Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 13 – Oktober 1985 – side 7

Kapitalismen i krise

Kapitalismens elendighed

Charlie Lywood

Tidligere statsminister Anker Jørgensen yndede at sige, at krisen ikke var skabt af ham eller onde arbejdsgivere i Danmark, men at den kom »udefra«.

Han og den socialdemokratiske regering brugte dette som argument for, at arbejderne skulle vise løntilbageholdenhed og acceptere de sociale nedskæringer.

Han har ret på det ene punkt, at Danmarks økonomi og dermed folks privatøkonomi i høj grad er bestemt af den danske kapitals forbindelser med omverdenen. I denne artikel og i de kommende numre af Socialistisk Arbejder Avis vil vi beskrive verdenskrisen, dens årsager, og hvilke krav det stiller til socialister.

En verden i krise

Krisen begyndte for alvor i 1974. I dette år faldt verdens industrielle produktion med 13%. Flere store banker gik bankerot. Arbejdsløsheden i Vesteuropa og USA, som igennem 25 år havde ligget på ca. 2%, sprang pludselig op til 9-10% i de fleste lande. Og der er den blevet trods alle forsøg på at få den ned.

Siden 1974 har vi oplevet en faldende levestandard for de fleste, underernæring og sult med døden til følge for de hårdest ramte i verden. Kapitalismens krise med center i USA og Europa betyder endnu større kriser for landene i periferien. Selv om der er behov for mad i verden, bliver madvarer oplagret og destrueret for at beskytte priserne. Selv om der er brug for skibe til at transportere varer verden rundt, bliver værfter lukket. Lindø-værftet står overfor at skulle fyre 2000 ud af 3000 arbejdere.

Værftskrisen betyder mindre profit i stålindustrien, og mange stålværker lukker, hvis ikke staten træder ind og støtter, som tilfældet var med Stålvalseværket i Frederikssund.

Lukninger og fyringer medfører arbejdsløshed og manglende penge til at købe for, som igen betyder, at andre firmaer må lukke på grund af »afsætningsvanskeligheder«. Verdenskrisen griber ind i danskernes dagligdag.

Selvforsyning?

Hvorfor kan Danmark ikke bare producere alt det, der er brug for, i stedet for at handle med omverdenen? Problemet er, at produktionen er organiseret på verdensplan. USA er den største økonomi i verden, men selv denne gigant kan ikke overleve uden importeret olie, elektroniske dele af Sydøstasien og sko fra Brasilien. Også USSR, verdens andenstørste industrielle magt, skal importere maskiner og teknologi fra vesten. Kina må gøre det samme, hvis landet skal udvikle sig. Derfor har Kina fornylig indgået en våben- og teknologiaftale med ærkefjenden Japan.

I Danmark findes der f. eks. ikke det råmateriale, der skal til for at producere stål. Alt skal importeres, og importen skal betales med valuta, som igen bl.a. kommer fra salg til udlandet, altså eksport.

Intet land har i dag en idé om selv isoleret at kunne brødføde og huse sin befolkning. Det kan ikke lade sig gøre at undslippe verdensøkonomiens konkurrencebetingelser. Selv Albanien, som har forsøgt dette i mange år, har måttet erkende, at den ikke går, og er begyndt at lave handelsaftaler med de ellers så forhadte imperialistiske lande.

Et andet forsøg på at »melde sig ud« af verdensøkonomien var Kampuchea under Pol Pots regime 1975-78. Et forsøg på at bygge på landbrug alene ved hjælp af primitive redskaber og menneskelig opofrelse endte i et horribelt diktatur og et blodbad med 2 millioner døde – de fleste af sult, men også hundreder af tusinder på grund af likvidering.

Reagan, Thatcher og Schlüter?

Andre lande har i de senere år forsøgt at slippe ud af krisen gennem den såkaldte »monetarisme«. Monetarisme betyder meget forenklet, at krisen skal gøre det nødvendige arbejde. Uden kunstige støtteordninger fra staten skal kapitalen renses for de svage, urentable dele. Skidt med at millioner bliver smidt på gaden og firmaer krakker. De stærkeste vil overleve og økonomien vil finde sin »naturlige« balance.

Denne økonomiske jantelov har ikke virket nogen steder. I Chile, hvor den først og fremmest blev afprøvet fra 1973 efter socialisten Allendes fald og militærets magtovertagelse, har den haft katastrofale konsekvenser. Gennemførelsen har kostet 30.000 arbejdere livet, over 30% er blevet arbejdsløse, og inflationen steg til astronomiske højder.

Men selv denne grad af undertrykkelse og forarmelse har ikke løst problemerne for den chilenske kapital og de multinationale selskaber.

Chilenske arbejdere har i lighed med andre sydamerikanske arbejdere vist sig på scenen med oprør og generalstrejker mod forringelser, som er forårsaget af verdenskrisen.

Heller ikke i England og Danmark med dybt konservative regeringer er det lykkedes at svække arbejderklassens organisationer og kampvillighed så meget, at løsninger a la »monetarisme« har kunnet lade sig gøre. Minearbejdernes modstand mod minelukninger og påskestrejkerne i Danmark er klare eksempler på dette. Selv om arbejderne »tabte« strejkerne, vil begge regeringer være mere forsigtige næste gang.

Men også ved at skære for dybt i de sociale foranstaltninger kan regeringer provokere oprør og optøjer, som vi så det i de store byer i England i 1981 og som i Bolivia for kort tid siden med generalstrejke mod lønstop og prisforhøjelser på fødevarer.

De fleste regeringer har heller ikke turdet lade virkelig store koncerner gå rabundus. I stedet for mindre støtte til firmaer, pumpes der flere og flere statsmilliarder ind i økonomien. Det lille økonomiske opsving i USA i 1983-84 var ikke forårsaget af »monetarisme«, men det modsatte, nemlig at lånte statspenge blev kanaliseret til store firmaer til våbenproduktion.

Det meget omtalte økonomiske opsving er nu ved at fordufte fuldstændigt. Kapitalistklassen er ude af stand til at løse det centrale problem, nemlig den faldende profitrate i alle de industrialiserede lande.

Marxismens svar

Borgerskabet er i vildrede. De styrter i blinde mod en tredje verdenskrig. På vejen efterlader de sult, arbejdsløshed og social elendighed for de fleste på kloden. Men krisen har en årsag og den har også en løsning.

Billedtekst:
Samtidig med et stigende behov for at transportere madvarer lukker skibsværfter.

 

Flere artikler i serien Kapitalismen i krise

Flere artikler fra nr. 13

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 877 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside