Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 117 – Juli 1995 – side 9

Marxisme i hverdagen

Hvorfor er arbejde så kedeligt?

Martin B. Johansen

De fleste mennesker synes, at deres job er kedeligt. Selv om mange siger, at de skam er glade for deres arbejde, så viser statistiske undersøgelser, at for de fleste er arbejdet kun et middel til at tjene de nødvendige penge – det er ikke det vigtigste i deres tilværelse.

Samtidig drømmer de fleste om et andet og bedre arbejde – hvilket også udtrykker sig i, at mange søger på uddannelsesorlov, selv om det koster dem penge.

Den holdning til arbejdet betyder, at der på de fleste arbejdspladser bliver tænkt meget kreativt, når det drejer sig om at skaffe sig en ekstra pause eller om at slippe for de værste jobs.

Mange konkluderer ud fra dette, at mennesker af natur er dovne – at de helst vil lave så lidt som muligt og at et socialistiske samfund, hvor folk frit kan vælge job og uddannelse, derfor er en umulighed.

Mennesket er ikke dovent af natur

Påstanden om menneskets dovenskab er mere et eksempel på kapitalismens negative menneskesyn, end det er et videnskabeligt faktum. For mennesker er ikke dovne fra naturens side. Hvis man ser på små børn, som i det mindste i starten ikke kan siges at være præget af kapitalistisk ideologi, så vil man se, at de til overflod er har vilje og energi til at lære, til at undersøge verden og til at være i aktivitet. Selv om de faktisk ikke behøver at foretage sig noget som helst for at få mad, tøj og omsorg.

Årsagen til, at arbejde som hovedregel er kedeligt, ligger i den måde, som arbejdet bliver organiseret på under kapitalismen

Først og fremmest er det sådan, at alle opfindelser, der gør det hurtigere eller nemmere at fremstille et produkt, bliver brugt til én ting: at skrue produktiviteten op. Det betyder, at selv om maskinerne har overtaget meget af det hårde arbejde, så producerer den enkelte arbejder bare så meget mere.

Det betyder også, at mange af de arbejdsprocesser, som kunne gøre et job lidt mere indholdsrigt, er blevet afskaffet i produktivitetens hellige navn – og det er fælles for både snedkeren, der ikke kan lægge den sidste finish på produkterne; sygehjælperen, der ikke får tid til at lære patienterne at kende som mennesker; læreren, der ikke kan give alle børnene en ordentlig undervisning, fordi der er for mange elever i klassen.

Kontrol i stedet for indflydelse

Dernæst er der en opsplitning af arbejdet under kapitalismen på to måder: For det første er der den altoverskyggende deling mellem dem der producerer, og dem, der planlægger – mellem kontrollører og kontrollerede. Den arbejdsdeling udspringer af den private ejendomsret, der siger, at det mindretal, der har pengene og magten, har også ret til at bestemme hvad og hvordan, der skal produceres.

For det andet bliver produktionen splittet op i mere og mere specialiserede erhverv. Og selv om der i de sidste år er talt meget om behovet for, at arbejdskraften er fleksibel, så er der samtidig en tendens til stigende specialisering. Fx er antallet af uddannelser inden for smedefaget vokset fra 4-5 til i dag omkring 15. Og samtidig specialiseres de enkelte virksomheder i en grad, der gør det svært for folk, der er uddannet på én virksomhed, at tage jobs på en anden virksomhed uden efteruddannelse.

Opsplitningen betyder, at der bliver behov for mere og mere styring oppefra. Derfor oplever mange arbejdere, at deres job bliver drænet for kreative og selvstændige funktioner.

Profit frem for arbejdsglæde

Men opsplitningen skaber også det problem for arbejdsgiverne, at der på gulvplan i virksomhederne ligger evner og viden gemt, som ikke bliver udnyttet. Ofte vælger arbejdere at tilbageholde forslag til at rationalisere produktionen, fordi de véd, at det kan koste arbejdspladser.

Derfor tales der i disse år meget om “personlig udvikling”, som skal trække arbejderne og deres viden tættere ind i planlægningen. Men selv om det til en vis grad kan gøre arbejdet mere interessant, så er der en tydelig grænse for, hvor tæt arbejderne kan komme på at have egentlig indflydelse. Og den grænse går dér, hvor det begynder at handle om aktionærernes penge.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 117

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1285 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside