Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 204 – Juli 2002 – side 6

Politisk polarisering – Socialdemokratiets krise – Hvad er alternativet

Er Socialdemokratiet på vej mod afgrunden?

Jørn Andersen

Blandt mange modstandere af ny-liberalismen er der en udbredt forvirring, om hvad alternativet til Fogh-regeringen er. Forvirringen handler især om, hvad Socialdemokratiet er for en størrelse.

Poul Nyrup Rasmussen

Socialdemokratiets tilbagegang skyldes den borgerlige, nyliberale politik partiet har stået i spidsen for.

Mange af de tillidsfolk, der har deltaget i tillidsmandsmøder, er uden tvivl social-demokrater – som medlemmer eller som vælgere. Omvendt ved de fleste godt, at de borgerlige vandt valget på grund af skuffelse over det samme Socialdemokratis politik.

Skuffelsen er velbegrundet: Socialdemokratiet vandt valget i 1998 på løfter om, at de ville forsvare velfærden mod de borgerlige. Det samme skete i en lang række europæiske lande: Italien i 1996, Blair i England og Jospin i Frankrig i 1997 og Schröders Rød-Grønne alliance i Tyskland i 1998.

Socialdemokratierne til magten

Under overskriften “Europas Røde Oktober” kunne “Financial Times” bedrøvet konstatere, at “Centrum-venstre er tilbage ved magten i 13 af EU’s 15 stater.”

Valgene var et klart ønske om forandring og en protest mod nyliberalistisk politik.

Men den dagsorden, som Jospin, Blair, Schröder og Nyrup havde i tasken, handlede ikke om mere velfærd, men derimod om mere nyliberalisme, “modernisering af den offentlige sektor”, opgør med “velfærds-afhængighed” osv.

I både Tyskland og Danmark forsøgte man faktisk at gå til valg på disse paroler i 1998, men uden succes. Så midt i valgkampen begyndte de i stedet at snakke om at forsvare velfærden – og vandt.

Men efter valgene kom de nyliberale paroler frem. Schröder fyrede sin populære finans-minister, “Røde” Oskar Lafontaine. Jospin i Frankrig har privatiseret mere end de seks foregående regeringer tilsammen. Tony Blair er nærmest verdensberømt for privatiseringer og nedskæringer.

I Danmark gjorde Nyrup i valgkampen i 1998 et stort nummer ud af, at efterlønnen var sikker med en socialdemokratisk regering. Inden året var omme blev efterlønnen slanket med 4 milliarder kr. – som blev brugt til at fritage arbejdsgiverne for at betale arbejds-markedsafgift. Denne svinestreg skabte stor bitterhed.

Så da Socialdemokratiet ved valget i november 2001 sagde de samme ting om at forsvare velfærden og afskaffe ventelisterne, som de havde gjort i 1998, var der ingen der troede dem over en dørtærskel. De havde ført borgerlig politik og omfordelt fra arbejde til kapital – og løjet om det.

Kontrasten mellem 1996-98 og i dag er skræmmende: På kun 5 år har social-demokratiske partier over hele Europa skuffet folks forhåbninger så meget, at de taber stort set alle de valg, de stiller op til. De fik straffen for at føre den samme ny-liberale politik, som de skulle være garanten mod.

Polarisering

Det er ikke noget socialister fryder sig over. Selvom straffen er yderst velfortjent, så er de virkelige ofre ikke de vragede politikere, men arbejderklassen. Og det store problem er at utilfredsheden ikke kun går til venstre, men også til højre.

Venstrefløjen må formulere en strategi for, hvordan man kan vinde menige social-demokrater for socialistisk politik. Det kræver klarhed om, hvad socialdemokratiet er for en størrelse.

Socialdemokratiet er et borgerligt arbejderparti. Det har sine rødder i arbejderklassens organisationer. Det er dominerende inden for fagbevægelsen. Det er det parti, de fleste arbejdere søger til. Men det er samtidig et parti, der fører borgerlig politik.

Når systemet har været truet af oprør og protester nedefra, og de borgerlige magtesløse, så har Socialdemokratiet været systemets redningsmand.

Det er denne modsætning, som en stærk venstrefløj kan udnytte. Løsningen er hverken at snakke Socialdemokratiet efter munden eller at afskrive alle socialdemokrater, men at udfordre Socialdemokratiet til at forsvare de basale velfærdskrav – parlamentarisk og udenomsparlamentarisk.

Der er ikke behov for et parti i arbejderklassen, som hele tiden fører borgerlig politik. Derfor skal det ikke ignoreres, men udfordres.

Flere artikler fra nr. 204

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 4842 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside