Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 198 – November 2001 – side 7

Socialdemokratiet vil ikke sikre vores velfærd

Hans Erik Madsen

Socialdemokratiet taber valget, fordi de fører borgerlig politik. Så enkelt kan det gøres op.

“Hold sammen, Danmark” er Socialdemokratiets slogan i valgkampen.

Strategien er at vinde valget på kampen mod terrorisme og opbakningen bag USAs krig i Afganistan. Men denne strategi matcher slet ikke den virkelighed og de holdninger, som langt de fleste har.

For det første er det ikke sådan, at der er massiv opbakning bag USAs krig. Snarere er holdningen bekymring og fortvivlelse blandt de fleste over at de civile ofre og lidelser stiger dag for dag – uden at kampen mod terrorismen har gjort fremskridt.

For det andet er det, der for alvor optager langt de fleste spørgsmålet om velfærden – og herunder indvandrer- og flygtningepolitikken.

Og på spørgsmålet om velfærden mener vælgerne i dag – ifølge ugebrevet Mandag Morgen – at Venstre og de konservative er lige så gode til at bevare velfærden som Socialdemokratiet, og de har ikke større frygt for, at de borgerlige vil gennemføre sociale nedskæringer.

Dyb skuffelse

Bag disse holdninger ligger der hos mange en dyb skuffelse og bitterhed over, at Socialdemokratiet ikke forsvarer velfærden, men fører borgerlig politik og står i spidsen for den statslige racisme.

I løbet af de ni år Nyrup har været statsminister, er der blevet tegnet flotte kurver og tal, der viste at det gik ufatteligt godt med dansk økonomi.

Disse tal har selvfølgelig fremkaldt forventninger i arbejderklassen om, at nu er der råd til mere velfærd og til at få rettet op på de værste skævheder.

I stedet har Nyrup med den ene hånd forgyldt de rige og erhvervslivet og med den anden hånd angrebet levevilkårene.

Blot nogle få eksempler: I følge Finansministeriets tal er antallet af mennesker på enten kontanthjælp, sygedagpenge, revalidering, førtidspension eller efterløn steget fra 471.000 i 1990 til 589.000 i 1999. Det er en stigning på over 13.000 pr. år. Lægges antallet af arbejdsløse oveni er mere end tre kvart million mennesker skubbet ud af arbejdsmarkedet.

Andre tal viser indvandrernes situation i bunden af samfundet: 77 procent af indvandrerne er på offentlig hjælp – herunder er 40 procent af gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere indvandrere. De holdes ude af racisme blandt arbejdsgiverne.

Oven i kommer så, at regeringen har forgyldt de rige med lavere formue- og selskabsskat, og profitten fra Nordsøolien går fortsat ubeskåret ned i A.P. Møllers bugnende pengetank.

Hvad er forskellen

Hvad er så forskellen på de borgerlige og Socialdemokratiet?

Først og fremmest at Socialdemokratiet både er et borgerligt parti, men også et arbejderparti i den forstand, at det fortsat henter sin største opbakning i arbejderklassen og fagbevægelsen.

Men fra og med Murens fald i 1989 har vi set, hvordan de socialdemokratiske partier har bevæget sig væk fra ideen om demokratisk socialisme – væk fra ideen om at kontrollere og demokratisere kapitalismen; altså væk fra ideen om, at kapitalismen kan reformeres.

Den nye internationale bevægelse mod kapitalistisk globalisering – herhjemme udtrykt gennem ATTAC –har netop taget disse grundlæggende ideer op og nyformuleret dem i slogans som: ‘Vores verden er ikke til salg’, ‘mennesker før profit’ og ‘en anden verden er mulig’.

Hvis Socialdemokratiet skulle gøre sig håb om at vinde valgkampen og fastholde ideerne om solidaritet, retfærdighed og lighed – ja, så må de bryde med de borgerliges ideer og stille et klart alternativ op. Det gør Nyrup ikke.

Venstrefløjens opgave er at samle alle de politisk ‘hjemløse’ og utilfredse socialdemokrater op og få dem inddraget i aktiviteter i dagligdagen mod privatiseringer, mod racisme, mod USAs krig i Afghanistan.

Flere artikler fra nr. 198

Flere numre fra 2001

Se flere artikler om emnet:
DK: Folketingsvalg 2001-2010
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 2542 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside