Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 174 – August 1999 – side 10

1989-1999 – 10 året for Murens fald

Statskapitalismen i Østeuropa

Jakob Nerup

Vi var mange socialister, som jublede med menneskene i de østeuropæiske lande, da regimerne faldt som dominobrikker i 1989. Endelig døde de stalinistiske diktaturer.

Stalinismens sammenbrud betød en enorm lettelse for revolutionære socialister, der hele tiden har arbejdet for ægte socialisme og stået i opposition til det stalinistiske styre.

Ved murens fald oplevede vi direkte på tv, hvordan stadig større menneskemasser i bogstaveligste forstand løb det ene diktatur efter det andet over ende. Der var revolutionære tilstande i Polen, Østtyskland, Rumanien og Tjekkoslovakiet. Arbejderne strejkede og masserne havde indtaget gaderne, mens de gamle herskere fra stats- og partiapparat trådte tilbage.

Socialister, som går ind for arbejdermagt og omstyrtelse af undertrykkende kapitalistiske regimer, så et enormt revolutionært potentiale udfolde sig. Desværre var arbejderklassen ikke i stand til endegyldigt at fjerne den herskende klasse og gribe magten. Der var ikke revolutionære socialister til at opstille et alternativ til liberalismen, hvis lokketoner var så besnærende efter mere end 40 års stalinistisk undertrykkelse.

Ingen arbejdermagt

Regimerne i Østeuropa havde intet med socialisme at gøre. De socialistiske slagord i produktionshallerne skulle alene tjene som retfærdiggørelse for en massiv undertrykkelse af arbejderklassen. Kontrollen blev udøvet gennem stikkeri, ideologisk ensretning og det totale fravær af politiske rettigheder.

Var denne kontrol ikke nok, så brugte regimerne fysisk undertrykkelse, som det skete Ungarn i 1956, Prag i 1968 og Polen i 1981.

Den herskende klasse tilegnede sig profit gennem deres poster i parti, statsapparat og produktion, hvor de levede et liv luksus uden bekymringer. Den såkaldt kollektive ejendomsret, var forbeholdt det lille mindretal i toppen af stats- og partiapparatet. De bestemte ikke kun over staten, men direkte over produktionen, og var dermed i stand til at stjæle det merpro-dukt, som arbejderne dagligt skabte.

Statskapitalisme

Selv om magthaverne ikke var i direkte konkurrence med hinanden som enkeltkapitalister, så fungerede staten som kapitalist underlagt markedet. Den såkaldte planøkonomi var ikke en socialistisk planøkonomi, med udgangspunkt i arbejderklassens behov for bedre leve og livsforhold. I stedet var planen et udtryk for den herskende klasses behov for profit.

De statskapitalistiske regimer måtte op gennem 70’erne og i stadig stigende grad gennem 80’erne finansiere deres økonomi gennem låntagning og samarbejde med den vestlige kapitalisme. Årsagen var dels, at det permanente våbenkapløb med USA under den kolde krig slugte stadig større ressourcer.

Dels blev  de statskapitalistiske stater stadig mere isolerede på et stadig mere globaliseret verdensmarked. Det satte de enkelte staters økonomier tilbage, og arbejderklassen blev yderligere presset gennem prisstigninger og vareknaphed.

De herskende var presset både af konkurrencen på verdensmarkedet og af deres egne arbejdere. Det førte til flere store arbejderkampe, især i Polen i 1980-81 og igen fra 1988. Presset voksede, så den herskende klasse enten ikke kunne regere eller ikke ville regere videre under statskapitalistiske former.

I Ungarn valgte den herskende klasse selv at omdanne systemet, så de kunne score alle værdierne. I Tjekkoslovakiet og Østtyskland skulle der omfattende demonstrationer til. Statskapitalismen blev afløst af et mere åbent marked, men samfundene i Østeuropa ændrede ikke klassekarakter.

De beholdt magten

Tiden efter 1989 har vist os, at de gamle herskende klasser har formået at beholde kontrol og ejendomsret til produktionsapparatet og værdierne under de mere liberale kapitalistiske former. Arbejderklassen er blevet forarmet og udbytningen blevet endnu mere effektiv.

De østeuropæiske regimer faldt, da den statskapitalistiske udbytning ikke længere kunne hamle op med den globaliserede konkurrence på verdensmarkedet. De herskende kunne se deres egen fordel i at være kapitalister på markedet. Især fordi arbejderklassen pressede på for at få frihed og bedre leveforhold.

Billedtekst:
Østtyskerne gjorde alt for at forcere muren, da den endelig faldt i 1989.

Flere artikler fra nr. 174

Flere numre fra 1999

Se flere artikler om emnet:
Stalinistiske regimers klassenatur
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 909 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside