Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 204 – Juli 2002 – side 9

Zionismen – den falske Messias

Martin B. Johansen

Oprettelsen af staten Israel i 1948 bliver ofte begrundet med, at det var nødvendigt at sikre et fristed for verdens jøder oven på anden verdenskrigs rædsler. Og med tanke på Holocaust og de massive forfølgelser af jøderne kan det være svært for mange at sætte spørgsmålstegn ved Israels berettigelse.

Zionister

Zionismen er en ideologi, der bygger på kolonialisme og racisme, og den fungerer som legitimering af Israels besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Men selve ideen om at oprette en separat jødisk stat blev født længe før. Ideologien bag staten Israel – også kaldet zionismen – har i udgangspunktet intet at gøre med Holocaust.

For at forstå baggrunden for zionismen er det nødvendigt at se på nogle sociale og økonomiske forandringer, der fandt sted i 1800-tallet.

Op gennem feudaltidens Europa havde jøderne de fleste steder været udelukket fra at eje jord eller ernære sig som håndværkere. Men fordi de var bundet sammen på tværs af landegrænser af en fælles religion var de velegnede til at udvikle først handelen og senere bankvæsenet i både Vest- og Østeuropa. I flere lande fik de tildelt rollen som pengeudlånere af herskerne.

Kapitalismens fremvækst og de borgerlige revolutioner fra slutningen af 1700-tallet betød imidlertid to ting: For det første ophævede man gradvist restriktionerne på, hvem der kunne eje jord, og hvem der kunne nedsætte sig som håndværkere. For det andet brød den feudale håndværker- og landbrugsøkonomi sammen under kapitalismens pres.

Det betød, at mange mennesker fik undergravet deres hidtidige livsgrundlag, og i Østeuropa blev der skabt en stor jødisk arbejderklasse, som måtte konkurrere med andre arbejdere om jobs.

Den konkurrence blev kynisk udnyttet af magthaverne, bl.a. den russiske zar, som med næb og klør forsøgte at fastholde sin position og modsætte sig de krav om politiske forandringer, som fulgte med fremvæksten af kapitalisme.

Herskerne udnyttede, at der i den folkelige bevidsthed eksisterede en erindring om, at jøder engang havde optrådt som pengeudlånere og dermed tjent penge på andres nød og elendighed. Det var derfor oplagt at skyde skylden på jøderne, når fattige bønder protesterede. Specielt i Rusland blev godsejerne og zaren eksperter i at iværksætte såkaldte pogromer, hvor jøder ofte i hundredvis blev massakreret.

Den udvikling fik dels jøder i millionvis til at udvandre til Vesteuropa og USA. I 1920 var tre millioner jøder udvandret fra Rusland og Østeuropa til USA og yderligere en halv million til vesteuropæiske lande.

Men jødeforfølgelserne i Rusland betød også at ideen om at en rent jødisk stat var svaret på antisemitismen blev formuleret for første gang af en hviderusser ved navn Pinsker. Det skete i 1880’erne.

I lande som Tyskland, Frankrig og England oplevede de udvandrede jøder hurtigt en ny form for antisemitisme. De imperialistiske stater havde udviklet raceteorier, som dels tjente som forsvar for, at såkaldt civiliserede stater kunne undertrykke og udbytte folk i kolonierne på en ganske uciviliseret måde, dels skulle raceteoriernes opdeling af verden i racer og nationer virke som modsvar til den internationale, socialistiske bevægelse, som var ved at vinde stor indflydelse i arbejderklassen.

I dette ideologiske klima var de indvandrende jøder fra Østeuropa velegnede som syndebukke på samme måde, som indvandrere i nutidens Europa bruges til at aflede kritik af den liberalistiske ødelæggelse af velfærden, og jøder – rige såvel som fattige – måtte se sig hængt ud i antisemitiske kampagner.

Mange jøder kunne godt gennemskue, hvad antisemitismen handlede om, nemlig at virke som en modbydelig social mekanisme til at bevare status quo og splitte oppositionen. Derfor var der mange jøder, som tilsluttede sig den socialistiske bevægelse, som den mest effektive måde at bekæmpe racismen på.

Men andre jøder drog en helt anden konklusion, nemlig at antisemitisme var et uundgåeligt fænomen, og at den eneste løsning for jøderne var helt at opbygge en rent jødisk stat. Pinskers ideer blev afsættet for at udvikle zionismen, som er den ideologi som staten Israel senere blev etableret ud fra. Hovedarkitekt bag zionismen – og ham som for alvor formåede at gøre zionismens jødiske funda-mentalisme acceptabel og synlig som en alliancepartner for de imperialistiske stormagter – var den østrigske journalist Theodor Herzl. I bogen ”Jødestaten” fra 1896 samt i sine dagbøger beskrev Herzl sit syn på jødespørgsmålet sådan:

“I Paris opnåede jeg et mere tolerant syn på antisemitismen, som jeg nu kan forstå i historisk perspektiv og tilgive den. Først og fremmest har jeg indset det meningsløse i at prøve at bekæmpe antisemitisme.”

En jødisk stat blev derfor det logiske svar når man ikke ser at racisme er herskerne redskab til at splitte folk og at det derfor kan afskaffes under et andet samfund end det kapitalistiske.

Problemet for Herzl og den zionistiske bevægelse var nu, hvordan det skulle lade sig gøre at oprette en jødisk stat. Jøderne udgjorde ikke ét samlet folk, men var spredt ud over især Europa (øst såvel som vest), men også i mange lande i Mellemøsten, selvom det var de europæiske jøder der stod i spidsen for den zionistiske bevægelse.

Oprettelsen af en jødisk stat måtte nødvendigvis betyde, at man tiltvang sig et område, som allerede var befolket. Derfor var zionismen i udgangspunktet et kolonialistisk projekt, og det kunne kun gennemføres med støtte fra de store imperialistiske magter, ikke mindst England. Det var Herzl udmærket klar over:

“For Europa ville vi udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, vi ville blive en kulturens forpost mod barbariet.” Og han slog fast: ”Zionismen er en kolonial idé.”

Mod slutningen af 1. Verdenskrig blev det klart, at Det ottomanske Imperium, som havde kontrolleret Mellemøsten, ville gå i opløsning, og de imperialistiske magter begyndte at slås om, hvem der skulle overtage området.

Under krigen havde franskmændene og englænderne lovet araberne selvstændighed i området, hvis de smed osmannerne ud. Det gjorde de, men fandt så senere ud af at der var undgået andre aftaler med zionisterne.

Balfour, den engelske udenrigsminister, havde nemlig set, at en jødisk stat under engelsk kontrol kunne varetage deres interesser, samtidig med at den kunne fungere som bolværk imod de arabiske befrielsesbevægelser, som var ved at vokse frem i området. Derfor lovede Balfour i 1917 zionisterne at de måtte skabe et jødisk, zionistisk hjemland i Palæstina

Efter 1. verdenskrig støttede briterne aktivt jødisk immigration til Palæstina. De indførte regler, som gjorde det lettere at opkøbe jord, og de sikrede zionisterne adgang til vand og andre vigtige ressourcer.

Vigtigheden af adgang til olien havde krigen vist, ingen militærmaskine kan fungere uden brændstof. Og ingen udvikling af industri og byer kan ske uden olie, så stormagterne forsøgte at sikre sig kontrol med områder med olie. En trofast allieret i Palæstina var derfor en vigtig brik i at sikre kontrol i det olierige Mellemøsten. Desuden grænsede Palæstina ud til Suez-kanalen, der var hoved-vandvejen til olieudskibnings-havnene.

Med udgangen af 2. verdenskrig overtog USA, som den nye dominerende stormagt, rollen zionismens hovedalliancepartner og sikrede Israels oprettelse ved en afstemning i FN i 1947. For USA gjaldt det dels om at bekæmpe Sovjetunionens indflydelse i Mel-lemøsten, dels om at sikre sig kontrol over de store olieforekomster. Den israelske avis Ha’aretz beskrev i 1953 Israels rolle:

“At styrke Israel hjælper de vestlige magter til at fastholde stabiliteten i Mellemøsten. Israel skal være deres vagthund.” Og senere: ”Man kan stole på, at Israel vil afstraffe én eller flere af sine nabolande, hvis deres uhøflighed over for Vesten over-skrider det tilladelige.”

At Israel stadig har rollen som USA’s vagthund i Mellemøsten viser sig konkret ved den enorme økonomiske og militære støtte, som landet modtager. Beregninger viser, at Israel modtager over 10.000 kr. om året pr. indbygger. Desuden har USA konsekvent modarbejdet FN’s for-dømmelser af israelske overgreb mod sine nabolande og på palæ-stinenserne – overgreb som ellers ville udløse trusler om krig, hvis de blev udført af f.eks. Irak.

Bindingen til imperialismen og viljen til at optræde som Vestens vagthund er logisk indbygget i det forhold, at zionismen grund-læggende er et kolonialistisk projekt.

En anden logisk konsekvens er, at zionismen også er racistisk. Zionismen handler om at skabe en stat for alle jøder, derfor er der særlige rettigheder for jøder – bl.a. har jøder over alt i verden ret til at opnå israelsk statsborgerskab lige så snart de kommer til Israel. Det er f.eks. en national jødisk fond som ejer det meste af jorden, de fleste ejen-domme osv. En fond som har i sine vedtægter at de ikke må leje ud eller sælge til andre end jøder. Og sådan er racismen indbygget i grundlaget for staten Israel. Etableringen af en rent jødisk stat vil af natur diskriminere alle ikke-jøder.

Da den jødiske indvandring for alvor tog fart i 1930’erne, var parolen “jødisk land, jødisk arbejde, jødiske produkter”. Det indebar, at zionisterne konsekvent arbejdede for at chikanere og fordrive de palæstinensere, som i århundreder havde levet i Palæstina. Og i forbindelse med staten Israels grundlæggelse i 1948 fordrev man over 750.000 palæstinensere fra hus og hjem – de fleste til de flygtningelejre, som stadig eksisterer.

Zionismen er med andre ord et kolonialistisk og racistisk projekt, der kun kan overleve, så længe den spiller rollen som imperialismens vagthund. Derfor kan konflikterne i Mellemøsten ikke løses, så længe Israel opretholdes som en særlig jødisk stat. Den eneste løsning er oprettelsen af en ikke-religiøs palæstinensisk stat, hvor der er lige rettigheder for alle, jøder såvel som arabere såvel som alle mulige andre.

Flere artikler fra nr. 204

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Zionisme

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 9085 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside