Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 114 – April 1995 – side 10

Er der råd til velfærd?

Charlie Lywood

Næsten dagligt hører vi om “det stigende antal personer på overførselsindkomster”. Charlie Lywood har kigget nærmere på myter og realiteter.

En række undersøgelser har for nylig sat fokus på velfærdsstaten og om vi har råd til at betale for den.

En ledende økonom, Henrik Friis, siger til ugebladet Mandag Morgen: “Regeringen kan ikke længere lade stigende skatter finansiere væksten i overførselsindkomster. Dertil er statsgælden for stor. Løsningen er enten kraftigt at nedprioritere andre velfærdsopgaver eller – eventuelt kraftigt reducere – eksisterende ordninger.”

Borgerlige politikere som Hans Engell og Peter Brixtofte har ikke overraskende været på banen og forlangt orlovsordningerne og efterlønnen totalt afskaffet og pensionsalderen sat op, for at tvinge folk til at blive på arbejdsmarkedet længere. De borgerlige dele af Socialdemokratiet har endvidere peget på øget privatisering og øget brugerbetaling som en løsning.

Hvad er realiteterne?

Hvad er realiteterne bag disse påstande, og hvad er vores modsvar som socialister? Det er vigtigt at starte med at kigge på skrækpåstanden om, at 1 million danskere er på overførselsindkomster. Realiteten er, at 850.000 modtager dagpenge fra A- kassesystemet og 270.000 modtager bistandshjælp i en periode fra en dag op til et helt år. Det siger intet om længden af den periode, hvor man er modtager, og endnu vigtigere, hvorfor man er modtager. Faktisk modtog kun 11% af alle 18-66 årige i 1992 en varig ydelse – førtidspension eller efterløn.

Som en kommende rapport fra CASA, Center for Alternativ Samfunds Analyse, siger: “For størstedelen af dem, der bliver ramt af arbejdsløshed og modtager enten dagpenge eller bistandshjælp, er der tale om midlertidig ydelse.” 42% af de 18-24 årige arbejdsløse modtog understøttelse i mindre end 3 måneder.

Af de erhvervsaktive mellem 18 og 66 år var 25% ikke selvforsørgende i 1992, og selv om at dette tal er stigende, er andelen reelt kun steget med 3% siden 1982. På trods af den stigende mængde arbejdsløse siden 1982, ca. 100.000 på årsbasis, er der sket en tilsvarende forøgelse af antallet af beskæftigede – 2,4 million i 1982 til 2,6 million i dag. Populært sagt er der flere til at betale, at flere ikke kan forsørge sig selv.

Det forklarer også, at andelen af oveførselsindkomster som procent af BNP, bruttonationalproduktet, stort set har været uændret siden 1981, fra 17,5% til 18,5% i 1991 (Danmarks Statistik). Hvis vi ser bort fra folkepensionister og efterlønsmodtagere er procentdelen af BNP, som går til overførselsindkomster, steget fra 12% til 12,5% i 1991.

Dagpenge mindre værd

Det bemærkelsesværdige er ikke, at procenten er så høj, men at den ikke er steget mere, idet kapitalismens krise har smidt ufatteligt mange mennesker i affaldsskakten. Dette kan delvis forklares med den stigende produktivitet, men også med at dagpengene og kontanthjælpen er meget mindre værd i dag (1991) end i 1980. Faktisk er dagpengenes højeste sats faldet 19% og kontanthjælpen 18% i værdi siden 1981. (Økonomiministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

Hvis vi sammenholder disse fakta med profitterne og investeringerne siden 1987 toner der et noget andet billede af Danmark anno 1995 frem.

SiD-økonom Kaj Vangskjær har kigget på, hvor meget der går til profit, og hvor meget der går til løn, af hvad der bliver tjent før skat i Danmark (også kaldet bruttonationalindkomsten, BNI). Profittens andel er steget fra 33% af BNI i 1987 til 38,5% i 1994. Han siger: “Hvis fordelingen mellem løn og profit i 1994 havde været den samme som i 1987, havde de samlede lønsummer været 38 milliarder større.” (Den Røde Tråd). Ca. 120.000 kr. mere om året til alle 300.000 arbejdsløse! Det ville være en virkelig lønfest.

Større profit

I samme periode voksede profitterne fra 399 milliarder i 1987 til 555 milliarder i 1993 eller med ca. 25% i en periode med lav inflation. Derimod faldt investeringerne med 20% til fordel for spekulation. Jes Lunde fra SF har i Det Fri Aktuelt regnet ud at der bliver spekuleret i valutahandel for 6.000 milliarder kroner daglig, eller 40 gange den totale varehandel i verden.

At det ikke er onde udenlandske spekulanter, der står bag, blev åbenlyst, da valutauroen førte til, at man i 1993 opgav EMS'en (European Monatary System). Hæderkronede danske firmaer som S.C. Sørensen, Varde Bank og en stribe andre pengeinstitutter gik enten konkurs eller led enorme tab på denne konto.

Alle større pengeinstitutter og firmaer har valutaafdelinger, som udelukkende følger med i valutamarkedet og indbringer en ikke uvæsentlig fortjeneste. Når Engell, Brixtofte og Anders Fogh siger, at pengene fosser ud af statskassen, burde de omskrive det til “ud af børshandlen”.

Men at valutaspekulation er indbringende er ikke den væsentligste forklaring på, at de øgede profitter ikke har ført til øgede investeringer. Forklaringen er, at det ikke kan betale sig. De enorme investeringer, der kræves i dag, kan kun foretages af økonomiske giganter.

Men de er utilbøjelige til at investere i isenkram til produktion af varer, som kan sælges om fem-ti år. Det er for risikabelt. De vil have en garanti for, at deres investeringer i dag også giver afkast om mange år. Så vi står i den paradoksale situation, at selv om kapitalisterne har flere penge end nogen sinde, og kan beholde en større procentdel af det som bliver produceret, så vil de alligevel ikke investere.

Det er derfor, at de borgerlige og regeringen sætter fokus på velfærdsstatens omkostninger. Hvis den andel af lønsummen, som går til skat, i stedet kunne gå til profit, ville nogle storkapitalister måske investere i Danmark.

Dette sker ikke kun herhjemme, men over hele verden. Republikanerne i USA er kommet længst med dette projekt, som, hvis det blev gennemført, ville føre til sultedøden for hundredtusinder af fattige amerikanere i verdens mægtigste økonomiske magt.

Kapitalisme er spild af ressourcer

Set fra en kapitalistisk, markedsøkonomisk betragtning er der slet ikke råd til velfærd.

Det er for dyrt at betale en bare rimelig overlevelsesløn til ofrene for markedsøkonomiens vilkårlighed. Derfor må satserne ned eller betales direkte fra de involverede gennem forsikringsselskaber.

Set fra et socialistisk synspunkt er der råd til velfærd. Der bliver produceret som aldrig før, men det kommer kun arbejdsgiverne til gode. Vismandsrapporten i år skrev: “Timeproduktiviteten er i 1994 vokset med omkring 4,5%, så produktionen i den private sektor har kunnet vokse med over 6%, samtidig med at beskæftigelsen kun er steget svagt.”

I hvilket som helst fornuftigt samfund ville så meget rigdom blive fordelt til alle medborgerne, og arbejde ligeså. I en for nylig offentliggjort rapport om arbejdsløsheden (Danmarks Statistik) viste det sig, at 84% af dagpengemodtagerne og 76% af kontanthjælpsmodtagerne ønskede arbejde. Henholdsvis 71% og 54% søgte arbejde aktivt, og 63% og 46% kunne tiltræde et job inden for en uge.

Det viser tydeligt det massive ressourcespild, som kapitalismen medfører. Alle disse hænder ville kunne sørge for et anstændigt liv for dem, som på grund af psykiske eller fysiske mén ikke kan arbejde. De ville også kunne rette op på det noget skrantende sundhedsvæsen, og samtidig give vores ældre medborgere et værdigt otium.

Afskaf profitmotivet

Men det kræver, at profitmotivet afskaffes, og at ressourcer og mennesker sættes sammen ud fra det givne behov. Vi mener, at der ikke er råd til andet.

Billedtekst:
Arbejdsgiverne vil forringe velfærden, så deres profit kan blive større.

Flere artikler fra nr. 114

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Velfærdsstaten

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1021 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside