Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 139 – 1. august 1996 – side 6

Louis Pio 1841-1894

“Med loven eller – uden den!”

Ole Mølholm Jensen

Louis Pio opbyggede 1. Internationale og den socialistiske bevægelse i Danmark, og hans ideer lå langt fra Socialdemokratiets reformisme.

I anledning 125 års jubilæet har Socialdemokratiet kigget tilbage i sin og arbejderbevægelsens historie. Her har de fundet billeder af den danske socialist Louis Pio frem. Han præsenteres som starten på den socialdemokratiske tradition – men faktum er, at han stod for politiske og organisatoriske løsninger, der radikalt står i modsætning til den socialdemokratiske reformvej.

[ Louis Pio ]

Louis Pio

Louis Pio er uden tvivl én af de mest betydningsfulde socialister i den danske arbejderklasses historie. Pio skabte et enestående gennembrud for socialistiske ideer og socialistisk organisering.

Tilstanden i den danske arbejderklasse op til 1871 var på mange måder miserabel. I de foregående årtier havde der været enkelte store strejker, men disse var mere undtagelsen end reglen. Der var meget få der var organiseret i fagforeninger. I 1871 var der således under 10 fagforeninger. Politisk stod arbejderklassen også svagt. Der var enkelte politiske organiseringer, men ingen med bredere appel i arbejderklassen.

Organisationerne var tilmed mest af alt præget af småborgerlige ideer og havde ingen klar opfattelse af, at arbejderklassen skulle organisere sig selvstændigt. Tværtimod sprang flere organiseringer ud af den tidligere håndværksmæssige organisering i laugene. Det betød at arbejdere og arbejdsgivere var organiseret sammen.

Kun Den Københavnske Arbejderforening adskilte sig og arbejdede ud fra mere eller mindre klare socialistiske ideer. Allerede i 1865 tog Den Københavnske Arbejderforening således kontakt til 1. Internationale, som var blevet stiftet af blandt andre Karl Marx og Friedrich Engels.

[ Pariserkommunen ]

Pio var meget inspireret af arbejderklassens overtagelse af Paris i 1871

Levevilkårene for den danske arbejderklasse var elendige. Ufaglærte arbejdere kunne ikke brødføde sig selv og deres familie uden tilskud i form af fattighjælp. Kun få faglærte arbejdere havde nok til at bære sig igennem tilværelsen. Der var derfor en stor bitterhed og utilfredshed i arbejderklassen.

Det er Louis Pios store fortjeneste, at han på kort tid var i stand til at indgyde dele af arbejderklassen så meget selvtillid og politisk retning, at situationen fra 1871 på mange måder ændrede sig til arbejderklassens fordel. Den økonomiske udvikling med vækst hjalp til, og der var flere i den socialistiske bevægelse der knoklede, men Pio var i stand til at give bevægelsen politisk indhold og retning.

I 1871 overtog arbejderne Paris, og dannede Pariserkommunen. Paris var i arbejdernes hænder i 72 dage. Derefter blev oprøret blodigt slået ned. Det var første gang i historien, at arbejderklassen havde taget magten, og Pariserkommunen var en afgørende inspiration for Pio.

Hans første politiske arbejde var at udgive en avis, Socialistiske Blade, som var rettet til arbejderklassen. Det første nummer udkom samtidig med Pariserkommunen. Her forsvarede Pio Pariserkommunen og skrev: “... saa skal vi næste Gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, Arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med Loven eller – uden den.”

Socialistiske Blade omhandlede konkrete kampe, og aktuelle politiske spørgsmål fra den danske klassekamp. Samtidig var der altid internationalt stof med, som gav danske arbejdere en mere internationalistisk forståelse af kampen for socialisme.

Louis Pio tog konsekvensen af internationalismen, i form af opbygning af den danske sektion af 1. Internationale. Han forstod at knytte an til den utilfredshed og antikapitalistiske stemning der var i arbejderklassen.

Samtidig argumenterede han hele tiden for og organiserede omkring opbygning af en socialistisk arbejderbevægelse udenfor det etablerede politiske system. Arbejderbevægelsen måtte være organisatorisk og ideologisk selvstændigt fra borgerskabet for at kunne arbejde for arbejderklassens interesser.

I takt med at den socialistiske bevægelse brød frem, og flere og flere fagforeninger blev dannet, reagerede det danske borgerskab med voldsomhed mod den socialistiske bevægelse. Borgerskabet brugte utrolig meget energi på at undgå den faglige organisering og oprettede en konkurrerende arbejderorganisering, Dansk Arbejdersamfund, som skulle slå Pio af banen.

Dansk Arbejdersamfund arbejdede ud fra en holdning om, at arbejdere og arbejdsgivere havde fælles interesser, og arbejdsgiverne handlede ud fra arbejdernes ve og vel. Den hvilede på resterne af den gamle laugsorganisering.

I det tidlige forår 1872 gik murersvendene, som stadig stod i det gamle laug, i strejke. Internationalen gik ind i konflikten på murersvendenes side, og viste i praksis vigtigheden af en selvstændig arbejderorganisering. Her vandt foreningen for alvor stor respekt i brede dele af arbejderklassen. Det betød, at den organisatoriske usikkerhed i arbejderklassen i en periode var afgjort til Internationalens fordel.

Den store konfrontation kom i foråret 1872. På dette tidspunkt havde Internationalen omkring 8.400 medlemmer på landsplan, og avisen, der nu hed Socialisten, udkom som dagblad. Borgerskabet følte sig truet, bevægelsen skulle stoppes. Anledningen blev at den socialistiske bevægelse ville arrangere et møde i Fælledparken den 5. maj for at vise sammenhold og styrke.

Louis Pio brugte Socialisten til at mobilisere til mødet, og især en forside den 2. maj, som havde pålyden “målet er fuldt”.

I artiklen havde Louis Pio argumenteret for at arbejderne skulle møde op på Fælleden, og vise at de ikke ville bøje nakken eller acceptere deres afhængighed af kapitalens nåde og barmhjertighed.

Nu reagerede politiet med regeringens opbakning. Demonstrationen blev forbudt. Men selv om Internationalen argumenterede for at aflyse mødet, var stemningen i arbejderklassen entydigt for at demonstrere den 5. maj. Plakater om forbudet blev hevet ned, og tusinder mødte op til møde den 4. maj og blev enige om at møde op stille og fredeligt den 5. maj i Fælledparken.

Politiet reagerede ved om natten mellem den 4. og 5. maj at arrestere de ledende personer fra Internationalen og heriblandt Louis Pio. Arbejderne mødte alligevel op den 5. maj i Fælledparken, hvor de blev mødt af ridende politi der brutalt angreb demonstrationen. På trods af politiets overlegne styrke varede slaget på Fælleden flere timer og fortsatte i København om aftenen.

Louis Pio blev idømt 3 1/2 års fængsel i enecelle hvor han skulle opholde sig dag og nat. Datidens fængsler var direkte sundhedsskadelige, og da Pio sammen med de øvrigt fængslede fra Internationalen blev benådet i 1875, var de alle fysisk svækkede. Pio genoptog alligevel sit politiske arbejde og genskabte de følgende 2 år den socialistiske bevægelse, der under hans fængselsophold var gået op i limningen mange steder.

I 1877 besluttede Pio sig for at emigrere til USA. Ikke fordi han ikke længere var socialist, men fordi han var kørt træt af fængselsopholdet og den seje kamp for genrejsning af Internationalen. Pios ide med at tage til USA var langt fra fremmed i arbejderbevægelsen på daværende tidspunkt. Internationalen organiserede emigration for mange arbejdere, der ønskede at virkeliggøre socialistiske ideer i de små "socialistiske" samfund i USA.

Pios rejse var derfor ikke en flugt, men en naturlig forlængelse af, hvordan de herskende tanker var i arbejderbevægelsen. Noget andet er at Pio blev skuffet over opholdet i USA, og senere vendte tilbage til Danmark, men på dette tidspunkt var for svækket til at fortsætte kampen.

Tilbage står imidlertid Louis Pios ekstremt vigtige politiske og organisatoriske arbejde. Han byggede både i teori og praksis på arbejderklassens styrke og formåede at opbygge en socialistisk bevægelse i Danmark.

Det danske borgerskab frygtede Pio og hans klare socialistiske klasseholdninger. Socialdemokratiet i dag hverken kan eller vil skræmme den herskende klasse. Tværtimod kan den herskende klasse bruge Socialdemokratiet og fagbureaukraterne som våben mod kæmpende arbejdere.

Louis Pio er ikke en del af Socialdemokratiets tradition, men er en fortsat inspiration for revolutionære socialister i dag.

Flere artikler fra nr. 139

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: Indtil 1900
Biografi: DK indtil 1900

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 2416 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside