Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 198 – November 2001 – side 6

Udlicitering kan stoppes

Poul Erik Kristensen

Den skingre debat om indvandrerne, familiesammenføring og terrorisme har hidtil sat alle andre emner ud på et sidespor i valgkampen.

Blokade ved RiBus

Ri-Bus-chaufførerne i Esbjerg tog i 1995 deres tørn mod privatiseringer og udliciteringer. De er siden blevet fulgt af andre chauffører, pædagoger og rengøringsassistenter. Sammen har de tvunget privatiseringsiveren tilbage, så det i dag er muligt at forhindre privatiseringer.

Men lige så snart vi har sat krydset den 20. november, starter hverdagen igen. Og højt på den politiske dagsorden står slagsmålet om privatisering og udlicitering.

Privatisering er gennem de senere år blevet et mantra for specielt borgerlige politikere. Men også socialdemokrater og SF’ere ligger under for privatiseringens påståede lyksaligheder.

Men privatiseringer bringer ingen goder for hverken brugere eller ansatte.

I starten af august pressede de ansatte og forældrene på daginstitutionerne i Assens Venstre-flertallet i kommunen til at opsige en aftale med ISS-CarePartner.

Gennem et år og ni måneder havde pædagoger og forældre oplevet privatisering i praksis.

De ansatte var underlagt et voldsomt psykisk dårligt arbejdsmiljø, fordi der opstod spændinger mellem ledelse og ansatte på den enkelte institution, da ledelsen var underlagt ISS’s krav om at skabe profit.

Også i Farum

En måned senere var det så den privatiseringsivrige Peter Brixtofte (V) i Farum, der måtte strække gevær og smide ISS på porten. Ligesom i Assens havde ISS overtaget driften af en række daginstitutioner.

Balladen i de 10 ISS-drevne daginstitutioner i Farum opstod i august da ISS præsenterede forældrene for sparekrav på minimum 2%.

- Selvom vi forældre betaler det samme for at få vores børn passet, ville de børn, der passes af ISS få en dårligere service. Til næste år ville børnene gå glip af 250.000 kroner, hvis aktionærerne skulle have deres udbytte, fortæller Ole Clement, der er formand for forældrebestyrelsen på fritidshjemmet Valmuen.

Normeringen på ISS-institutionerne er ca. ti procent ringere end på de kommunale institutioner.

Pædagoger og medhjælpere er ikke de eneste, der har mærket til ISS og privatiseringerne.

Skidt for alle de sparede penge

Også på rengøringsområdet har ISS ødelagt arbejdsglæden for tusinder. ISS har allerede mistet kontrakten på rengøring af skolerne i Aalborg. Men det er ikke kun ISS, der er problemet. Problemet er, at virksomheder skal tjene penge på andres arbejde.

Efter at andre selskaber overtog rengøringen efter ISS på Rigshospitalet, er tempoet hos rengøringspersonalet blevet sat voldsomt i vejret, ansatte siger deres arbejde op, og man går rundt med en konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne nå dagens opgaver.

De dårlige erfaringer med ISS og andre private selskaber, der trænger sig ind på det offentlige område, er efterhånden så udbredt, at ansatte protesterer højlydt, hver gang nye områder skal privatiseres.

I midten af oktober nedlagde rengøringspersonalet på Skejby Sygehus i Århus arbejdet i protest mod Århus amts planer om at overdrage al rengøring til ISS. Efter et møde med ISS-ledelsen har hovedparten af det nuværende rengøringspersonale meldt ud, at de ikke ønsker at følge med over i ISS.

Privatisering kan stoppes

Lykkes det Venstre og de borgerlige at vinde kommunal-, amtsråds- og Folketingsvalg er der ingen tvivl om, at de vil presse på med yderligere privatiseringer.

Det vil ske, også selvom Venstre-kommunerne Farum og Assens har fået tæsk af forældrene og de ansatte.

Det er derfor vigtigt at huske på, at privatiseringerne kan stoppes. Det er vigtig for socialister og fagligt aktive at tage ved lære af pædagogerne og forældrene i Farum og Assens.

GATS gør det værre

En anden vigtig grund til at holde øje med politikernes planer de kommende måneder og år er, at Verdens-handelsorganisationen, WTO, i øjeblikket forhandler den såkaldte GATS-aftale, der har som mål, at stort set al offentlig service skal udliciteres og privatiseres – og dermed gøres til genstand for enkeltpersoners og firmaers jagt på profit.

Derfor er det vigtigt at fortsætte kampen – mod de hjemlige politikeres udliciteringsmani og mod de internationale liberaliseringsaftaler.

Flere artikler fra nr. 198

Flere numre fra 2001

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2234 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside