Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 14 – November 1985 – side 7

Kapitalismen i krise

Krise og krig

Charlie Lywood

Der er generel enighed om, at kapitalismen både herhjemme, i øst og vest har været i krise siden 1973/74. Uenighederne opstår, når man skal forklare krisens årsager.

De fleste regeringer og borgerlige økonomer peger på »folks overforbrug« og for høje lønninger. Den forklaring modsiges at det forhold, at krisen er lige så dyb i Indien med lave lønninger som i Danmark med såkaldte høje lønninger.

Heller ikke branchevis passer det. I blomstrende industrier som f. eks. oliebranchen er der meget høje lønninger, hvorimod lønningerne bliver mindre i stagnerende industrier som f. eks. bilindustrien.

Andre, mere venstreorienterede, siger, at der er for få penge i omløb. Bare arbejderne havde flere penge, kunne det hele gå rundt. Men i Polen har arbejderne masser af penge – der er bare ingen varer at købe for disse penge. Hvis arbejderne generelt fik mere i løn, ville profitterne svækkes og endnu flere virksomheder blive lukket. Krisen ville blive dybere.

Kapitalismens cyklus

Marx og Engels forsøgte for 120 år siden at forstå, hvorfor kapitalismen gik på røven ca. hvert 10. år, når alt syntes at gå bedst. Deres ideer om den kapitalistiske økonomi og krisen kan meget skematisk trækkes op i følgende punkter:

* Det eneste, som kan skabe værdi, er arbejdskraften. Før et træ kan omdannes til et redskab for mennesker, skal det tilføjes menneskets arbejdskraft. I en produktion bliver tingene skabt ved en kombination af levende arbejde og maskiner, som igen er lavet af andre mennesker og råmaterialer.

* Den løn, en arbejder får, svarer ikke til den værdi, han producerer for. Kapitalejeren snupper resten til renter, indkøb af flere råmaterialer og maskiner, til privatforbrug og skat til en stat, som skal forsvare hans interesser.

* For at klare sig i kampen med sine konkurrenter er kapitalejeren nødt til at investere i ny teknologi og bygninger. Kun ved at ekspandere kan han fastholde håbet om ikke at gå under eller blive overtaget af andre.

* Denne samling af ressourcer og udvidelse af produktionsapparatet betyder flere i arbejde og inddragelse og udnyttelse af tandproletariatet. Der bliver større økonomisk aktivitet i samfundet og systemet »boomer«.

Når systemet boorner betyder det, at der er rift om råmaterialer og arbejdskraft, og at der skal sælges for at realisere investeringerne. Det betyder igen, at råmaterialerne stiger i pris, arbejderne kræver mere i løn, og at det bliver sværere at finde markeder for at afsætte varerne. Systemet overproducerer, eller med Marx’s ord, »overakkumulerer«.

* Kapitalejerne skal investere i endnu mere ny teknologi for at producere billigt nok til at konkurrere sig ud af vanskelighederne. Den enes død bliver den andens brød.

* Spørgsmålet er, om investeringerne kan betale sig. Nye maskiner betyder færre mennesker pr. producerende enhed. Forholdet mellem arbejdskraft og maskiner ændres til maskinernes fordel. Godt nok er profitten måske større i antal kroner, men udbyttet pr. investeret krone er mindre end før. Man siger, at profitraten falder.

* Også investeringerne som helhed falder. Nogle holder investeringerne tilbage, andre udskyder dem. Atter andre investerer i »døde papirer«, obligationer og aktier. Arbejdsløsheden stiger og krisen bliver en kendsgerning.

* Nogle firmaer overlever krisen, og andre går under. De firmaer som overlever, opkøber de andre. Krisen øger presset på arbejdernes lønninger og derved bliver varerne billigere at producere. Råvarerne falder også i pris og en ny cyklus med nye investeringer kan begynde.

Imperialismen

Hvis dette var hele historien, havde systemet en indbygget ventil som gjorde, at det kunne overleve i det uendelige. Men det er ikke tilfældet.

Allerede i Marx’s og Engels’ tid havde kapitalen en tendens til at koncentrere sig i stadig større enheder, som ikke kunne udvikle sig og finde nye markeder for sine varer indenfor de nationale grænser.

Aktieselskaber blev dannet for at klare større og større investeringskrav i overlevelseskampen. Behovet for andre markeder end de hjemlige samt billigere råvarer og arbejdskraft drev mange firmaer ud i verden.

Imperialismen blev skabt som en helt nødvendig epoke i kapitalismens historie.

Imperialismen betød, at store firmaer og deres stater stødte sammen i kampen om markederne. Den økonomiske konkurrence blev forstærket gennem militær konkurrence. Det var den reelle baggrund for 1. verdenskrig.

Efter 1. verdenskrig blev verden fordelt på en ny måde. USA var blevet verdens stærkeste industrielle nation, og Storbritannien og Tyskland måtte spille anden violin. 2. verdenskrig kom i kølvandet på en tiårs krise og blev endnu mere barbarisk end den foregående.

Krigen var et effektivt middel til at rense ud i systemet. Forberedelsen til krig og selve en krig var også blevet en uundgåelig følge af systemets udvikling. Det var ikke længere nok med økonomiske udrensninger for at sikre systemets overlevelse. Hele nationer skulle gå under, plyndres og folk likvideres for at andre kunne overleve og producere videre.

Den nuværende krise

Marx’s analyser peger på, at kapitalismen som system er i kontinuerlig krise, med op- og nedgange. Men i det lange løb vil systemets mulighed for opsving svækkes. 30’ernes krise og dens løsning med 2. verdenskrig, hvor 60 millioner blev dræbt og store værdier ødelagt, blev efterfulgt af en periode med økonomisk vækst i 25 år.

Det gav kapitalismen nyt håb. Faktisk troede de fleste, at systemet var ved at blive krisefrit. Men igen sprang ballonen og alle de klassiske krisetegn dukkede op.

Profitraten faldt i alle lande fra 1966 til 1980. I USA med 11%, i Vesttyskland 7% og Japan 10%. Massearbejdsløsheden og reallønsfaldet holdt sit indtog.

En stærk monopolisering af kapitalenheder har fundet sted, og råvarepriserne har udviklet sig fra først at være høje til nu at være faldende.

Verdenskapitalismen er stadig i krise. Der har været et lille, svagt opsving i 1983, præcis 10 år efter krisens indtog. Men opsvinget er fladet ud efter blot to år. Alle tegn peger på en ny og dybere krise, uden udsigt til en periode med økonomisk vækst.

I de næste artikler vil vi gå ind på, hvordan opsvinget i 25 år efter krigen kan forklares.

Billedtekst:
30'ernes økonomiske krise blev »løst« med 2. verdenskrig. Folk blev kanonføde for kapitalismens elendighed.

 

Flere artikler i serien Kapitalismen i krise

Flere artikler fra nr. 14

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1086 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside