Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 124 – 30. november 1995 – side 8

Nigeria

Shell smører diktaturet

Martin B. Johansen

Shell og andre multinationale firmaer har en stor del af skylden for den blodige undertrykkelse af Nigerias folk.

Det var Nigerias militærdiktator, der udførte henrettelsen af forfatteren Ken Saro-Wiwa og otte andre modstandere af regimet.

Men i baggrunden lurede en lille gruppe multinationale firmaer. Nigerias økonomi er domineret af olien, som udgør 85 procent af landets eksport. Det største oliefirma er Shell, der ejer næsten halvdelen af oliefelterne og bidrager med op mod 50 procent af Nigerias bruttonationalprodukt. Det er af hensyn til deres investeringer, at regimet slår blodigt ned på oppositionen.

“Dyb beklagelse”

En talsmand for Shell udtrykte “dyb beklagelse” over henrettelserne, men firmaet fortsætter uanfægtet med at pumpe olie op af undergrunden og tjene milliarder. Shell har opereret i området siden 1958 og tjent op mod 200 millarder kr. på olien.

Der er én gruppe, som ikke har glæde af olieeventyret: nemlig den nigerianske arbejderklasse. Oliespild har ødelagt enorme områder. En kilde fortæller i den britiske avis The Times, hvordan Shell i mere end 40 dage lod en utæt rørledning lække råolie ud over landbrugsarealer.

Det var på baggrund af denne foragt for mennesker og miljø, at bl.a. den henrettede Saro-Wiwa organiserede en protestbevægelse. Bevægelsens første demonstration i januar 1993 samlede 300.000 mennesker. Og ikke kun fra Ogoni-folket, som medierne ellers fremhæver. Ogonierne udgør kun en tiendedel af befolkningen i området.

Saro-Wiwa's protestbevægelse blev dannet på et tidspunkt, hvor regimet blev presset af strejker, og de ønskede derfor at vise oliefirmaerne, at regimet var i stand til at opretholde ro og orden.

Derfor begyndte diktaturet at slå hårdt ned på demonstranter. Gennem det seneste år er op mod 2.000 demonstranter blev dræbt, landsbyer er udslettet og tusindvis af mennesker er tvangsforflyttet.

Shell tilkalder militær

Undertrykkelsen er sket i samarbejde med oliefirmaerne, bl.a. Shell. The Times skriver, at Shell allerede i 1990 tilkaldte politi og militær til en blodig nedslagtning af demonstranter. Le Monde skriver, at Shell har “betalt myndighederne under bordet, og man kan ikke udelukke, at disse penge direkte eller indirekte har finansieret undertrykkelsen”.

Et hemmeligtstemplet dokument har ifølge den britiske avis Socialist Worker afsløret, at Shell er med til at financiere specialenheder til nedkæmpelse af protesterne. Der står: "Shell's aktiviteter er umulige, med mindre skånselsløse militære operationer sættes i værk".

Alligevel fastholder Shell, at firmaet ikke ønsker at blive indblandet i politiske spørgsmål.

Reaktionen fra bl.a. EU har været spagfærdig. EU har dog vedtaget at iværksætte en våbenblokade mod Nigeria. En ubetydelig sanktion i betragtning af, at EU allerede i 1993 besluttede at standse eksport af våben til landet. Og på trods af den blokade har den britiske regering for nylig indrømmet, at den har godkendt eksport af våben, bl.a. miner og tanks, til Nigeria i mindst 30 tilfælde.

EU-landene kunne ikke blive enige om en olieboykot mod Nigeria. “Der har ikke været en sådan holdning i EU, at der har kunnet opnås enighed om en olieboykot,” udtaler udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Bag denne tørre konstatering ligger det faktum, at Nigeria er Storbritannien og Frankrigs største handelspartner i Afrika. Britiske firmaer eksporterede for over to milliarder kr. til Nigeria i de første syv måneder af 1995.

Business

Den nigerianske forfatter og nobelprismodtager Wole Soyinka har udtalt: “Der er tre grunde til, at Storbritanniens kritik af Nigeria er så svag – business, business og business.”

Billedtekst:
Saro-Wiwa startede en bred protestbevægelse.

Herskende frygter nyt oprør

Den egentlige baggrund for henrettelsen af de ni aktivister i Nigeria er regimets frygt for modstanden i arbejderklassen.

Nigeria er det folkerigeste land i Afrika med 120 millioner indbyggere. Det er samtidig dét land, som næst efter Sydafrika har den stærkeste fagbevægelse.

Regimet er flere gange blevet rystet af strejker. Senest i sommeren 1994, hvor en strejke blandt tre millioner arbejdere anført af oliearbejderne lammede store dele af landet.

En af de stærkeste sider ved strejken var, at den forenede arbejdere med forskellig etnisk baggrund. En af de strejkende udtalte dengang: “Dette er ikke en faglig konflikt – det er et oprør. Det handler om hvem, der skal regere Nigeria og i hvis interesse.”

I hovedstaden Lagos blev der oprettet komiteer af strejkende og gadesælgere for at sikre forsyninger af mad.

Men lederne af de strejkendes fagforbund blev så skræmte over strejkens udvikling, at de afblæste den.

Det gav militærdiktaturet en chance for at komme tilbage på banen. Faglige aktivister og oppositionspolitikere blev fængslet og størstedelen af pressen lukket. Den herskende klasse i Nigeria forsøger bevidst at opmuntre til etniske og regionale modsætninger for at splitte oppositionen. Le Monde skriver, at myndighederne forsyner “loyale stammer” med våben.

Den slags manøvrer kan udløse en borgerkrig i stil med den ekstremt blodige krig i Rwanda sidste år.

Ingen etniske skel

Men den afgørende forskel på Rwanda og Nigeria er, at der i Nigeria er en talstækt organiseret arbejderklasse, som flere gange har vist, at den kan slås. Og skellet mellem på den ene side den rige overklasse og på den anden side arbejderne og de fattige er ikke noget etnisk skel.

Tværtimod er overklassen forenet på tværs af etniske forskelle i at skrabe til sig af bl.a. de over 60 milliarder kr, som alene sidste år “forsvandt” fra statens indtægter fra olieindustrien.

Den omfattende korruption og rigdom i den herskende klasse er dog samtidig med til at skabe et had og en vrede blandt de mange millioner undertrykte, som ikke kommer til udtryk i etniske forskelle, men i truslen om et nyt arbejderoprør.

Den danske regering ønsker hårdere sanktioner mod Nigerias militærdiktatur.

Men det er nemt at kræve sanktioner, når regeringen véd, at EU-lande som Frankrig og Storbritannien er imod.

Det spiller nok også ind, at danske firmaer ikke har investeringer af betydning i Nigeria. Erhvervslivet skal nok vide at råbe op, når pengepungen bliver truet.

I hvert fald har Dansk Industri protesteret over, at Folketinget vil afholde en høring om forholdene i Tibet, som blev besat af Kina i 1950.

Preben Hoffmann fra Dansk Industri siger i Det fri Aktuelt: “Det er en uklog beslutning. Det er indlysende, at den vil skade dansk industri. Men jeg vil ikke sætte beløb på størrelsen.”

Allerede for fire år siden behandlede Folketinget et forslag om en Tibet-høring.

Men dengang blev sagen udskudt efter massivt pres fra dansk erhvervsliv.

Se også:
SAA 124: Venstre: Hellere diktatur end flygtninge
SAA 124: Nigerianske og bosniske flygtninge: Luk dem ind, lad dem blive
SAA 124: Bosnien: Krigens tabere

Flere artikler fra nr. 124

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Nigeria

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1274 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside