Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 20 – Juni 1986 – side 4

Kapitalismen i krise

Socialisme er svaret

Charlie Lywood

“Tingene kan ikke fortsætte sådan. Ingen med et klart hoved eller et følsomt hjerte kan sove trygt. Vi famler i mørke.” Sådan udtrykte den daværende vesttyske udenrigsminister, hvordan stemningen var blandt vore herskere i 1975. Kapitalismens verdenskrise var en realitet, og de anede ikke deres levende råd.

De genvandt hurtigt deres klasseinstinkt og gik til angreb på arbejderklassen. De har formået at sænke reallønnen, skære drastisk ned i de offentlige udgifter, skabe en permanent hær af arbejdsløse og omfordele fra arbejdernes forbrug til kapitalens egen lomme. Alligevel er det ikke gået gnidningsløst for systemet. Flere gange er de blevet truet af arbejderrevolutioner. I Portugal i 1975, Iran 1978, Polen 1980-81 og siden 1985 i Sydafrika. Systemet har overlevet indtil videre, men de famler stadig i mørket.

Ingen løsninger

Nogen afgørende løsning af verdenskapitalismens problemer er ikke i sigte. Profitraten er ikke høj nok til at løfte investeringerne så meget, at en ny boom-periode indtræffer. Det sidste lille opsving i verdensøkonomien blev skabt, fordi USA massivt havde investeret i oprustning. Først i 1977 under Carter og senere i 198l-83 under Reagan. Opsvinget fik USA’s indenrigsmarked til at boome i to år og tiltrak udenlandske varer og investeringer. Men dette førte blot til et meget stort betalingsbalanceunderskud for USA.

Hvis oprustning ikke kan redde systemet, men tværtimod gør det mere ustabilt, hvad så med rentefaldet og råvarernes prisfald, er det ikke et godt tegn? Nej. På grund af for få investeringer og det dermed mindre marked er inflation og dermed rente bragt langt ned. Samtidigt formindskes behovet for råvarer, fordi verden idag er præget af for stor produktiv kapacitet. Der kan produceres meget mere, end der kan sælges.

Det mest dramatiske eksempel på dette er olie. Fra i 1979 at koste 34 dollars pr. tønde koster den omkring 15 dollars i dag. Olieeksporterende lande som Mexico, Venezuela, Nigeria og de arabiske stater kan forvente et gennemsnitligt fald på 1% i deres BNP BruttoNationalProdukt) i 1986. Endnu værre er det for lande som Mexico, som slæber rundt med enorme gældsproblemer. Her ville eksportindtjeningerne falde med ca. 40% i år og dermed gøre det umuligt at betale renterne på udenlandsgælden. Konsekvenserne er både endnu dybere angreb på arbejdernes levevilkår og rystelser i banksystemet i hele verden. Og det er kun ét land.

Det betyder, at håbet om, at for eksempel Iran, Brasilien, Mexico og Syd-Korea gennem deres vækst kunne åbne nye markeder og stimulere hele verdensøkonomien, er slukket.

Våbenøkonomi

Et andet håb var, at de rige lande kunne omfordele nogle af ressourcerne, således at de fattige lande kunne få en del af kagen. Brandt-kommissionen pegede sidst i 70’erne på forskellige løsninger af verdenskrisen. Deres rapport prækede omfordeling mellem nord og syd, nedrustning mellem øst og vest, international markedskontrol og økonomisk planlægning på verdensplan.

Allerede ved dens udgivelse udtalte den officielle USA-talsmand, John MacDonald: “Det internationale handelssystem kan bedst støtte udviklingen ved at opmuntre til fri bevægelse af varer og tjenester.” Ergo ingen kontrol eller planlægning. I stedet for at øge hjælpen til tredjeverdens-lande, som rapporten anbefalede, faldt den procentdel af BNP, som de rigeste lande afsatte til ulandshjælp i de følgende år. Hvad angår oprustning, så bruger USA 7% af BNP til våben (mod 0,20% på hjælp), mens USSR bruger ca. 14%. Alle NATO-lande forventes at bruge 3% af deres BNP på militær. EF har i de senere år ført en mere restriktiv importpolitik over for tredjeverdens-lande.

Nationale løsninger

Hver stat har forsøgt at løse problemerne individuelt. Statsstøtte til egen industri og importrestriktioner vendt mod udlandet er det typiske mønster. Men i en verden, hvor konkurrencen er i højsædet, er én mands job en anden mands arbejdsløshed. En stats forbedring, en anden stats forværring. Der er ingen nationale løsninger på lang sigt.

Derfor virker det endnu mere paradoksalt, at fortalerne for den “nye økonomiske stategi”, her i landet fra SD over SF til VS, holder sig inden for de nationaløkonomiske rammer. Kapitalismens rammer. De mener, at det er muligt at “genoprette” de sociale nedskæringer, som har fundet sted, tilgodese de lavtlønnede, indføre 35 timers arbejdsuge og demokratisere erhvervslivet gennem overskudsdeling og arbejderindflydelse på investeringerne. Det ville kræve, at en del af kapitalen skulle afgive betragtelige summer til den sociale sektor, til kortere arbejdstid og lønforbedring for nogle. Det forudsætter også, at Danmarks del af verdensmarkedet stiger, for kun på den måde kan udenlandsgælden på ca. 250 milliarder betales tilbage.

Løsningen på kapitalismens problemer findes kun i dens afskaffelse. Verdens arbejdere kan skabe et nyt samfund, hvor nationale grænser er nedbrudt og elendigheden afskaffet.

Der er ressourcer til at huse, beklæde, bespise og fornøje hele menneskeheden, men kapitalisterne har ingen planer om at bruge ressourcerne til disse formål. Det har vi. Det kræver blot en organisation, som på verdensplan kan samle den kraft, som ligger i verdensproletariatet. Den må vi opbygge. Her og nu.

Flere artikler i serien Kapitalismen i krise

Flere artikler fra nr. 20

Flere numre fra 1986

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 879 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside