Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 205 – August 2002 – side 9

Opbyg en aktiv enhedsfront

Hvordan arbejder socialister i massebevægelser?

Charlie Lywood

Den nuværende situation er meget gunstig for modstandere af kapitalismen. I nyere tid har kapitalismen aldrig været så moralsk belastet.

Enron, Arthur Andersen og nu WorldCom skandalerne er blot toppen af isbjerget.

Derfor er ideen om et alternativ til kapitalismen tiltrækkende for flere, og det betyder, at ATTAC og andre kritikere af systemet får større tilslutning. Ikke siden den revolu-tionære periode 1968-75 har der været så mange nye aktivister og antikapitalister.

Situationen har skabt en æra med massebevægelser. Det startede i Seattle lige før årtusindeskiftet og er fortsat med at vokse i styrke lige siden. Det er en massebevægelse, som vender sig mod kapitalismen og dens uretfærdigheder. Bevægelsen er overalt, på alle kontinenter, i mange lande. Og som noget markant nyt, så holder den sig ikke indenfor snævre faglige eller enkelt-sagsspørgsmål – selv om den også gør det – men har aktiveret millioner af mennesker i en generel kamp mod systemet.

Senest har den inddraget anti-imperialismen, gennem modstanden mod Bush’s krig mod terror i Afghanistan og Mellemøsten og gennem en klar støtte til palæstinensernes kamp.

Det tyder på, at socialister har masser af muligheder for at tiltrække mange, mange flere til perspektivet om et helt andet samfundssystem. Men skal muligheder bruges, kræver det evnen til at forstå og agere rigtigt – det er det, der bestemmer om marxistisk politik kan komme til at spille en rolle i denne bevægelse.

I alle massebevægelser optræder mange slags holdninger. Det er altafgørende, at socialister er i stand til at arbejde i disse bevægelser sammen med andre holdninger. Ikke alene for at udvikle  selve kampen mod kapitalismens uretfærdigheder, men også i forhold til opbygning af en ny og stærk venstrefløj.

Organisatorisk er den anti-kapitalistiske bevægelse herhjemme i første omgang kommet til udtryk gennem ATTAC. Indenfor det sidste halve år, fremskyndt af Foghs valgsejr, er den organiserede arbej-derbevægelse også trådt tydeligere frem. Det er sket gennem dannelse af tillidsmandsnetværk og politiske strejker mod deltidsloven og ved finanslovens vedtagelse. Også andre nyere organisationer, som Globale Rødder, har set dagens lys. Alle disse organisatoriske nyskabelser samler de mest bevidste aktivister med hver deres udgangspunkt.

Men det er kun få af disse aktivister, der ønsker selve kapitalismen afskaffet, selv om essensen af kritikken er anti-kapitalistisk. De fleste har reformistiske holdninger i mere eller mindre udtalt grad, og det er netop kernen i enhver bevægelse, som udfordrer systemet. Den vil i starten og meget langt hen ad vejen være domineret af refor-mistiske ideer og perspektiver. Om bevægelsen bliver en reel trussel mod systemet afhænger hovedsageligt af, om vi som socialister forstår på en og samme tid at arbejde med bevægelsen samtidig med at vi udfordrer de reformistiske holdninger.

Den russiske revolution i 1917 udløste en lignende situation. Kapitalismen havde vist sit barbari gennem 1. verdenskrig. I kølvandet på revolutionen opstod der i de fleste europæiske lande store revolutionære partier i opposition til de socialdemokratiske partier. De havde ikke umiddelbart opbakning fra flertallet i arbejderklassen. For at vinde et flertal for revolution var det nødvendigt at trække de socialdemokratiske arbejdere ind i fælles aktion og at involvere nogle af de socialdemokratisk dominerede organisationer.

Denne taktik, som først blev formuleret på Kominterns (fork. af Kommunistisk Internationale, sammenslutning af kommunistiske partier fra hele verden) 3. kongres i 1921, havde en dobbelt funktion. Dels at skabe den størst mulige enhed omkring relevante kamp-spørgsmål og dels at øge de revolutionære organisationers indflydelse i arbejderklassen. Taktikken er baseret centralt i den marxistiske tradition og knæsætter princippet om, at en revolution ikke kan gennemføres, uden at et flertal af arbejderklassen er med.

Senere i historien er enheds-frontstaktikken, som denne ar-bejdsmåde kaldes, blevet fremhævet af Trotskij, som en defensiv taktik mod nazisterne i 30’erne. Her var det spørgsmålet om, at de revolutionære forsøgte at inddrage socialdemokrater i fælles kamp. Takket være stalinisternes sekteriske holdning til socialdemokrater, som de så som “socialfascister”, blev enheds-fronten aldrig til noget, hvilket gjorde Hitlers magtovertagelse let.

Senere i Frankrig i 1936, da fascismen var på fremmarch, gik socialdemokrater og kommunister sammen i generalstrejke og resultatet blev, at socialisten Leon Blum kom til magten, og fascismen fik sit første alvorlige nederlag i Europa.

I mere moderne tid har de britiske revolutionære formået gennem Anti-Nazi League at samle alle dem, som vil bekæmpe nazister under ét banner uden at skele til, om de havde holdninger på andre spørgsmål, som de revolutionære ikke var enig i.

Den samme taktik har IS i Danmark brugt med succes siden sidst i 80’erne i kampen mod organiserede racister og nazister.

I dag stiller spørgsmålet om enhedsfronten sig lidt anderledes. Af historiske årsager står de revolutionære ikke med store organisationer, der på lige fod kan kæmpe om arbejderklassens sjæl med  de store socialdemokratiske partier. Vi står heller ikke overfor store enkeltsagsbevægelser – bortset fra modstanden mod Bush’s krig – men derimod med voksende bevægelser, der har en generel kritik af systemet. En bevægelse som har aktiveret mange nye folk og genak-tiveret mange fra den gamle venstre-fløj fra 70’erne.

I ATTAC er det mest den genaktiverede venstrefløj, vi ser, mens det i Globale Rødder er resterne fra det autonome miljø sammen med mange nye folk. Begge organisationer går meget længere end blot at påpege visse reformer af systemet. De har hver især grundlæggende anti-kapitalistiske og i stigende grad anti-imperialistiske argumenter.

Det var mange af de samme aktivister fra ATTAC og Globale Rødder, som helt instinktivt flokkedes til aktionerne mod Bush’s krig mod terror. Det var kun “Nej til krig og terror’s” manglende evne til at samle aktivisterne og deres iver efter at tage afstand fra terror, som forhindrede en langt mere slagkraftig modstand mod krig i Danmark.

Flere og flere fra arbejdspladserne og fra den etablerede fagbevægelse søger nye veje for modstanden – først og fremmest udtrykt gennem tillidsmandsnetværkene. Det er vigtigt, at reformisterne i disse netværk bliver udfordret. Udfordret til at gå mere aktivt ind i de større politiske kampe og at arbejde for en samling af de aktivistiske og de social-faglige elementer i den antikapitalistiske kamp. De skal udfordres til at bruge fagbevægelsens strejkevåben mod Fogh-regeringen.

Dannelsen af et Socialt Forum på Fyn og i en række provinsbyer er klart en fordel for bevægelsen. Dér kan diskussionerne tages under samme tag. Det er vigtigt, at understrege, at organisatoriske tiltag kun gør arbejdet nemmere, men det er at vinde de politiske argumenter, som er altafgørende.

Det er derfor, at de revolutionæres handlinger er helt centrale. Vores opgave er på en og samme tid at bygge den brede bevægelser gennem f.eks. Sociale Fora og ATTAC og samtidig udbrede revolutionære holdninger og styrke de revolutionæres organisationer. En fald-grube er at undlade at tage diskussionerne med reformisterne, fordi man er bange for at skubbe dem fra sig.

Nogle argumenterer med at “politik” er bandlyst. Ved at undlade at diskutere politiske spørgsmål er det typisk de reformistiske og moderate ideer, som sejrer, da de umiddelbart virker mest samlende. Men den bedste måde at bringe kampen videre er netop ved at diskutere og bringe erfaringer og holdninger i klinch med hinanden og så blive enige om, hvad vi gør her og nu.

Som revolutionære kan vi ikke regne med at vinde stor opbakning til vores holdninger fra dag ét, men gennem arbejdet i bevægelsen kan vi få flere og flere til at lytte og skabe større genklang for revolutionære ideer.

De revolutionæres styrke i den brede bevægelse er at kunne fremlægge klare perspektiver og en holdbar strategi for at trække kampen videre og vinde den. Det gør vi både ved at trække på tidligere erfaringer og ved at bruge den store analytiske og teoretiske viden, vi har. Ligeledes må vi revolutionære gå forrest i aktiviteterne, så vi ikke bare bliver dem, der snakker, men også er i front blandt dem, der handler. Det er gennem denne kombination af politik, analyse og aktivitet, vi vinder respekt og styrker vores tro-værdighed i arbejderklassen og dermed styrker den revolutionære tendens.

Der er derfor ingen modsætningen mellem at opbygge revolutionære organisationer og at bygge brede bevægelser. Tværtimod; ved at opbygge en bred bevægelse styrkes den generelle kritik af systemet og den brede bevægelse styrkes af de revolutionære organisationer, som kombinerer marxistiske teori med militante handlinger. Det er på ingen måder let at få denne kombination til at gå op. Men det er ikke desto mindre det, som i øjeblikket er den vigtigste opgave for socialister.

Billedtekst:
Medlemmer af svensk Attac under demonstrationerne i Gøteborg. Attac er et eksempel på en bevægelse, hvor socialister arbejder sammen med folk med mange andre holdninger end dem selv.

Flere artikler fra nr. 205

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1013 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside