Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 217 – August 2003 – side 8

Orwells århundrede: fra 2003 til 1984

Andrew Stone

George Orwell var en af de mest indflydelsesrige forfattere i det tyvende århundrede. I hundredåret for hans fødsel kan diskussioner omkring hans mest berømte bog “1984” stadig være yderst relevante.

Edmond O’Brian som Winston Smith i Orwell’s 1984

Edmond O’Brian i rollen som Winston Smith i filmatiseringen af Orwell’s 1984

Når en politiker siger en ting, men mener noget andet, så tænker vi på ”Nysprog”. Når vi skal bruge ét ord for den påtrængende stat, medierne eller de multinationale – som f.eks. videoovervågning af S-tog – så dukker Big Brother spøgelset frem. George Orwells bog “1984” er indlejret i vores mentale ordbog, synonymt med altædende autoriteter og undertrykkelse.

Orwells fortælling er en advarsel, som gennem Winston Smiths “kriminelle tanker”, undergraver Partiets diktatoriske magt og ikonet Big Brother. Bogen indeholder stadig en voldsom retorisk styrke. Men er den stadig relevant for den moderne verden? En nutidig verden, som ikke er inddelt i tre superstater (Oceania, Eurasia og Eastasia). Og i en nutid, hvor en, flere år gammel, avisartikel med større sandsynlighed kan findes på nettet end i tillukkede hemmelige arkiver. Ikke desto mindre er der meget i “1984”, som er genkendeligt og i mindre overdrevet form findes i dagens virkelige verden.

Big Brother

Mange, ikke mindst borgerlige danske politikere som Per Stig Møller, ser i Oceania en stalinistisk stat, der bør skræmme enhver. Men den sammenligning var ikke helt Orwells mening. Bogen i bogen, dvs. Emmanuel Goldsteins “Den oligarkiske kollektivismes teori og praksis”, beskriver superstaten som en bebudelse af totalitære systemer – en problematisk ligestilling af stalinismen med fascismen, ligesom højrefløjen yndede at gøre det under den kolde krig. Og som de fortsætter med i disse år anført af Bent Jensen og Weekendavisen. Men Orwells advarsel afspejler også hans frygt for at den “officielle venstrefløj” (hvortil han henregnede det britiske Labour Parti) var ved at blive forført af den magt, som efterkrigstidens regeringer havde taget over borgernes civile rettigheder. Big Brother regerer i “Engsocs” navn (dvs. Engelsk socialisme), og Orwell beskrev det ikke som et importeret fænomen.

Den britiske stat er blevet kaldt et synonym for Oceania – i blok med Ameriacas (Australasia og Sydafrika). Da bogen udkom i 1949, var den herskende klasse i England stadig ved at affinde sig med sin stigende afhængighed af USA. Hvis Orwell forudseende syntes at se England som en forpost for et amerikansk imperium, så var der mange af hans samtidige, som fortsat klyngede sig til engelske imperiale illusioner, indtil Suez-krisen kom i 1956. Men hvor Storbritannien kun kunne fungere indenfor Oceania, så har et USA i den moderne verden mange nye muligheder, hvis dets militære forposter i England skulle blive lukket. Det er det sidste figenblad, som den britiske regering bruger for at retfærdiggøre sin deltagelse i USAs krige, som senest invasionen i Irak.

Hvis de superstater, som Orwell beskriver, er reminiscenser af den kolde krigs blokke, så har de mindre relevans for den nutidige verden, hvor der kun er en militær supermagt, nemlig USA. Men en af de slående ting ved bogen er den konstante tilstand af krig, som samfundet holdes i. Det bringer tankerne hen på overskriften “Krig mod terror”, som er blevet brugt til at retfærdiggøre krigene mod Afghanistan og Irak. Begge er krige mod lande, som en del af det meget indflydelsesrige projekt “The New American Century”, der lanceredes længe før 11. september, og som inkluderer langt flere lande som f.eks. Syrien, Iran, Nordkorea og andre “slyngelstater”. Den tidligere CIA-chef James Woolsey har beskrevet det som den fjerde verdenskrig – en krig det kan tage årtier at fuldføre.

Krig

Krig er i “1984” mere som krigene foregår i dag. De finder ikke sted i “civilisationens centre”, men i dens periferi. Et relativt begrænset antal mennesker i disse centre er aktive komba-tanter, og anvender højteknologisk specialiseret udstyr. Krigsførelsen følger samme logik som indenfor enhver industri – den forsøger at blive så kapitalintensiv som muligt (dvs. anvende mere teknologi end menneskelig arbejdskraft), hvilket betyder at antallet af værnepligtige falder.

Orwell laver nogle sigende forudsigelser om udviklingen af krigsførelsen, som når Goldstein rapporterer, at “bombemaskiner er stort set blevet erstattet af selvdrevne projektiler” og det “næsten usænkelige flydende fort”, som til forveksling ligner et moderne hangarskib. Goldstein fortæller også om “forskellige objekter, som alle på en eller anden måde er forbundet med krigsførelse og politiovervågning, alt imens eksperimenter og udvikling er stoppet.” Det er både rigtigt og forkert i vores virkelige verden. På den ene side er kapitalisterne konstant sultne efter at skabe nye behov og skaffe sig nye markeder, og teknologien spiller en central rolle i dette. På den anden side er de største teknologiske landevindinger i det sidste århundrede uløseligt knyttet til militærindustrien, lige fra computeren til mobiltelefonen.

En af de mest mindeværdige ting i “1984” er de allestedsnærværende teleskærme – Partiets middel til konstant overvågning af deres medlemmer. Vores TV-apparater i stuerne er ikke helt analoge med dette, men den øgede brug af videoovervågning på offentlige steder som stationer, indkøbscentre, tankstationer osv. giver mindelser om dette. Og ikke mindst politiets adgang til at spore vores mobilsamtaler og læse vores e-mails er et skridt i samme retning. Offentlig registrering af vores gøren og laden, kombineret med de mange kommercielle registre til brug for salg – og mulig kontrol – er alle skridt i retning af 1984. Og det er ikke venstrefløjen, som ønsker registreringerne, men derimod de samme borgerlige politikere som misbruger Orwell mod os.

Vi kan også genkende fornemmelsen af tankekontrol, som hos Orwell er forstyrrelsen af hukommelse og sprog. Befolkningen skal se de “to minutters had”, hver eneste gang en krig skal udkæmpes. Og de skal kunne acceptere de skiftende alliancer, mens aviserne omskrives til de nyeste konstellationer. Det minder os om den enorme propagandamaskine som Bush, Blair og Anders Fogh har anvendt mod os, for at vi skulle acceptere krigen mod Irak. Bare tænk på deres brug af Hallabja-massakren på kurderne, som blev udført af en Sadam, som dengang var deres egen allierede. Tænk på regerings propagandisternes brug af de ikke eksisterende masseødelæggelsesvåbener og de usande beretninger om forbindelse til Osama Bin Ladens terrorister.

Nysprog

Og så er der “Nysprog”. Og her føler vi os for alvor hensat til 2003. Hos Orwell er det Ministeriet for Fred som laver krig. I Danmark er det forsvarsministeren som sender soldaterne i krig i Afghanistan og Irak. Det er Per Stig Møller og Anders Fogh, som melder Danmark ind i krigen for at give det “sidste skub for freden”. Og det er det danske udenrigsministerium, som nu giver dansk udviklingshjælp til multinationale danske firmaer, som skal genopbygge det Irak, udenrigsministeren tiljublede koalitions-styrkernes bombardement af.

Der er mange andre scener i “1984”, som giver aktuelle mindelser. F.eks. beskriver hovedpersonen Winston Smith en propagandafilm, der hylder beskydningen af flygtninge i Middelhavet. Vi behøver jo blot at åbne TV-avisen, så toner Bertel Haarder eller Pia Kjærsgaard frem med ekstreme afvisninger af flygtninge. Eller beskrivelsen af Big Brothers mistænksomhed, der leder til totalitær undertrykkelse. Vi oplever netop nu, at USA har fængslet mere end 600 fanger på Guantanamo-basen uden rettergang eller tidsbegrænsning. Og vi erfarer det danske PETs opfordring til de danske universiteter om at overvåge udenlandske (muslimske) studerende.

Men Orwell er ikke uden håb. Hans forhåbninger til en bedre verden lå hos arbejderne (Winston Smith kalder dem proles). De skulle rives ud af deres passivitet, og den “dobbelttænkning”, som omtales i bogen, er et udtryk for den delte bevidsthed i arbejderklassen (som Gramsci kaldte det). Som regel lyttes der mest til de herskende medier, men i tider med strejker og skærpet klassekamp trænger arbejdernes egne behov frem. Vi har altså alle konstant elementer af begge dele i os, men situationens elementer og påvirkninger får os til at agere. Og får os til at se den nøgne klassedelte virkelighed og forandre den. Orwell var måske en kende for pessimistisk til at kunne se, hvordan det skulle ske. “1984” leverer ikke svaret, men holder sig i datid, og det mere end antyder at Big Brother er fortid, mens fremtiden tilhører arbejderne, demokratiet og friheden.

Oversat til dansk af Jakob Nerup.

Flere artikler fra nr. 217

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Andrew Stone

Siden er vist 4354 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside