtbetalte pampere en sjælden gang snakker om solidaritet og sammenhold.

I virkeligheden er de da heller ikke arbejdere længere. De er professionelle kompromis-magere, der lever af at forvalte overenskomst-systemet. Deres hovedinteresse er, at det fagretslige system består og evt. udvides.

Disse “fagbureaukrater” kan være ligeglade med, om medlemmernes løn går op eller ned, når bare det foregår efter nogle spilleregler, som de kan leve af at administrere.

Noget, der virkelig kan få disse bureaukrater op på mærkerne, er, når arbejdere stiller krav og går i strejke udenom det fagretslige system.

Frem for at støtte deres aktive medlemmer, hører vi dem formane folk om at gå i arbejde, “bevare roen” og “lad os ordne sagerne”.

De er bange for at blive overflødige og miste deres privilegier. Det betyder ikke, at de automatisk er pot og pande med arbejdsgiverne – selv om det ofte ser sådan ud.

I 1985 forsøgte arbejdsgiverne at gå udenom fagbureaukraterne, og de var tvunget til at kalde medlemmerne ud i strejke.

Det gør de dog næppe igen foreløbig: Denne “bureaukratiske massestrejke” udviklede sig til en generalstrejke, fordi medlemmerne tog deres faglige ledere på ordet og selv gik i aktion.

De socialdemokratiske fagforeningsbosser er enige med de borgerlige om, at arbejdere helst bør holde sig i ro og acceptere nedskæringspolitikken.

Socialister går ind for, at arbejdere står sammen og aktivt kæmper for vore krav. Vi ønsker, at fagforeningerne bliver aktive og demokratiske kamporganisationer.

Arbejdernes styrke er, at vi er mange, og at vi – i modsætning til arbejdsgiverne – er uundværlige i produktionen.

Hvis vi står sammen, kan vi sætte arbejdspladsen – eller hele samfundet – i stå og fratage arbejdsgiveren hans profit.

Socialister argumenterer for, at arbejderne skal udnytte denne styrke. Ikke kun for at vinde 2 kr. mere i timen, men for i sidste ende at afskaffe kapitalismen.

Marx kaldte fagforeningerne en skole i socialisme. Han mente, at arbejdere gennem kampen for mere i løn kunne opbygge styrken til at slås for et socialistisk samfund.

At gøre fagforeningerne til kamporganisationer betyder også at slås for mere demokrati i fagbevægelsen. Og det betyder at bekæmpe fagbureaukraternes magt.

Her har socialister en vigtig rolle at spille. Der er ikke så langt fra at diskutere, hvordan kampen skal føres i dag, til at diskutere kampen for et andet samfund.

Flere artikler fra nr. 106

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Fagforeninger

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 10808 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside