Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 15 – December 1985 – side 7

Kapitalismen i krise

Det store boom

Charlie Lywood

Efter anden verdenskrig ventede mange, også marxister, at kapitalismen ville fortsætte sin rutchetur med op- og nedgange som i mellemkrigsårene. Deres spådom gik ikke i opfyldelse. I 25 år oplevede kapitalismen på verdensplan og i de enkelte nationer en stadigt stigende vækst.

USA’s nationalprodukt var tre gange så stort i 1970 som i 1940. Den vesttyske industrielle produktion var fem gange større i 1970 end i 1949. Den franske produktion var fire gange større i 1970 end i 1949. Også stater, som ikke tidligere havde markeret sig, voksede. Japan øgede sin industrielle produktion 13 gange i perioden fra 1949 til 1970 og blev den anden største vestlige Økonomi efter USA.

Først i 70’erne begyndte systemet at halte. Marxisterne kunne igen komme med den traditionelle forklaring om profitratens fald og systemets råddenskab. Men hvordan kunne systemet overleve i 25 år uden massearbejdsløshed, bankkrak og udrensninger i kapitalapparatet?

Handelsboom

Efter anden verdenskrig stod USA med et intakt produktionsapparat, modsat de fleste europæiske lande. Gennem Marshallplanen på den økonomiske front, og NATO på den politiske og militære front, blev de europæiske markeder åbnet for amerikansk kapital. I perioden 1947-50 udgjorde Marshallhjælpen 25% af al importstøtte til Vesteuropa.

Men det var »fjende« syndromet og den kolde krig i forhold til USSR, som for alvor satte skub i investeringerne i Vesteuropa og Japan. Under USA's militære paraply blev der pumpet milliarder af statspenge ud i en bølge af investeringer over hele den vestlige verden. Den samme effekt gør sig gældende i Østeuropa, som vi vil vende tilbage til i en senere artikel. Både de vesteuropæiske stater og USA var interesseret i at stimulere den statsstøttede investeringsvækst for fortsat at være økonomisk og militært overlegen overfor USSR.

Før 2. verdenskrig var tendensen, at kapitalisterne investerede i 3. verdenslande for at producere billigt til hjemmemarkedet. Nu ændres billedet. De veludviklede økonomier begynder at producere til hinandens hjemmemarked.

I 1974 producerede 40% af verdens industriarbejdere 60% af varerne på verdensmarkedet. De udviklede lande stod for 85% af al eksport i verden. 75% af eksporten gik mellem de mest udviklede lande.

For at overleve på verdensmarkedet kræves enorme ressourcer. De nationale kapitaler kunne kun deltage på verdensmarkedet, hvis de blev støttet af deres respektive stater.

Derfor oplevede kapitalismen i 50’erne og 60’erne to modsatrettede tendenser. På den ene side en stigende statsintervention i økonomien. På den anden side udviklingen af store multinationale koncerner, som i stigende grad fungerede på tværs af landegrænserne.

Kapitalkoncentration

I 1954 ejede de 200 største firmaer i USA 50,4% af samtlige amerikanske firmaers formuer. I 1968 var dette tal steget til 60,4% og i 1980 til 65,5%. Samme tendens har gjort sig gældende i andre lande. Selv om disse firmaer opererer over landegrænserne, har deres vækst samtidig været betinget af statsstøtte til eksport og investeringer.

I 1980 var 39% af den japanske industri, 35% af den britiske, 34% af den franske og 18% af den amerikanske afhængig af statsstøtte eller såkaldte eksportkreditter.

Samtidig har staterne givet de store firmaer enorme skattelettelser. En rapport har afsløret, at 17 af USA's største selskaber ikke betalte skat i 1978.

Statens rolle

Staten var ikke kun de store selskabers støtte og beskytter, den begyndte også selv at blive en selvstændig faktor i økonomien.

I 1950’erne var statsinvesteringerne 75% større end i 1930’erne. I OECD landene, som dækker de væsentligste stater i den vestlige økonomi, stod staten i 1974 for 35% af samtlige investeringer.

Investeringerne gik dels til at støtte eksporten og dermed skaffe udenlandsk valuta til køb af manglende råvarer og ny teknologi. Dels gik staten direkte ind og sikrede områder, som den private kapital ikke kunne klare, enten på grund af manglende profit eller de enorme investeringer som visse brancher krævede.

Nationaliseringer blev statens svar på kriser indenfor brancher som jernbaner, stålværker og skibsværftsindustrien. Denne tendens startede lige efter 2. verdenskrig og er blevet forstærket af de sidste ti års krise.

Ydermere krævede en hel generation af arbejdere efter krigen et bedre socialt sikkerhedsnet ved sygdom og arbejdsløshed. Disse politiske krav kunne have ført til revolutioner, hvis ikke efterkrigstidens regeringer havde indfriet nogle af arbejdernes krav.

Sidst i 40’erne og i 50’erne og 60’erne indførtes der statsstyrede sundheds-, social- og uddannelsessystemer over det meste af Europa og delvis i USA. Det var selvsagt også en fordel for kapitalen, at staten sørgede for uddannelse og sunde arbejdere til fabrikkerne.

I sidste nummer beskrev vi, hvordan kapitalen koncentrerer sig under kriser og derved er parat til et opsving igen, når krisen igen fortager sig. Men fordi storkapitalens investeringer giver stadig mindre profit pr. investeret krone, vil der igen komme kriser.

Hvorfor udeblev krisen?

Efterkrigstidens boom skulle ifølge marxistisk kriseforståelse have resulteret i for mange produkter på markedet. I stedet voksede systemet støt og roligt, og produktionsapparatet og markedet udvidede sig.

Der må have været en faktor udover statsinvesteringer og de multinationale selskabers vækst. En faktor som på en og samme tid kunne opsuge kapitalens overproduktion uden at gøre systemet mere kapitalintensivt.

Denne faktor er statsinvestering i våbenproduktionen. Det vi i den internationale IS-tradition kalder »den permanente våbenøkonomi«. Næste gang vil vi kigge lidt nærmere på, hvad det betyder, og hvorfor det ikke virker i den nuværende krise.

Billedtekst:
Amerikansk kapital fik nye investeringsmuligheder gennem Marshallplanen og NATO.

 

Flere artikler i serien Kapitalismen i krise

Flere artikler fra nr. 15

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1318 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside