Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 201 – Februar 2002 – side 9

Liberalisme er: Frihed til undertrykkelse

Jørn Andersen

Nogle er efter valget blevet rigtig godt overraskede over, hvor borgerlig regeringen faktisk er.

SAA artikel 20121

Liberalismen tilbyder kun en formel frihed. Formelt set har disse hjemløse samme rettigheder som de rigeste mennesker i landet, men reelt set kommer de ikke i nærheden af at have de samme muligheder.

Bertel Haarders udnævnelse til apartheid-minister fik flere indvandrer-repræsentanter til at udtrykke fortrøstning, da “han jo havde baggrund i den liberale højskole-tradition”. Få uger senere, med regeringens hårde udlændingepakke, var “liberal højskoletradition” blevet til traditionel tvang og kulturel ensretning.

I SF har det længe været “in” at sige, at SF sagtens kunne samarbejde med Venstre, fordi man delte fælles værdier som nærdemokrati og selvforvaltning.

Højrefløjs-SFere går så vidt som til at sige, at SF’s menneskesyn ligger endnu tættere på Venstres end på Socialdemokratiets. (Dyhr/Olsen, Information 29.12)

Den skønmalede liberalisme

Sådanne opfattelser stikker langt dybere end den aktuelle mangel på retningssans i SF.

Venstre har haft held til at tegne et billede af liberalismen som ikke blot noget fornyende, men også som noget frigørende – og som modsætning til den “stive, social-demokratiske systemtænkning”.

Hvordan hænger det sammen, at nyliberalismen på den ene side er under voldsomt angreb, fordi dens økonomiske politik medfører sult, fattigdom og social elendighed, og på den anden side får liberalismen succes med at hævde, at den står for frihed?

Kamp for frihed – og privilegier

Liberalismen er først og fremmest en økonomisk teori, som der så er hægtet nogle mere almene filosofiske begreber ovenpå.

Liberalismen i Europa opstod som en udløber af oplysningstiden, altså som en del af kampen mod godsejervældet, feudalismen.

Det var en kamp mod alle mulige former for undertrykkelse: Det var godsejerne, der sammen med kirken bestemte alt vedrørende dagligliv, kultur og værdier i samfundet.

For bønderne handlede det om at slippe af med ridefogeden og bestialske afstraffelser og tvangs-arbejdet for herremanden.

Den nye klasse

Men ved siden af godsejerne voksede en ny klasse op: Det moderne industriborgerskab. De ville også af med nogle af de rammer, godsejervældet satte.

Det gjaldt ikke kun erhvervs- og handelsmæssige begrænsninger, men også f.eks. kirkens dominans i åndslivet. Uden moderne fysik, kemi – og dermed også et andet filosofisk fundament end det religiøse – kunne den nye kapitalist-klasses industri ikke vokse.

Liberalismen var som skabt til denne nye klasses krav. Den økonomiske liberalisme kunne påvise, at de feudale regler svækkede samfundets økonomiske udvikling. Derimod ville hele samfundet nyde godt af, at hver enkelt fulgte egne, individuelle mål.

Hermed blev liberalismen ikke kun en ideologi for den nye kapitalistklasse. Den blev et generelt frihedsbudskab.

De liberale ideer signalerede, at alle nu skulle have lige rettigheder. Men – i overensstemmelse med deres klassebaggrund – sagde de intet om, at riges og fattiges muligheder for at udnytte disse rettigheder langtfra var ens.

Som en tidlig kritiker formulerede det: “Det er forbudt for såvel rige som fattige at sove under Paris’ broer.”

Økonomisk liberalisme

Skaberne af den økonomiske liberalisme var Adam Smith og David Ricardo. Da Adam Smiths hovedværk “Nationernes velstand” udkom i 1776, skabtes samtidig en ny videnskab: den politiske økonomi.

Hans ideer byggede på de franske fysiokrater, som ønskede at skabe en “naturlig orden” i modsætning til den “kunstige”, regulerede feudale orden.

For Smith var det ikke som for hans forgængere penge eller penge-cirkulation, der var det centrale i økonomien, men arbejdet.

“Nationernes velstand” indledes med: “Enhver nations arbejdsmængde er den fond, der forsyner den med alle nødvendigheder og bekvemmeligheder.”

Smith, og især Ricardo, nåede bl.a. frem til den arbejdsværditeori, som hele Marx’s økonomiske værk bygger på – altså at varers værdi er summen af det arbejde, der er nedlagt i dem.

De fleste af Smith’s efterfølgere har “glemt” dette. Af gode grunde: Hvis arbejdet er kilden til al værdi, hvorfor er arbejderne så fattige?

Den herskende orden

Den slags spørgsmål brød industri-borgerskabet sig ikke om, da det først var kommet til magten. Nu fik de liberale økonomer en helt anden rolle end den kritisk-videnskabelige: At retfærdiggøre den, til enhver tid, herskende orden.

Det blev i stedet op til Marx og hans efterfølgere at udvikle Smith’s nye erkendelser.

Både den økonomiske og den filosofiske liberalisme har store problemer.

Mange opfatter i dag markedet som det eneste mulige økonomiske system. Ifølge teorien afsender folk ved deres efterspørgsel nogle signaler til markedet, som betyder, at deres ønsker bliver produceret, hvis ellers det kan betale sig.

Markedet

Det største problem er, at for langt hovedparten af verdens befolkning bliver selv deres mest fundamentale behov ikke omsat til efterspørgsel. De har ingen penge at efterspørge med.

Liberalismen er simpelthen ikke i stand til at håndtere det mest akutte økonomiske problem: Verdens sult og enorme fattigdom.

Alene af den grund burde liberalismen for længst være kastet på historiens mødding. Men selv hvis man – på sand liberalistisk vis – glemmer det problem, dukker det næste op: Liberalismens idé om markedet bygger på, at markedet er fuldt gennemsigtigt.

Enhver forbruger skal kunne se hele udbuddet af varer og gennemskue eventuelle forskelle i pris og kvalitet.

Dette er åbenlyst ikke tilfældet. Dels gør producenterne alt for at sløre deres egne produkters svagheder og reelle pris. Dels har de færreste af os tid til at sammenligne hele sortimentet af varer hos forskellige udbydere.

Konsekvensen er, at “signalerne” fra forbruger til producent bliver “slørede” – markedet er ikke den fintfølende omsætter af folks ønsker. Det er simpelthen usandt, at der bliver produceret, hvad folk ønsker.

Oveni dette er der en tids-forsinkelse indbygget i dette “signal-system”. Fx tager det op mod 10 år at udvikle og producere en bil. Bilproduktionen er altså resultatet af de signaler, der blev sendt for 10 år siden.

Markedet ud af kraft

Det tredje store problem er, at markedet selv er med til at sætte konkurrencen ud af kraft.

Konkurrencen betyder, at nogen bliver udkonkurreret, mens andre bliver større. Inden for mange brancher er det blevet til reelle monopoler – og konkurrencen er væk.

Den økonomiske liberalisme bygger på sand. Men dens teoretiske svagheder bliver overgået mange gange af dens barbari i praksis.

Ulige adgang

Det er i liberalismens navn, at IMF og dens søsterinstitutioner ned-bryder de få rester af social sikkerhed i den såkaldt tredje verden.

Når adgangen til ikke kun uddan-nelse og sundhed, men også så basale fornødenheder som vand, er afhængig af tegnebogen, så betyder det elendighed for millioner.

Det er i liberalismens navn, at den offentlige sektor – sundhed, social forsorg, uddannelse – nedbrydes i både rige og fattige lande. Prisen er øget social ulighed, mere fattigdom, flere døde.

Liberalismen er brutal. Heldigvis har den de seneste år har mødt stigende modstand. Attac og andre anti-kapitalistiske bevægelser har fået sat fokus på, at der er et svælg mellem liberalismens teoretiske frihed og dens praksis.

Frihed

Dette svælg kommer i ekstrem grad til udtryk i liberalismens menneskesyn. Liberalismens frihed handler om frihed for den enkelte. Dette billede passer til storbondens eller kapitalistens frihed –frihed til at gøre hvad som helst uden hensyn til det bredere samfunds interesser.

For arbejderen giver denne frihed ingen praktisk mening. Arbejderen kan kun blive fri sammen med andre, gennem kollektiv kamp.

Således er der trods alle dens modsætninger en vis sammenhæng i liberalismen. Både i teori og praksis er den en klasse-ideologi for den privilegerede elite. For arbejderklassen og andre undertrykte er den en fjende.

At nogle arbejdere alligevel støtter den, siger kun noget om, hvor store problemer arbejderpartierne har med at adskille sig fra liberalismen og i stedet slås for et alternativ.

Billedtekst:
Modstanden mod nyliberalismen vokser. Billedet er fra demonstrationer i Bolivia i 2000, der førte til en renationalisering af vandforsyningen.

Flere artikler fra nr. 201

Flere numre fra 2002

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 6802 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside