Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 22 – September 1986 – side 10

Maos kulturrevolution

Kinas blodige mareridt

Carsten Lorenzen + Charlie Hore

Regeringsembedsmænd blev trukket gennem gaderne af ophidsede menneskemængder. Millioner af rødgardister var til demonstrationer i Peking. Bachs og Beethovens værker blev afbrændt. Mao Zedong svømmede over Yangtse-floden – på rekordtid.

Nyhederne fra Kina for 20 år siden var præget af kulturrevolutionens mange tilsyneladende uforklarlige hændelser.

Det mest bizarre var nok at høre et statsoverhoved opfordre til oprør mod sit eget styre – “bombarder hovedkvarteret” lød opfordringen.

Inspirationskilde

For mange på venstrefløjen var Kina og kulturrevolutionen en stor inspirationskilde. Maos ideer om at bruge folkets revolutionære kraft, kunne måske forhindre den sædvanlige bureaukratisering af de såkaldte socialistiske lande. Især i sammenligning med udviklingen i Sovjet syntes Kina at stå for den “ægte vare”.

Virkeligheden var anderledes. For at citere en af Kinas historikere: “Kulturrevolutionen havde intet med revolution at gøre udover navnet, og intet kulturelt over sig udover de oprindelige taktiske påskud. Det var en magtkamp i toppen mellem en håndfuld mænd og med en fiktiv massebevægelse som røgslør.”

Kulturrevolutionen har rødder i de tidlige 60’ere. Mao var blevet frataget al reel magt efter hans katastrofale økonomiske politik i slutningen af 1950’erne, hvor Kina forsøgte sig med Stalins recept – opbygning af sværindustrien.

Mao kæmpede for at genvinde magten over statsapparatet. Men alle forsøg – inklusiv starten på kulturrevolutionen – blev effektivt stoppet af hans rivaler i den herskende klasse.

I begyndelsen af 1966 gik han uden for Kinas Kommunistiske Parti for at vinde opbakning. Istedet for at mobilisere partiets 20 millioner medlemmer eller Ungdomsorganisationens og pioneernes 150 millioner, gik Mao til studenterne. En let bevægelig gruppe, der kunne bruges uden at det gik ud over produktionen. I maj opfordrede Mao studenterne til oprør mod den dikatoriske administration, de lokale embedsmænd og de nationaleledere.

Såvel gymnasieelever som universitets-studerende havde meget at hævne. Fanget som de var i et uddannelsessystem, der kun behandlede dem som eksamenskvæg, tog de Maos ord for pålydende. Som svar på hans opfordring “det er rigtigt at gøre oprør” angreb de skoleadministrationen og ydmygede korrupte og upopulære embedsmænd ved at tvinge dem til at indrømme deres (ofte opspundne) forbrydelser foran masserne på gaden.

Pilgrimme til Mao

Efterhånden som bevægelsen udviklede sig, lukkede alle uddannelsesinstitutioner, og millioner af studenter tog på pilgrimstur til Peking for at se Mao, der blev set på som en gud.

Han blev tiltalt som “den røde, røde sol i vores hjerter” og pressen tilskyndede hele Kina til “at udføre Formand Maos ordrer – også selvom du ikke forstår dem”. Hans ordre til at “smadre feudalismen” betød, at mange uvurderlige kunstværker blev smadret, templer og kirker ødelagt og bøger brændt.

De lokale embedsmænd blev ikke liggende og tog imod sparkene, men begyndte at organisere rivaliserende grupper af rødgardister. Samtidig med, at kampen blev mere intens, steg antallet af grupper. I den centrale storby Wuhan påstod 53 grupper alle at være Maos eneste tro disciple. En gadekamp mellem dem efterlod 250 døde og mere end 1500 sårede.

Strejkebølge

Tidligt i 1967 trådte arbejderklassen ind på scenen – ikke som kanonføde i magtkampen, men i kamp for egne krav. En strejkebølge for bedre løn- og arbejdsforhold gik over Shanghai i januar 1967 og en lignende bølge prægede det nordlige Kina kort efter. Nye strejker skulle blive en tilbagevendende begivenhed de næste 2 år.

Skræmt af disse tegn på arbejdernes selvstændige aktivitet og det voksende kaos forsøgte Mao at afblæse kulturrevolutionen. Hans umiddelbare mål at slippe af med nogle højtstående embedsmænd var nået. Kulturrevolutionen havde udspillet sin rolle. Men dragen lod sig ikke længere dirigere af sin skaber.

Sommeren 1967 var store dele af landet i regulær borgerkrig. En rødgardist fortæller om situationen i Changsa, en by i det centrale Kina: “Det var rædselsfuldt. Kuglerne piftede gennem gaderne, og larmen fra en motorcykel eller hylet fra en sirene betød vold og ødelæggelse... Der var mange rapporter om uskyldige handlende, dræbt af vildfarne kugler. Folk klistrede vinduerne til med tape for at forhindre dem i at splintre, når byen rystede af eksplosioner og geværild, og om natten oplystes himlen nu og da af raketter.”

Hæren overtager

Der blev rapporteret om rivalisernede hære med tusinder af folk fra de syd-vestlige provinser. Her blev byen Zhou smadret i en massakre med næsten 100.000 døde. I selve Peking dræbte studenter fra Qinghua-universitetet hinanden med hjemmelavede bomber og morterer.

Den eneste magt, der kunne genoprette ro og orden var hæren, og hertil gik Mao i efteråret 1967. “Provins revolutions kommiteer”, som var domineret af hæren, begyndte at tage form. Når de overtog, betød det at kulturrevolutionen i den provins var ovre. Men selvom man kunne stole på militæret til at stoppe strejker og rydde gaden, kunne man ikke stole på, at de ville følge ordre fra Peking.

Brydningerne i hæren blev tydeligt demonstreret i juli 1967, da officererne i garnisonen i Wuhan, den største by i det centrale Kina, gjorde oprør. Mao lod byen omringe af loyale faldskærmstropper, men løste konflikten gennem forhandling, som gav oprørerne alt de havde krævet. Mange steder ville hæren genoprette roen på egne vilkår, magt til sig selv, og genindsættelse af mange af de bureaukrater, der var blevet smidt ud i kulturrevolutionens første år.

Som i den vestlige provins Xinjiang, hvor den ny administration blev ledet af Wang Enmao, den lokale hærchef. Da studerende havde demonstreret til støtte for kulturrevolutionen i 1966, havde han givet ordre til at skyde dem ned. Lignende typer overtog i blandt andet provinserne Tibet, Sichuan og Guangdong.

Millioner deporteret

Den nye administration begyndte at fordømme rødgardisterne (med åben støtte fra Mao) og smadre organisationerne ved massedeportationer. I de næste 7 år blev mellem 12 og 18 millioner deporteret fra byerne.

Mange rødgardister følte sig forrådte. Efter at være brugt af Mao i hans magtkamp, blev de skrottet. Mange af de folk, de havde kæmpet imod, blev genindsat. Det måtte være tegn på, at mange flere "af folkene ved magten fulgte kapitalismens vej" end de først troede – og de forstærkede deres indsats.

I Hunan provinsen gik en gruppe kaldet Sheng wu Lian meget længere. I manifestet “Hvorhen Kina?” karakteriserede de hele bureaukratiet – pånær Mao – som en “rød kapitalist klasse”.

De argumenterede for en gennemgribende arbejderrevolution, som skulle smadre staten og indføre socialisme baseret på sovjetter. Gruppen blev hurtigt opløst, men manifestet var spredt over hele Kina og var en støtte til den intensiverede kamp mellem rødgardister og hæren. I sidste halvdel af 1968 var der ofte udbrud af væbnede sammenstød og guerillakamp.

Kulturrevolutionen blev officielt afsluttet i april 1969, efter voldsomme grænsesammenstød mellem Kina og Sovjet. Men al opposition var ikke slået ned før sidst på året.

De menneskelige omkostninger ved kulturrevolutionen var frygtelige. Der er aldrig blevet offentliggjort landsdækkende dødstal – men det vides, at alene i Guangdong provinsen døde mere end 40.000 og mere end 1 million blev fængslet eller forfulgt. På landsplan må antallet af døde have nået millioner.

Skaderne på Kinas økonomi var ikke mindre. Det var blandt andet efterveerne herfra, der – efter yderligere 7 års intern magtkamp – fik den herskende klasse til at åbne Kina for vestlige investeringer. Herved vendte de ryggen til alt, hvad Mao påstod at stå for.

Romantik eller mareridt

Idag er der praktisk taget ingen socialister, der finder inspiration i Kina. Alligevel er der megen romantik om kulturrevolutionen, som om Kina var anderledes dengang. Sandheden er, at det var et blodigt mareridt, hvor millioner kæmpede og døde som brikker i et spil mellem magthavernes forskellige fraktioner.

Noget positivt kom der dog ud af mareridtet den kinesiske arbejderklasses kamptradition blev genfødt.

Den havde ligget brak i 40 år, siden det totale nederlag i 1927. Kinas arbejdere viste fra 1967 og et par år frem deres evne til at organisere deres kamp uafhængigt af alle fraktioner i den herskende klasse. Og at det hele ikke er glemt igen viste de i 1975 og 1981. Det er i deres kampe, at der ligger en reel mulighed for at stoppe fattigdommen og udbytningen af Kinas millioner.

Flere artikler fra nr. 22

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Kina

Se flere artikler af forfatter:
Carsten Lorenzen
Charlie Hore

Siden er vist 4520 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside