Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 176 – Oktober 1999 – side 6

Fire myter mod velfærd

Pensionsbombe, Ingen ulighed, Lønnen er for høj, Ineffektiv offentlig sektor

Charlie Lywood + Mikkel Birk Jespersen + Anders Schou + Ida H. Jakobsen

Der er ikke råd til velfærd, siger Lykketoft & Co. For at få deres angreb på velfærden til at glide ned har de lanceret en række myter: der er for mange ældre, lønningerne er for høje, den offentlige sektor er for ineffektiv osv. Og alle må betale, siger de – for i dagens Danmark er alle i samme båd. Ulighed og klasseskel hører en fjern fortid til.

Disse myter tager vi én for én fat om på denne side.

Myte 1:

Pensionsbomben

af Charlie Lywood

En af de seneste års mest sejlivede myter er “pensionsbomben”. Bomben skulle bestå i en voksende andel af ældre og færre i den erhvervsaktive alder til at betale for dem.

Mogens Lykketoft bruger dette fremtidsbillede som argumentation for nedskæringer i de offentlige budgetter. Gør vi ikke noget nu, lyder det, har vi i fremtiden ikke råd til folkepension, ældreomsorg m.m Men hvad er fakta.

Siden begyndelse af dette århundrede og frem til midten af 80’erne har antallet af personer over 60 år været stigende. Gennemsnitligt har der været en vækst på 1,7% pr. år, mens befolkning som helhed er vokset med 0,9% om året. Fra midten af 80'erne stagnerede antallet ældre, siden har niveauet været stort set uændret.

Ældre Sagen beskriver udviklingen sådan: “Stigning i antallet af ældre har medført, at mens der i midten af 30’erne var knap 6 personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 60 år og derover, var der i 1980 kun 3 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 60 år.” (Fra “Ældre og velfærdssamfundet”, 1998 s.8)

Tager vi de prognoser, som ligger til grund for forestillingen om “ældrebomben”, afsløres det, at om ca.40 år vil der være 2 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 60 år i stedet for 3 som i dag. Ikke ligefrem skræmmende.

Ser man alene på den demografiske udvikling, ville der allerede i midt-80’erne være sprunget en pensionsbombe. Det skete som bekendt ikke. Grunden er enkel, samfundet blev rigere, fordi produktiviteten steg voldsomt gennem teknologiske og produktionsmæssige fremskridt.

Status quo

Den samlede forsøgerbyrde er ikke eksploderet. Går vi tilbage til 1957 var der få ældre og forholdsvis mange børn. I år 2017 vil der være flere ældre og færre børn. Det samlede relative antal af ‘forsørgede’: børn, unge og ældre forventes i 2017 at svare til det relative antal i 1957. I begge år udgør antallet af børn og unge under 15 sammen med ældre over 60 år 41% af befolkningen.

I 1997 var “forsørgeropgaven” den laveste i 40 år, derfor kan en fremtidsanalyse med udgangspunkt i 1997 let fremmane en dramatisk udvikling. I et historiske perspektiv er omfanget af forsørgeropgaven hverken ny eller en bombe under samfundsøkonomien.

Prognoser om fremtiden er forbundet med en stor usikkerhed. Tager vi f.eks. prognosen om befolkningstilvæksten fra 1984, ville vi være 4,2 mill. i 2025, mens prognosen i 1997 forudsiger 5,6 mill. Forskellen handler om forventninger til fertilitet, dødelighed, ind- og udvandring m.m..

I 1984 mente Danmarks Statistik, at ældrekvoten i 2025 ville være 55%, i 1997-prognosen er det tal faldet til godt 45%.

I 1980 blev der brugt 7,0% af Danmarks samlede produktion (BNP) på folkepension, førtidspension til 60-66-årige samt efterløn og overgangsydelse. I 1996 var dette tal steget til 7,2%. Den beskedne stigning kan henføres til udgifterne til boligydelserne, efterløn og overgangsydelse.

Med den mest pessimistiske prognose stiger andelen af BNP med 2,4% i år 2040. Efterhånden som næsten alle er omfattet af arbejdsmarkedspensioner bliver muligheden for at få ekstra ydelser mindre og mindre.

Ældre Sagen har regnet ud at: “Indregningen af denne effekt (den øgede pensionsopsparing) reducerer altså stigning i nettobelastningen fra 2,4% af BNP til knap 1% af BNP” (Ældre og Velfærdssamfund s. 70).

Der er ingen tikkende bombe under økonomien. Problemstillingen sættes yderligere i relief af, at bevægelserne i økonomien betyder meget mere end befolkningssammensætning og -tilvækst. F.eks. steg overførelserne til de 15-66-årige (eksklusiv efterløn og overgangsydelserne) med godt 5% af BNP fra 1970 til 1994 uden at økonomien gik til grunde. En beskeden stigning på forventede 1% over de næste 40 år på ældre området synes ret ubetydelig i den sammenhæng.

Hulheden i argumenterne om truslen fra ældrebomben bliver endnu tydeligere, når man ser de forhindringer mange arbejdsdygtige mennesker møder.

Racediskrimination på arbejdsmarked udelukker tusindvis af mennesker fra at give deres bidrag til at fastholde velfærdssamfundet. Desuden vil arbejdsgiverne hellere have mangel på arbejdskraft end fuld beskæftigelse, for det holder lønningerne nede. Lykketoft efterplaprer deres grådighed.

Myte 2:

Ingen ulighed

af Mikkel B. Jespersen

Vi hører alt for tit i skolen og i medierne, at i dagens Danmark giver det ikke længere mening at tale om ulighed og klasser. Vi er alle sammen lige, og det er vores individuelle valg, der bestemmer, hvad vi bliver til.

Men tager vi bare et lille kig på hvordan virkeligheden ser ud i Danmark anno 1999, vil vi se, at vi lever i et samfund, der i allerhøjeste grad er præget af ulighed og klassedeling:

De rigeste 10% af befolkningen tjener 26% af alle indkomster og sidder på 80% af al formue i landet. Tager vi de rigeste 20% tjener de 42,6% af alle indkomster og ejer næsten al formue.

Derimod tjener de fattigste 40% kun 16,6% af den samlede indkomst, og de fattigste 10% kun 1,7%. Der til kommer, at 12% af den danske befolkning befinder sig under FN's officielle fattigdomsgrænse. Det vil sige, at de lever for under halvdelen af, hvad der er gennemsnittet. Det gælder fx 1/3 af de enlige mødre.

Det billede man får af Danmark, hvis man ser igennem politikernes løgne og lidt under overfladen, er altså et billede, der mere end noget andet viser ulighed. Og det er naturligvis ikke bare en ulighed, der gælder fordelingen af indkomster og formuer. Som en konsekvens af denne ulighed, er der også store forskelle på fx hvilke sygdomme og hvor høj en uddannelse man får og hvor mange muligheder, man i øvrigt har i livet.

Regeringen hævder, at vi lever i et såkaldt “2/3-samfund”, hvor 2/3 af befolkningen tilhører den priviligerede middelklasse, mens den resterende 1/3 har det mindre godt. Der er adskillige problemer i denne analyse.

Stadig klasser

For det første placerer den ganske almindelige lønmodtagere på lige linie med direktører og virksomhedsejere. Den opererer overhovedet ikke med, at der kunne ske at være forskel på de muligheder og den indflydelse, man har som adm. direktør i et firma, og så de muligheder og den indflydelse, man har som ansat i det firma. For slet ikke at tale om, at der er direkte modsatrettede interesser direktøren og den ansatte imellem. Disse ting fortæller 2/3-teorien intet om på trods af, at det er virkeligheden i det danske samfund i dag. Teorien er udelukkende baseret på, at danske arbejdere materielt set har det bedre i dag end tidligere.

Men det, at mange arbejdere har fået villa, vovhund, osv. gør dem på ingen måde til en del af middelklassen, eller giver dem større indflydelse på deres arbejdssituation eller på samfundet i det hele taget. De er stadigvæk arbejdere, som lever af at sælge deres arbejdskraft og som ingen indflydelse har på hverken hvad, de skal lave på deres arbejde, hvordan det skal laves og hvad, der skal ske med det, de laver. Og det er lige meget om de står og knokler i en blå kedeldragt på en fabrik, eller om de sidder ved en computer på et pænt, rent kontor. De er arbejdere og dette gælder for over 80% af Danmarks befolkning. De har intet tilfælles med den lille overklasse, som sidder og kontrollerer produktionen. Tværtimod. Den har nemlig kun én interesse: Profit. Og den vil derfor forsøge at få arbejderne til at løbe så hurtigt som muligt, så billigt som muligt.

Det virkelige skel i samfundet går altså mellem arbejderne og kapitalisterne. 2/3-begrebet har intet med virkeligheden at gøre. Det er ene og alene et begreb opfundet af regeringen, så den kan forsvare de seneste års massive nedskæringer på alm. menneskers levevilkår. Og pengene er gået lige i lommerne på dem, hvis lommer allerede er fyldte til overflod – den lille herskende overklasse.

Mens Nyrup, Lykketoft & co. hævder, at “vi alle er i samme båd”, og at der ingen klasser er, så fører de rendyrket klassepolitik til fordel for de rige og på bekostning af arbejderne.

Myte 3:

Lønnen for høj

af Anders Schou

For høje lønninger forringer erhvervslivets konkurrenceevne og er det store problem i dansk økonomi, fortæller Lykketoft, arbejdgiverforeningen, de økonomiske vismænd og andre eksperter igen og igen. Men det passer ikke.

En lang række andre faktorer har nemlig stor indflydelse på virksomhedernes evne til at sælge deres varer.

En af dem er avancen, dvs. hvor meget virksomhederne vil tjene på varerne, når udgifter til løn, maskiner, distribution m.v. er betalt. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste sidste år, at det store problem for mange virksomheder er deres grådighed, de kræver større avancer end deres udenlandske konkurrenter, og det skaber vanskeligheder på eksportmarkederne.

Desuden har virksomhederne andre udgifter, som ofte betyder mere end lønningerne. Det kan være import af maskiner og råstoffer. Prisen på disse varer samt valutakurserne betyder meget for konkurrenceevnen.

Produktiviten er også vigtig. På grund af et højt arbejdstempo og et højt teknologisk niveau producerer danske arbejdere stadigt flere varer hurtigere og hurtigere. Produktiviteten målt i BNP pr. arbejdstime er steget omkring 30% de sidste 20 år, og det giver selvfølgelig plads til reallønsstigninger. Produktivitetsfaktoren er også en af forklaringerne på, at 3. verdenslande oftest har en svag økonomi, selvom de har et lavt lønniveau.

Hvis danske arbejdere accepterer, at virksomhederne skal konkurrere på lønfaktoren, er det skruen uden ende. Udenlandske arbejdere vil blive presset til også at holde igen på lønnen, så er man lige vidt, og på et tidspunkt vil danske arbejdere blive mødt med nye krav fra arbejdsgiverne.

Så lønkonkurrence betyder blot, at arbejdere i alle de konkurrende lande bliver fattigere.

Myte 4:

Ineffektiv offentlig sektor

af Ida H. Jakobsen

Et ofte anvendt argument fra politikerne, når de skal til at skære i velfærden er, at den offentlige sektor er ineffektiv. Påstanden bliver også brugt, når der er snak om at udlicitere eller privatisere offentlige opgaver.

En undersøgelse fra Storbritannien afliver myten om, at privatiseringer og udliciteringer fremmer effektiviteten og økonomien. Undersøgelsen slår fast, at hverken den private eller offentlige sektor i sig selv er mere effektiv end den anden.

Billedet af den kommunalt ansatte, der kun står og hænger over kaffemaskinen er velkendt, men det er ikke taget fra virkeligheden. Arbejdstempoet hos offentligt ansatte er skruet op, på samme måde som det er for de privat ansatte. Stadigt voksende sygefravær blandt offentlige ansatte udtrykker denne udvikling. Sygeplejerskernes strejke i foråret udtrykker det samme, da den bl.a. var en reaktion på, at den såkaldte lønstigning, de har oplevet siden forrige overenskomst kun er sket som øget overtidsbetaling, dvs. de knokler mere. Det gælder også lærere, pædagoger og andre offentligt ansatte, der hele tiden får at vide at de skal arbejde mere og være mere fleksible.

Indførelsen af “Ny løn” i de offentligt ansattes overenskomst er endnu et angreb på arbejderne. Ordningen indebærer, at en del af den lønstigning de ansatte kan opnå fås gennem individuelle tillæg alt efter hvor effektive de er. Dermed står de offentlige ansatte i en situation, hvor de konkurrerer med hinanden, i stedet for at kæmpe kollektivt for højere løn. Det er vigtigt at dette lønsystem afskaffes, og det kan ske gennem aktivitet nedefra.

Flere artikler fra nr. 176

Flere numre fra 1999

Se flere artikler om emnet:
Velfærdsstaten

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood
Mikkel Birk Jespersen
Anders Schou
Ida H. Jakobsen

Siden er vist 1110 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside