Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 182 – Maj 2000 – side 8

Arbejdere og studenter i demonstrationer og strejker

Vi vil af med kapitalismen

Den antikapitaliske stemning breder sig over hele verden. Flere og flere mennesker vil ikke længere kigge stiltiende på, at kapitalismen ødelægger almindelige menneskers hverdag.

I nogle lande brager klassekampen for alvor løs, mens utilfredsheden andre steder ligger som en tikkende bombe.

Socialistisk Arbejderavis har talt med socialister fra flere lande, og de f0ortæller om, hvordan den antikapitalistiske stemning udtrykker sig.

Frankrig

Klassekampen brager løs i Frankrig. Massiv utilfredshed med regeringen og dens angreb på arbejderklassen slår ud i store strejker og demonstrationer.

Guillaume Latil fortæller om situationen i Frankrig lige nu. Guillaume er medlem af IS’ franske søsterparti, Socialisme par en bas (Socialisme nedefra).

“Den lærerstrejke, som finder sted i øjeblikket, beskriver meget godt, hvordan situationen i Frankrig er lige nu. 800.000 gymnasielærere er ude i strejke bl.a. pga. nedskæringer, og mere end 100.000 har gået i demonstration i Paris.”

Om demonstrationen fortæller Guillaume:

“Stemningen i demonstrationen var præget af, at man ikke opfattede det sådan, at problemerne var isolerede til gymnasieområdet. Der var en udpræget antikapitalistisk stemning – en utilfredshed, som rettede sig imod systemet som helhed.”

Guillaume fortæller, at Socialisme par en bas havde medbragt to store bannere, som handlede om uddannelsespolitik, men at disse bannere slet ikke passede til stemningen i demonstrationen, som var “præget af et meget højt politisk niveau”.

Guillaume siger videre, at “det er vigtigt, at vi som socialister blander os i arbejdernes kampe. Vi må engagere os i det, der foregår og selv deltage aktivt i at styrke kampene, for det er dem, der er nøglen til forandring.”

Idag er Socialisme par en bas små, så de har kun meget begrænset indflydelse på det, der sker, men stadigt flere bliver åbne over for socialistiske ideer og vil føre kampen videre til at blive en kamp for socialisme. Dette ses tydeligt af, at Socialisme par en bas inden for den seneste måned har rekrutteret 100(!) nye medlemmer, så de idag er oppe på 250-300 medlemmer.

England

“For 8 år siden var det massedemonstrationerne mod den konservative regerings planer om at lukke kulminerne, der var et vendepunkt.

Den seneste massedemonstration i Birmingham, hvor mere end 100.000 deltog, i protest mod lukningen af Rover, kan blive et lignende vendepunkt under Blairs ‘New Labour’ regering.”

Paul McGarr fra Socialist Workers Party i England fortæller Socialistisk Arbejderavis om situationen i England.

“Blandt millioner af dem, der i 1997 stemte på Blair og New Labour, er der en voksende følelse af at være blevet forrådt. De kolde facts giver folk noget at have denne følelse i, for de seneste officielle statestikker viser, at skellet mellem rig og fattig er blevet større under Blair.

Endnu har vi ikke set massestrejker, og fagforeningstoppen fortsætter med at holde folk tilbage fra aktioner. Men Rover-demonstrationen viser i et glimt, hvor let bitterheden kan koge over og sætte meget mere i gang.

“Vi er ikke traditionelle allierede, men da jeg så de unge i Seattle, som vidste, at der er noget galt i verden, så vidste jeg, at vi skulle holde sammen i skyttegravene.”

George Becker, leder for de amerikanske stålarbejderes fagforening, og deltager i demonstrationen mod IMF og Verdensbanken i Washington

Derfor er der flere og flere, der rykker mod venstre. Det tydeligste, men ikke eneste eksempel, er her fra London. Ken Livingstone – tidligere Labour medlem – er stillet op som uafhængig kandidat til borgmestervalget i London mod en Labourkandidat. Livingstone er et venstrealternativ og ser faktisk ud til at vinde valget.

For at genvinde terræn kører Blair, hjulpet af pressen og de konservative, en racistisk kampagne vendt mod flygtninge og indvandrere. Det har medført et stigende antal racistiske overfald.

Socialister skal som det første relatere sig til utilfredsheden blandt Labour-vælgere og -medlemmer, og til den generelle antikapitalistiske stemning, for at vinde folk for en revolutionær kritik af kapitalismen.

For det andet skal vi gå i spidsen for kampen mod den ulækre racistiske kampagne og også her vinde folk for perspektivet om, at det er klassespørgsmålet, det handler om, og at racisme kun bruges til at splitte arbejderklassen.”

Norge

Socialistisk Arbejderavis har interviewet Andreas Ytterstad fra Internasjonale Sosialister i Norge.

Hvilken begivenhed udtrykker bedst stemningen i Norge lige nu?

– Overenskomstforhandlingerne for 2000 er det der siger mest om situationen lige nu. I et elendigt kompromis har lederen for LO sagt ja til en generel lønstigning på 0 75 øre. Dette i et land med gigantiske overskud i erhvervslivet og en oliefond på 230 mia. norske kroner. For mange arbejdere er det dråben, som kan få bægeret til at flyde over. På en arbejdsplads i Oslo stemte kun 4 ud af 223 arbejdere ja til forliget. Det er ikke usandsynligt, at der bliver strejke d. 3 maj.

Hvordan arbejder I som socialister i forhold til denne stemning?

– Vores 1. maj-paroler er “Strejk nu – stop den globale kapitalisme.” Vi forbereder os på et “varmt” forår. Vi forsøger at gøre elendigheden til kamp mod kapitalismen. Vi spørger, hvad Yngve Hågensens(LO-formanden) bidrag til den internationale modstand er, svaret er 75 øre. Hvis vi skal lave et nyt Seattle i Skandinavien, er det på lønspørgsmålet, det skal starte.

Hvordan arbejder den øvrige venstrefløj?

– Vi ser en polarisering i den reformistiske lejr. Fagbevægelsen er splittet, fordi folk er rasende på fagtopperne, deriblandt Yngve Hågensen. Samtidig er der en begyndende raseri imod vores socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg, han står i spidsen for at starte nye privatiserings runder. Der er sat nej-kampagner i gang i fagforeningerne og hos partiet Socialistisk Venstre.

Hvis revolutionære kan blande sig i den debat og splittelse er der rigtig gode chancer for, at vi kan vinde endnu flere for en internationalistisk kamp nedefra!

Tyskland

Hamborgs gader lægger hver uge asfalt til store demonstrationer. Det har de gjort det seneste halve års tid.

Det er en radikal forandring fra tidligere, fortæller Kathrin, som er medlem af IS’s tyske søsterorganisation, Linksruck.

– Det første år under Schröders rød-grønne regering skete, her næsten aldrig noget. Men nu blomstrer aktiviteterne igen, og vi oplever en stor søgning fra de unge. De savner svar på, hvorfor verden er så brutal.

Linksruck har i dag omkring 1000 medlemmer, og alene i Hamborg har partiet fire afdelinger.

Linksruck har siden februar brugt mange kræfter på at organisere demonstrationer mod Jörg Haiders deltagelse i den østrigske regering.

Det er der flere grunde til.

– Dels at vi naturligvis finder det afskyeligt, at nazister kan komme i en regering, men også fordi en del af de højreradikale kræfter i Tyskland har fået ny optimisme, fortæller Kathrin.

– Det er faktisk ikke mere end en måned siden en gruppe nazister marcherede gennem Brandburger Tor i Berlin. Noget som ikke er sket siden 2. verdenskrig.

– Men det er vigtigt at understrege, at højrefløjen ikke generelt er på fremmarch i Tyskland, mens vi har en stor vækst det seneste år, understreger Kathrin.

Østrig

SAA bringer et uddrag fra en hilsen fra vores østrigske søsterorganisation Linkswende. Hilsenen blev sendt i anledning af IS Danmarks seminar Marxisme 2000.

“Vi befinder os midt i en periode med de største masseprotester siden krigen, efter at den konservativ-fascistiske regering kom til magten den 4. februar.

Et Østrig, der har været præget af stabilitet, er over natten ændret til et midtpunkt for modstand og protester.

Blandt højdepunkterne var demonstrationen i Wien, d.19. februar, hvor 300.000 arbejdere, studerende og skoleelever deltog. Vi var alle samlet i Wiens centrum, under sloganet “Modstand!”, og med knyttenæverne højt hævet. Stemningen var både entusiastisk og målrettet: den fascistiske regering skal ikke accepteres. De fleste af os har aldrig nogensinde tidligere oplevet en lignende stemning!

Det har været af stor betydning for vor modstand i Østrig, at protesterne også kommer fra andre lande. Dette giver vigtig opmuntring og inspiration til alle antifascister og modstandere af Haider. Og omvendt er vi klar over, at vor kamp mod fascisterne ikke kun er en kamp, der foregår i Østrig, men det er en kamp for alle, fordi en accept af fascisterne her, vil betyde en opmuntring for fascister i andre lande.

Derfor vil vi fortsætte kampen mod Haider, selv om den måske bliver langvarig, og vi regner med jeres solidaritet også i fremtiden. For det er fremtiden for os alle, det drejer sig om.

Modstand!”

Billedtekst1:
Frankrig emmer af oprør. Klassekampen brager løs. Den seneste måned har omkring 800.000 franskmænd været på gaderne. Billedet er fra en demonstration for lærer og studerender i Paris i marts. Alene 200.000 deltog i den demonstration

Billedtekst2:
100.000 marcherede gennem Birmingham i protest mod lukningen af Rover

Billedtekst3:
Linksruck – IS’s tyske søsterorganisation får i øjeblikket mange nye medlemmer. Efter nogle år med stilstand er den tyske venstrefløj igen i fremgang

Flere artikler fra nr. 182

Flere numre fra 2000

Se flere artikler om emnet:
Den globaliseringskritiske bevægelse

Siden er vist 797 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside