Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 4

Chile 1970–73

Den blodige vej til nederlag

Charlie Lywood

Den parlamentariske vej førte den socialistiske Allende–regering i Chile til et blodigt nederlag.

Den 11. september 1973 rullede tanks gennem alle store byer i Chile. Alle fagligt militante, fagforeningsledere, socialister, kommunister, progressive kirkelige folk og liberalister blev arresteret og interneret på Santiagos gigantiske fodboldstadion.

De fleste blev systematisk likvideret. 30.000 af dem. Blomsten af arbejderklassen blev fysisk udslettet. De blev ofre for den politik, som en reformistisk regering havde ført siden 1970.

[ Salvador Allende på vej ud af præsidentpaladset ]

Chiles socialistiske præsident Allende (t.v.) betalte med livet, da et militærkup knuste illusionerne om en fredelig vej til socialisme

Borgerskabet havde allerede i juli 1973 forsøgt en militær magtovertagelse med et tankregiment og en enkelt oberst. Der kom et øjeblikkeligt og massivt svar fra arbejderklassen i form af besættelser og strejker, og oprøret blev forpurret.

Borgerskabet vidste nu, at de blev nødt til at bruge militærets fulde styrke. For at sikre sin succes forlangte hæren, at arbejderklassen blev afvæbnet. Mange arbejdere havde bevæbnet sig efter oberstkuppet i juli.

Den socialistiske præsident Salvador Allende kunne vælge. Enten fremad sammen med arbejderklassen og konfrontation med borgerskabet eller at bede hæren om at knække arbejderklassen.

Han var aldrig i tvivl om valget, selvom det kom til koste ham livet. Våbenkontrolloven blev vedtaget i august, og hæren afvæbnede arbejderklassen. General Pinochet, senere kaldt slagteren fra Santiago, blev optaget i regeringen. Allende inviterede voldtægtsforbryderen ind i soveværelset.

Unidad Popular

Vejen til blodbadet i Santigo i september 1973 blev allerede grundlagt, da Salvador Allende blev valgt som præsident i 1970. Han stod i spidsen for en samling af socialistiske partier under paraplyorganisationen Unidad Popular (UP).

Chile var ikke nogen bananrepublik. Landet havde et hundrede år gammelt parlamentarisk demokrati.

UP’s strategi var ligesom SF’s og Enhedslistens at opnå parlamentarisk flertal sammen med progressive borgerlige partier. Dette sikrede de ved at underskrive en hemmelig erklæring om, at UP ville respektere staten og bevare kirken, massemedierne og hæren intakt. Kun lederne i UP vidste noget om garantierklæringen.

UP-lederne lovede også i deres politik at kontrollere arbejderklassen og sikre økonomisk vækst, og derfor støttede borgerskabet i starten UP.

Men problemet for Unidad Popular var, at de var valgt til at varetage deres vælgeres interesser, som var fattige landarbejdere og industriarbejdere. Omfattende jordbesættelser blev iværksat i forventning om, at regeringen ville støtte dem. Arbejderklassen strejkede for de forbedringer, de havde gået og ventet på i årtier.

Allende blev tvunget til at nationalisere nogle nøgleindustrier, give lønstigninger og gennemføre en begrænset jordreform.

Den del af borgerskabet, som blev ramt af aktionerne, begyndte at sabotere jordreformen. Penge strømmede ud af landet, varer blev hamstret, investeringer standset og produktionen sænket. Det chilenske borgerskabs venner i USA’s regering støttede dem ved at indføre handelsblokade.

Allende gjorde alt for at imødekomme borgerskabets ønsker og satte tempoet for reformerne ned.

Arbejderne begyndte derimod at organisere sig selvstændigt i såkaldte cordones – arbejder- og folkeforsamlinger. Cordones krævede arbejderkontrol med produktionen og forlangte, at det borgerlige parlament skulle erstattes af en arbejderforsamling.

Allende vendte sig imod både cordones og deres tanker. Han slog demonstrationer ned med politi og satte militæret ind mod ulovlige jordbesættelser.

Dermed havde reformisternes strategi bragt dem i modsætningsforhold til den eneste kraft, som kunne værne mod kontrarevolution.

Kontrarevolution

Og kontrarevolutionen kom. I første omgang i form af en lastbilejerstrejke i oktober 1972. Strejken lammede al transport i Chile og dermed al produktion. Allende foretog sig ingenting.

Men arbejderklassen tog sagen i egen hånd. Køretøjer blev beslaglagt, fabrikker blev genåbnet og besat og produktionen sat i gang. Borgerskabets økonomiske oprør blev knækket. Ikke af reformisterne, men af arbejderklassen.

Borgerskabet lærte deres lektie. De forberedte sammen med USA at bruge militæret til at knuse arbejderklassens kamp. De var ikke bange for UP og Allende, men for de kræfter og forhåbninger, som deres program havde udløst.

Reformisterne førte arbejderklassen til et blodigt nederlag. Et nederlag vi ikke må gentage.

Flere artikler fra nr. 151

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Chile

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1008 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside