Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 117 – Juli 1995 – side 12

Sandheden om de sorte pantere

Jens Loller

De sorte pantere var en sort organisation, der kæmpede for omstyrtelse af det kapitalistiske USA i slutningen af 1960’erne. Deres historie er både vigtig og spændende.

De sorte pantere var en revolutionær organisation, som fra slutningen af 60’erne organiserede sorte i kampen mod racediskrimination i USA. En film “Panthers” har skabt en vældig debat om dem, for filmen passer ikke ind i det officielle USA's selvforståelse.

På linie med andre film, f.eks. JFK og Platoon, om henholdsvis Kennedy-mordet og Vietnamkrigen, ridser den i den amerikanske lak.

Filmen er af filmanmeldere blevet kritiseret for at være utroværdig, fordi den stiller panterne i et positivt lys. De hjælper befolkningerne i ghettoerne modsat politiet, som fremstilles som både racistiske og voldelige. Det er muligt at filmen er for ukritisk over for panterne, men beskrivelsen af politiet virker til gengæld meget genkendelig. Filmen er ikke et stykke historisk dokumentation, men har heller ikke gjort krav på at være det.

Den kommer til Danmark til efteråret om ikke andet som video, og det kan vi jo så glæde os til. For den beskriver en vigtig og spændende del af USAs historie.

De Sorte Pantere (Black Panther Party) blev stiftet i 1966 af Huey P. Newton og Bobby Seale først og fremmest for at forsvare de sorte mod politiets brutalitet.

De var på mange måder præget af Malcolm X og hans tanker. Særligt tankerne om væbnet selvforsvar. “By any means neccesary,” som Malcolm X udtrykte det. I modsætning til Malcolm X, der lagde sin pistol på hylden, da han meldte sig ind i Nation of Islam, gjorde de sorte pantere en dyd ud af nødvendigheden og optrådte bevæbnede med geværer og iført sorte baretter og læderjakker.

Den militante attitude passede godt til tiden, hvor der imellem 1965 og 68 var over 300 ghettooprør i USA med højdepunkt i 68, hvor der var 131 oprør i de første 6 måneder. Dengang, som det også gjorde sig gældende i Los Angeles i 1992, var det tit konkrete urimeligheder, der satte tingene i gang. I 1992 var det frifindelsen af de betjente, der var blevet videofilmet, mens de tævede en sort fartsynder, der udløste optøjerne. Det var samme slags uretfærdigheder, der også dengang satte tingene i gang. Ofte politiovergreb; men lige så tit sociale spørgsmål som huslejestigninger eller at folk blev sat på gaden af en bolighaj.

BPP’s 10 punkt program var rettet mod de sortes sociale rettigheder. Det var bl.a. fuld beskæftigelse til alle sorte, anstændige boliger, sorte skulle fritages fra militærtjeneste, stop for udplyndring af de sorte samfund osv.

Deres første kampagne som både blev den mest kendte og samtidig begyndelsen til enden, var en politikontrolkampagne. Den gik ud på, at man skyggede politiet, og når de lavede overgreb mod sorte, greb man ind og forsvarede de angrebne. Kampagnen gik under navnet “Patrol the Pigs” og var samtidig med BPP's bevæbnede marcher en direkte udfordring af statens voldsmonopol. De vandt stor opbakning blandt sorte. I slutningen af 68 havde de 5.000 medlemmer og 25% af de sorte støttede dem ifølge et hemmeligt notat udarbejdet til daværende præsident Nixon. Hvis man kun tæller dem under 21 år var procenten så høj som 43.

Det er klart, at magthaverne tog denne udfordring alvorligt. I 68 var der sket tilnærmelser mellem den store borgerretsbevægelse og antikrigsbevægelsen, da Martin Luther King var begyndt at tale mod Vietnamkrigen. Kort efter blev han skudt. Og FBI er aldrig blevet frikendt for delagtighed i mordet. På samme tidspunkt kom det også frem, at regeringen havde forberedt sig til at genåbne KZ-lejre brugt i forbindelse med 2. verdenskrig og omarrangere fængsler, så store grupper kunne spærres inde.

Panternes “Patrol the Pigs” kampagne blev da også mødt med voldelig undertrykkelse. I løbet af 4 år blev 30 pantere dræbt i baghold. Møder blev stormet og hundredvis blev fængslet.

Samtidig med undertrykkelsen af BPP, ebbede energien i ghettoerne ud, og der opstod en vis “krigstræthed”. For at komme ud af dødvandet lancerede panterne en maoistisk inspireret “tjen folket kampagne”.

Kampagnen gik ud på at rekruttere unge i ghettoerne via frivilligt socialt arbejde. Man lavede f.eks. bespisning af skolebørn eller sloges for sundhedsprogrammer for de fattige i ghettoerne. Men i stedet for at forsøge at mobilisere de sorte og hvide arbejdere, der i fællesskab kunne have flyttet ved tingene, satsede man på de unge arbejdsløse. De var umiddelbart mere radikale end arbejderne; men de manglede de kollektive kampmuligheder og disciplin, man lærer blandt arbejdskammerater. Så projektet gled ud i sandet.

På samme tid begyndte andre grene af panterne at orientere sig mod den parlamentariske scene i USA. Man forsøgte at dæmme op for den meget hårde repression ved at indkalde til konferencer med politikere fra det demokratiske parti og med såkaldte antifascister fra republikanerne. Dele af den amerikanske herskende klasse satsede på samarbejdet med de sorte og særligt de dele, der gik ind for sort kapitalisme som svaret på de sortes problemer. For at gøre undertrykkelsen af de sorte mindre tydelig satsede man på at skabe en sort middelklasse, som kunne fungere som bufferzone mellem det etablerede Amerika og de fattige sorte i ghettoerne. Jesse Jackson og Cosby er nogle af de mere kendte eksempler på, at den strategi lykkedes.

Panterne gik det desværre mindre heldigt. I løbet af 73-74 var organisationen død i fraktionskampenes hellige bål. Og det var synd. For organisationen havde foruden sin store opbakning en strategi om at ændre de sociale forhold for både sorte og hvide. Selv om organisationen fokuserede på de sortes rettigheder, lå den ikke under for sort nationalisme. Huey Newton skrev: “De sorte pantere vil ikke bekæmpe kapitalismen med en sort kapitalisme. Vi vil ikke bekæmpe imperialismen med en sort imperialisme. Vi vil ikke bekæmpe racismen med en sort racisme.” Selv om de sorte pantere var forbeholdt sorte, støttede de også andre undertrykte gruppers kamp, bl.a. bøssernes befrielseskamp.

Problemet med panterne var, at de politisk var inspireret af guerillakampen i den tredje verden. De satsede ikke så meget på at vinde opbakning i den sorte arbejderklasse, selvom mulighederne var til stede fx i Detroit.

Detroit var dengang USA’s bilby nummer et med et meget stort antal sorte. Hver fjerde af dem var bilarbejdere. Samtidig var 90% af formændene og næsten alle faglærte hvide.

Efter en strejke, hvor en tillidsmand blev fyret, dannede nogle arbejdere DRUM – Detroits Revolutionary Union Movement. De fik stor opbakning fra både sorte og hvide, og der var ofte 400 mennesker til deres møder. De var meget klare om arbejderklassen som den drivende kraft i skabelsen af forandringer. Men desværre fik organisationer, som de sorte pantere ingen indflydelse på strejken. I stedet var dele af DRUM påvirket af den sorte nationalisme, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at man ikke ville dele løbesedler ud til hvide arbejdere, på trods af at mange hvide arbejdere og studenter faktisk støttede dem. Orienteringen mod guerillakamp betød, for det første, at de sorte pantere kom til at mangle opbakning i den del af den sorte befolkning, som havde de største muligheder for at udfordre systemet, nemlig den sorte arbejderklasse.

For det andet fik de aldrig udviklet en sammenhængende og klar politik. Derfor blev de ædt op indefra af fraktionsslagsmål.

Alligevel skal panternes betydning og historie ikke glemmes. Det var trods alt den revolutionære organisation i USA, som siden 1930'erne kom tættest på at opnå masseopbakning.

Flere artikler fra nr. 117

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
USA internt 1945-1990
1968

Se flere artikler af forfatter:
Jens Loller

Siden er vist 2513 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside