Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 119 – September 1995 – side 12

1968: Da studenterne rystede systemet

Charlie Lywood

Studenteroprøret i 1968 nedgøres tit til at handle om langt hår og sexuel frigørelse. Men oprøret var langt mere: Det var et oprør mod dårlige studievilkår, mod politiets brutalitet, mod Vietnamkrigen. Oprøret kom hurtigt til at omfatte millioner af mennesker over hele verden.

Charlie Lywood tager fat i de erfaringer fra 1968, som er vigtige for socialister i dag.

Den 2. december 1964 samlede der sig seks tusinde studerende uden for Spoul Hall, det administrative center for verdens største universitet på dette tidspunkt, Berkeley i Californien.

De ville protestere mod bortvisning af nogle studenter, som havde trodset administrationens forbud mod politisk propaganda indenfor universitetets område. En af de bortviste holdt tale:

“... vi er ikke en råvare, som blot skal forarbejdes til et færdigt produkt, og som til sidst skal sælges til erhvervslivet. Vi er mennesker ... Der kommer et tidspunkt, hvor denne universitetsfabrik bliver så frastødende – gør dig så syg i hjertet, at du ikke længere kan deltage, ikke en gang passivt. Og så må du kaste din krop ind i maskineriet og tvinge den til at standse.”

Med disse ord udtrykte den 21-årige studenterleder Mario Savio nogle holdninger, som i 1964 endnu kun blev delt af et mindretal. Men som hundredtusinder af studenter verden over tog til sig i løbet af de næste ti år.

Demonstrationen i Berkeley udviklede sig til, at 1.500 studerende besatte administrationsbygningen. Den politiske reaktion var typisk for tiden. Den liberale, demokratiske guvernør indsatte politi med geværer og køller og arresterede 800. Men i stedet for at smadre bevægelsen fik det den til at eskalere. 75% af de 30.000 studerende gik i proteststrejke – studenteroprøret var begyndt.

Begivenhederne var uden sidestykke i de avancerede kapitalistiske lande. Studenterne havde aldrig før som gruppe gjort oprør mod systemet, tværtimod havde de altid stået på magthavernes side. Men 1960erne ændrede alt dette, og Berkeley blev forbilledet for de næste 7-8 års studenteroprør verden over.

Hele det forstenede professorvælde blev dybt rystet, da en studenteraktivist erobrede taktstolen ved årsfesten på Københavns Universitet i 1968 – for øjnene af kongelige og andre medlemmer af overklassen

På universiteterne gik et mindretal af de studerende i spidsen i protest mod utålelige betingelser for de studerende eller for mere demokrati i uddannelserne. Protesterne blev ofte mødt med brutalitet fra myndighederne. Men hvor brutaliteten tidligere havde lukket munden på de oprørske, så betød den nu, at større dele af studentermassen gik ind i kampen.

I 60’erne og begyndelsen af 70’erne gled universiteterne ud af den herskende klasses ideologiske kontrol. Studenterne begyndte at diskutere og reagere imod andre sociale og politiske spørgsmål – Vietnamkrigen, racismen overfor de sorte i USA, Sovjets imperialisme i Tjekkoslovakiet, de britiske forbindelser til apartheidregimerne i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe i dag) og arbejderklassens vilkår.

Oprøret startede i USA, men spredte sig til alle de førende imperialistiske lande – Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien og endda Polen foruden en række andre mindre lande, inklusive Danmark. Grunden var, at betingelserne var ens de fleste steder.

Baggrunden for studenternes oprør mod systemet skal findes i kapitalismens udvikling. Det økonomiske boom i 50'erne havde skabt behov for på den ene side teknikere, ingeniører og videnskabsmænd til at betjene industrien. På den anden side lærere, socialrådgivere og embedsmænd til at styre og kontrollere den statslige del af kapitalismen.

Universiteterne skulle åbnes for at opfylde de behov. Fra at have været et elfenbenstårn for en lille elite blev der behov for at uddanne en langt større del af befolkningen. I Storbritannien blev kun 1,5% af befolkningen universitetsuddannet i 1950. I 1972 var antallet tidoblet, til 15%. Men universiteterne var hverken politisk eller materielt i stand til at vokse så hurtigt. De blev til rene uddannelsesfabrikker – der manglede boliger og lærerkraft, og samtidig forblev styreformen udemokratisk. Det førte ikke unaturligt til et anti-autoritært oprør, hvor ideerne om frihed, demokrati og studieforbedringer stod øverst.

Studenteroprøret ville ikke have været en trussel for systemet, hvis det politiske system havde været gearet til at give indrømmelser. Men det var det ikke. I de fleste lande var styreformen enten direkte fascistisk som i Spanien og Portugal, autoritært enmandsvælde som i Frankrig og Italien, eller ekstremt repressive overfor alle oprør som i Tyskland og USA.

Regimerne var vant til at reagere ved brug af geværer og køller som i Berkeley. Efter de Gaulles magtovertagelse i Frankrig i 1958 blev der for eksempel jævnligt dræbt strejkende arbejdere, når det forhadte sikkerhedspoliti blev sat ind. De samme metoder brugte han overfor studenter, som ønskede frihed til at debattere Vietnamkrigen og fransk imperialisme.

I Vestberlin startede oprøret, da universitetsledelsen forsøgte at straffe studenter, der protesterede mod Vietnamkrigen.

Systemets respons på det massive krav om frihed og reformer skubbede langt flere ind i kampen, og det gav socialister mulighed for at agitere for, at studenternes kamp havde forbindelse med kampen mod hele samfundssystemet. Hundredtusindvis af studenter bevægede sig med lynets hast fra liberale, anti-autoritære udgangspunkter til at sætte spørgsmålstegn ved det samfund, de levede i. Samfundets ubøjelighed og dobbeltmoral havde åbnet deres øjne.

Som en ung student, John Rose fra London School of Economics, udtrykte det:

“Da vi besatte universitetet, var det som om revolutionen var begyndt. Vi opdagede, hvad det betød med kollektiv styrke – vi følte vores magt. Jeg kan huske, at en af Internationale Socialisters studenterledere sagde: ‘vi besætter, fordi vi må protestere mod hungersnød i den tredje verden’. Klart nok. Besættelsen havde intet at gøre med den tredje verden – og dog havde den alligevel. Vi var imod hele verden, den politiske magtstruktur, og vi fornemmede, at et oprør fra neden kunne ændre det.”

Studenteroprøret i 60'erne kunne ikke i sig selv ændre samfundet grundlæggende, men det rystede systemet. Studenternes kamp blev nemlig en inspiration til mange unge arbejdere, som ønskede et opgør med fabriksverdenens diktatur. I Frankrig antændte studenteroprøret en generalstrejke i maj 1968.

Derfor måtte oprøret standses. Vold og repression havde kun radikaliseret studenterne. Derfor blev der indført vidtrækkende sociale og demokratiske reformer for de studerende. Indrømmelser, som de herskende har haft travlt med at trække tilbage de sidste tyve år. I Danmark har det betydet indførelse af stopprøver, adgangsbegrænsning, nedskæringer i SU, at boligmangelen er genopstået, afskaffelse af styrelsesloven. Marxismen er drevet ud af pensum og studenterrådene har fået trukket tænderne ud.

Men i dag er der en ny generation af studerende, som begynder at bevæge sig igen. I Frankrig var der sidste år omfattende studenterprotester mod dårlige studie- og boligforhold. Og i marts 1994 råbte de unge i Frankrig "leve martsrevolutionen", da de med massive demonstrationer fejede et forslag om indslusningsløn af bordet. I Danmark har der været kampe mod stopprøverne, og mange studenter er aktive i kampen mod racismen og nazisterne.

Et mindretal af studenter stiller kritiske spørgsmål til verden omkring dem. Og hvad er det for en verden de ser: De førende imperialistiske lande, inklusive Danmark, bevæger sig ud i krigeriske eventyr fra Balkan til Tjetjenien. De opruster med atomvåben og truer hinanden. Mens magthavere ser “ny verdensorden”, det velsignede opsving og markedsmekanismens fortræffelighed" stiger fattigdommen både globalt og i systemets centre.

Modsætningen mellem magthavernes ord og handlinger er blevet ekstrem. Det gør, at et nyt studenteroprør kan være eksplosivt. Det mindretal, som begynder at stille spørgsmål, vil være de fremtidige inspiratorer til den næste brand, som studenterne starter.

Læs mere om 1968:

The Fire Last Time: 1968 and after

af Chris Harman

406 sider, 80 kr.

Bogen viser, hvordan 1968 var resultatet af det politiske systems modsætninger. Den beskriver, hvordan oprøret bredte sig verden over gennem de næste ti år.

Internationale Socialisters Forlag

Flere artikler fra nr. 119

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
1968

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 5362 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside