Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 130 – 7. marts 1996 – side 4

Kvindekamp i 90’erne

Stadig meget at kæmpe for

Inge-Lise Bjørn + Ellen Christensen

Kvinder har været undertrykt så længe, der har eksisteret klasser.

Derfor har kvinder også altid kæmpet imod undertrykkelsen. Kampen har haft gode vilkår i perioder med opsving i klassekampen iøvrigt.

Men under nedgang i klassekampen, som vi har haft i de sidste mange år, er undertrykkelsen af kvinder igen vokset. Både som en del af stramningen i økonomien og på grund af politisk højredrejning. Derfor er det vigtigt at huske, hvordan kvinder kan gøre oprør.

Sidste gang, der var gang i kvindekampen, var i 1970’erne i blandt andet Rødstrømpebevægelsen.

1970’ernes kvindebevægelse bliver tit beskrevet som en flok rabiate kvinder, der førte krig mod alle mænd og ville gøre kvinder og mænd ens.

Men sandheden om kvindebevægelsen er en anden. Kvindebevægelsen blev født af det økonomiske boom efter 2. verdenskrig. Det trak titusindvis af kvinder ud på arbejdsmarkedet eller ind i uddannelser, der ellers havde været forbeholdt mænd.

[ KAD-kvinder ]

Kvindebevægelsen i 70’erne voksede ud af arbejderklassens kamp for ligeløn og fri abort

Med den stigende økonomiske uafhængighed af mænd begyndte mange kvinder at gå til angreb på de mekanismer, som i årtier havde begrænset kvinders muligheder. Kvinder rejste krav om fri abort, om lige løn for lige arbejde, om bedre muligheder for børnepasning, om bedre og mere sikker prævention og så videre.

Gamle dyder

Dermed kom de gamle kvindedyder til at stå i kontrast til de udearbejdende kvinders identitet. De gamle kvindedyder var for eksempel, at kvinder ikke bør tale i forsamlinger, at kvinder er “det smukke køn”, hvilket gav næring til rødstrømpeironien “hold kæft og vær smuk”.

Der opstod altså et behov for at gøre op med forældede idealer. Og samtidig var selvtilliden i arbejderklassen stor. Folk troede på, at det nyttede at slås. Rødstrømpebevægelsen blev født ind i studenteroprøret i 1968 og fik gode vækstbetingelser med fremvæksten af 1970’ernes mangeartede græsrodsbevægelser.

Men bevægelsen var ikke bare et opgør med nogle idealer. Den byggede først og fremmest på nogle meget håndfaste materielle krav, der gjorde op med samfundets hykleriske forskelsbehandling af kvinder og mænd.

For eksempel blev der gennemført aktioner, hvor kvinder nægtede at betale fuld pris for busbilletter eller fødevarer med henvisning til, at i mange jobs var lønnen automatisk lavere for kvinder.

En anden aktion var, da de ufaglærte kvinder på Thrige-Titan i Odense i 1971 låste direktionen inde på dens kontorer – med trussel om at de først ville blive lukket ud, når de gik med til ligeløn.

Kvindebevægelsen var i høj grad en bevægelse, som var orienteret mod klassekamp. På den måde at den tog udgangspunkt i kvinders situation som lønarbejdere og som en del af det kapitalistiske samfund. Dermed kom den nye kvindebevægelse i modsætning til den gamle, borgerlige kvindebevægelse, der havde fokuseret på kvinder som mødre, som en del af familien og som et vedhæng til deres mænd.

Fri abort

Det kom til udtryk i kampen for fri abort. Den borgerlige kvindebevægelse – Dansk Kvindesamfund – havde i årtier vendt sig imod fri abort og var også længe imod brug af prævention. Men det var rent hykleri. Overklassens kvinder fik lige så mange aborter som andre kvinder – forskellen var, at de kunne betale sig til sikre aborter på private klinikker i Danmark eller i udlandet.

Den mulighed havde kvinderne i arbejderklassen ikke. De måtte finde sig i brug af kvaksalvermetoder og køkkenbordsaborter. Metoder som dræbte eller invaliderede hundredvis af kvinder.

Men på mange kvindearbejdspladser blev kravet om fri abort rejst. Dels på den måde at udveksling af “sikre” adresser på læger, som ville gennemføre illegale aborter, blev organiseret. Dels på den måde at kravet om abort blev forvandlet fra at være den enkelte kvindes problem til et kollektivt problem for alle arbejderkvinder. Og i 1973 blev den fri abort gennemført.

Kvindebevægelsen betød også, at tusindvis af kvinder blev aktive i udadvendt politisk arbejde. Som en del af kvindebevægelsens egne organisationer, men ikke mindst som en del af andre bevægelser og politiske partier. Kvinder blev radikaliseret politisk af kampen for ligestilling og formulerede for eksempel parolen om “Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”.

Selv om der var mange forskellige ideer indefor bevægelsen, var der én ide, som gennemsyrede den: Kvindernes befrielse er deres eget værk. Deri ligger en holdning om, at det i sidste ende er mændene, som er fjenden. Men det er forkert. For hvornår har man nogensinde hørt en mand glæde sig over, at hans kone derhjemme ikke kan få institutionsplads til deres fælles barn? Eller fryde sig over, at hustruen går for en lavere løn end han selv, selvom de har samme arbejde?

Rødstrømper

Den holdning betød, at da opsvinget i klassekampen begyndte at vende i midten af 70’erne, så fulgte kvindebevægelsen med. Da bevægelsen ikke længere blev holdt oppe af viljen til at kæmpe på arbejdspladserne, begyndte den at blive mere fokuseret på individuelle spørgsmål. Bevægelsen blev mere og mere præget af middelklassekvinders problemer med at skabe sig en position i kampen om lederstillinger.

Men tilbage står, at kvinder har fastholdt deres forhold til arbejdsmarkedet trods arbejdsløsheden. I dag er det sjældent at møde kvinder, som alene definerer sig i forhold til familien. Det store flertal definerer sig selv i kraft af fag og uddannelse og dermed indirekte som en del af arbejderklassen.

Og mange ting her i 90’erne ville have været utænkelige uden 70’erne og Rødstrømperne: Kampen mod overbelægning i daginstitutioner, opfattelsen af at kvinder også har en seksualitet, fri abort, at bøsser og lesbiske kan gifte sig osv. Disse ting er ikke først og fremmest politikernes værk – de bygger på en bevægelse, som satte kampen for kvindefrigørelse på spidsen og nægtede at lade sig nøje med snak.

Hjem til kødgryderne?

Kvindekampen er blevet de etablerede kvinders kamp for at sikre karrieren. For det store flertal af kvinder er ligestillingen ikke nærmere nu end for tyve år siden.

De senere års kvindekamp har mest fokuseret på den enkelte kvindes mulighed for en karriere. Målestokken for ligestilling er blevet antallet af kvindelige chefer.

Den borgerlige kvindekamp har overtaget. Fjernsynsdebatter som TV2's “Status Q” lader en række satte, veletablerede kvinder diskutere, om det i virkeligheden ikke er kvinderne selv, der er årsagen til, at kvinderne sidder på så få indflydelsesrige positioner.

[ Ingen kvindekamp uden klassekamp ]

Kvindekampen i 90’erne kunne lære af Rødstrømpernes parole: “Ingen kvindekamp uden klassekamp”

Eller panelet i programmet kan sidde uden protester og høre på en kvinde, der fremfører det synspunkt, at kvindens fornemste opgave er at stille sig til rådighed for manden, arbejdsmæssigt og seksuelt.

Kvindekampen er blevet pæn. Ikke fordi ligestillingen er nået, men fordi individualiseringen også er slået igennem her. Over for det voldsomme pres, som kapitalismen udsætter os for, må vi hver især finde den løsning, der passer os bedst. Og paneldeltagerne i Status Q skal nok vare sig for at sige, at nogle løsninger kan være bedre end andre.

Uafhængighed

Men for langt de fleste kvinder er det andre spørgsmål, som trænger sig på: først og fremmest at vi som kvinder vil kunne leve vores eget liv uden at være økonomisk afhængig af en mand. Derfor er spørgsmålet om de vilkår, som arbejdsmarkedet giver kvinder, også centralt. Og derfor kunne vi forvente, at kvindeorganisationerne rejste sig i protest over de nyeste angreb. Men protesterne er fraværende.

Kvindeligt Arbejderforbund, der organiserer 95.000 ufaglærte kvinder og har en arbejdsløshedsprocent på 20, har som perspektiv, at kvinderne må tilpasse sig arbejdsmarkedet og ikke omvendt. Forbundet er oven i købet hoppet med på privatiseringsbølgen på trods af, at privatisering går hårdest ud over kvinder. Enten som ansatte i de sektorer, der er udtænkt til privatisering, eller som brugere af dem.

Ideologi

Mange har frygtet, at nedskæringer skal tvinge kvinder “hjem til kødgryderne”. Men kvinder hverken kan eller vil undværes på arbejdsmarkedet.

Formålet med individualiseringen af kvindekampen er et andet. Nemlig at ændre det ideologiske klima derhen, at goder som børnepasning og pleje af syge og ældre gøres til moralske spørgsmål. Det skal tvinge kvinder (og mænd) til at føle sig som dårlige forældre, hvis de sender børnene i daginstitution. Som mordere, hvis de vælger at få en abort. Eller som utaknemmelige hvis de ikke påtager sig rengøring og pleje af deres egne forældre.

Individualiseringen skal gøre det nemmere at skære ned i velfærden.

Den såkaldt moderne kvindekamp løser ikke problemerne for det store flertal af kvinder. Vi kan ikke løse problemerne hver for sig. Alternativet er at rejse en kamp imod de urimelige vilkår, som systemet byder mennesker: Hvorfor skal det være så svært at studere og få børn samtidig? Hvorfor skal det at have små børn stemple forældrene – især mødrene – som ustabil arbejdskraft? Hvorfor skal det at være feminin presses ind i modeindustriens skønhedsskabeloner, som ingen almindelige kvinder kan leve op til?

Disse spørgsmål bliver ikke løst af de pæne overklassekvinder i “Status Q”. Alternativet til højrebølgen er at rejse en kamp for et mere menneskevenligt samfund, med plads til både mænd, kvinder og børn.

Ligestilling er en myte

Det er en myte, at kvinder i dag ikke er undetrykte. De forbedringer, som er opnået, bliver angrebet.

Højrebølgen rammer også ligestillingen. Hovedsloganet hedder den enkeltes eget ansvar for sit liv, og du alene har ansvaret, hvis det ikke går dig så godt.

Hvis du er arbejdsløs, er det dig selv, der er noget galt med, og det er op til dig selv at gøre noget ved det. Du skal ikke forvente at få nogen hjælp fra systemet. Spørg blot arbejdsminister Jytte Andersen, der i en debatudsendelse sidste år talte om arbejdsløshed som et individuelt problem.

Hvis du er kvinde og underbetalt, så er det fordi, du ikke forstår at udnytte dine muligheder. Ifølge loven har vi haft ligeløn siden 1976, og det er op til dig selv at bruge den lov.

Disse holdninger trives ikke kun på den traditionelle højrefløj. Langt ind i Socialdemokratiet er den nye individualisering slået igennem.

Men nedskæringer og de nye ændringer i arbejdsmarkedspolitikken tager ikke individuelle hensyn. De rammer mange over én kam og rammer i høj grad kvinderne. To tredjedele af de langtidsledige er kvinder. Derfor er det også især kvinder, der i løbet af de næste par år mister retten til dagpenge. Næste station på vejen hedder så bistandshjælp. For det første betyder det aktivering og dermed underbetalt tvangsarbejde. For det andet udregnes bistandshjælpen efter en eventuel ægtefælles indtægt, og der vil dermed i mange tilfælde blive tale om, at kvinderne mister deres eget økonomiske grundlag.

Men den manglende ligestilling rammer ikke kun de langtidsledige kvinder. Kvinder med en lang uddannelse, har nok bedre muligheder end ufaglærte kvinder, men ringere muligheder end mænd med tilsvarende uddannelser.

Sygeplejerskernes strejke i foråret 1995 satte fokus på de ulige betingelser for mænd og kvinder med lige lange uddannelser. Trods det store ansvar for behandling af og omsorg for mennesker, er deres løn kun på 90 procent af lønnen i tilsvarende “mandefag”.

Men selv hvor kvinder har nøjagtig samme uddannelse som mænd, får de alligevel dårligere løn. Jurister og ingeniører har i nye undersøgelser påvist, at det forholder sig sådan. For begge grupper angives forklaringen at være, at kvinderne i højere grad søger arbejde inden for det offentlige område. Men forskellene findes også i den private sektor. Selv om den aftalte timeløn er ens, så er det almindeligt, at mænd tjener mere i kraft af forskellige tillæg.

Trods muligheden for barselsorlov til mænd og trods mændenes stigende engagement i afkommet, ligger hovedansvaret for børnene stadig hos kvinderne. Årsagen er de økonomiske betingelser, som samfundet byder familierne. Da mandens indtægt i de fleste tilfælde er højest, kan familiens økonomi bedst bære, at det er kvinden, der tager ansvaret for børnepasningen.

Trods de sidste 25 års kamp for ligeløn og ligestilling er vi ikke kommet den nærmere.

Kvinner og kampen for sosialisme

af Anne Skevik og Susan Lyden

Viser at kvindeundertrykkelsen hænger sammen med den måde, som klassesamfundet fungerer på

45 sider – 25 kr.

Internationale Socialisters Forlag

Flere artikler fra nr. 130

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
Kvindebevægelse Danmark

Se flere artikler af forfatter:
Inge-Lise Bjørn
Ellen Christensen

Siden er vist 3687 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside