Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 107 – September 1994 – side 4

Kommentar

Ytringsfrihed for hvem?

Charlie Lywood

Endnu et eksempel på den danske stats ligegyldighed overfor nazisternes terror er nu kommet frem.

Militante højregrupper, inklusive medlemmer af Den Danske Forening, planlagde i 1989/90 at gøre det af med socialdemokrat Ole Espersen og den radikale Bernhard Baunsgård.

Toppolitikere og efterretningstjenester har vidst det i fem år! Men selv med den viden fortsætter de med at give ly til nazistiske terroraktiviteter, som allerede har mange menneskers liv på samvittigheden.

Nazister over hele Europa bruger en postboks i Randers, som tilhører DNSB (Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse) til at formidle litteratur og sprede “delikate” dokumenter, som er forbudt i andre lande. Heriblandt en dødsliste over nazisternes fjender, fx socialister, socialdemokrater og anti-racistiske borgerlige politikere.

Formidler terror

TV2 har afsløret, at den berygtede postboks nr. 1 blev brugt til at formidle information om konstruktioner af bomber til terrorformål. Konkret menes postboksen at have formidlet kontakt mellem militante højreekstremister og de østrigske grupper, der stod for brevbombe-attentater mod indvandrervenlige politikere med flere dødsfald til følge for et år siden.

Nu har en kendt tysk nazist, formanden for partiet NPD (Nationale Partie Deutschland) købt en ejendom i Kværs i Sønderjylland for at oprette et trykkeri og forlag for nazistisk materiale, som er forbudt i Tyskland.

NPD, søsterorganisation til den danske nazistiske organisation – Partiet de Nationale – er forbudt i Tyskland efter at flere af deres medlemmer viste sig at være involveret i blandt andet brandmordene mod to tyrkiske kvinder og et barn i Möln for et par år siden.

I stedet for at bringe aktiviteterne til ophør sidder de ansvarlige politikere, politifolk og indenrigsministeriet med hænderne i skødet.

Myndighederne forsvarer sig med, at den danske tradition for tolerance og ytringsfrihed skal holdes i hævd – selvom man ved, at det kan koste uskyldige menneskers liv.

Farum

Det synspunkt blev ikke delt af Farums borgmester Peter Brixtofte, da han fyrede en kritisk psykolog. Ytringsfrihed er ikke noget i luften fritsvævende, den er betinget af de eksisterende magtforhold.

Psykologen fra Farum, Ulla Andersens ytringsfrihed sikres ved, at resten af de ansatte og hendes fagforeningen bakker hende op. Gør de ikke det, står hun på gaden og må kigge sig om efter et andet job – stemplet som “illoyal”. Ytringsfrihed for almindelige undersåtter er betinget af, hvor stærke vi er.

Ligesådan med nazisterne. Tildeles de ytrings- og handlefrihed, vil de helt bogstaveligt lukke munden på os og fratage os vores ytringsfrihed. Hitler sagde – i spidsen for sin hær – at “...havde vores fjender forstået at smadre vor bevægelse i sin vorden, så stod vi ikke her i dag”.

Derfor, når socialister opfordrer til, at alle demokrater forhindrer nazisterne i at trykke materiale i Danmark, at distribuere gennem en postboks eller forsamle sig, er det ikke et brud men et forsvar for ytringsfriheden.

Billedtekst:
Ytringsfrihed kan ikke omfatte nazister.

Flere artikler fra nr. 107

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Ytringsfrihed for nazister?

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 856 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside