Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 226 – 17. marts 2004 – side 5

Haiti – den evige konflikt

Peter Iversen

Atter en gang har USA, som så mange gange før i historien, besat Haiti. Præsidenten blev sat i et fly, og sendtes til Afrika.

Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell bedyrer, at det skam var helt frivilligt, at præsident Aristide valgte at forlade Haiti. Men selv siger Aristide, at amerikanerne kidnappede ham, tvang ham ombord i et militærfly og bortførte ham ud af landet.

USA har lang tradition for at blande sig i Haiti. Haiti ligger på den næststørste ø i Caribien og sammen med Den Dominikanske Republik deler de to stater øen Hispaniola. Det er den vestlige tredjedel af øen, der udgør Haiti.

Haitis historie er på godt og ondt meget spændende. Ha-iti var fransk koloni, mens resten af øen var spansk. De franske kolonister førte i stort tal sorte slaver fra Afrika til sukkerrørsplantagerne i Haiti. I 1804 førte et slaveoprør ledet af revolutionshelten Tous-saint L'Ouverture til Haiti's selvstændighed.

I 1915 invaderede USA for første gang Haiti og holdt det militært besat med stor brutalitet i de næste 19 år. USA fik aldrig fuld kontrol over Haiti, og valgte i 1934 at forlade landet, men amerikanske firma-er dominerede alligevel landets økonomi.

Med hjælp af USA kom diktatoren Francois ‘Papa Doc’ Duvalier til magten i 1957, og Duvalier-familien holdt sig ved magten indtil 1986. Papa Doc døde i 1971, men blev efterfulgt af sin søn, kaldt Baby Doc.

Duvalier-familiens diktatur er en af historiens værste. De oprettede korps af mordere med det formål at terrorisere befolkningen. Alle modstandere af regimet blev udryddet eller måtte flygte. Befolkningen blev holdt hen i fattigdom og analfabetisme. Alligevel var det folket, der væltede Baby Doc gennem en opstand i 1986. Nu var det mordernes tur til at flygte.

En præst fra slumkvartererne blev hurtigt de fattiges håb. Præsten var Aristide, der betegnede sig selv som tilhænger af befrielsesteologien. Hans program for de store befolkningsmasser var at gå fra “ekstrem fattigdom til fattigdom med værdighed”.

Båret af de fattiges håb om en bedre fremtid blev Arstide valgt som præsident i 1990. Men ved et blodigt militærkup blev Aristide væltet allerede i september 1991. Da flygtede han til USA. Det var meget de samme sorte kræfter fra Du-valier-tiden, der nu igen kom til at dominere på Haiti.

I stort tal begyndte haitianere på alt, hvad der kunne sejle og flyde, at flygte fra Haiti over havet til Florida. Clinton, der var blevet præsident i USA, beordrede marinen sat ind for at opbringe flygtningene, så de ikke nåede frem til det amerikanske fastland. De opbragte flygtninge blev enten sendt tilbage til Haiti eller anbragt under kummerlige forhold på den amerikanske Guantanamo-base på Cuba.

I 1993 var situationen blevet så uholdbar for amerikanerne, at USA atter en gang invaderede Haiti. USA dikterede de økonomiske og politiske betingelser for Haiti. For at Aristide kunne komme tilbage, måtte han og hans parti dels forpligtige sig til i et og alt at følge den Internationale Monetære Fonds (IMF’s) strukturtilpas-ningsprogram, samtidigt med at Aristide personligt måtte love ikke at stille op til det førstkommende præsidentvalg.

Det var derfor først i år 2000, at Aristide igen kunne blive valgt til præsident. Men hans præsidentperiode har været præget af stor skuffelse blandt de fattige haitianere. Fordi Aristide tvunget af IMF’s programmer reelt intet har kunnet gøre for de fattige, er misnøjen vokset frem. Det har så højrefløjen forsøgt at udnytte.

Oprørerne mod Aristide var nogle af de mordere fra Duvalier-tiden og fra kuptiden efter 1991, der havde ventet på deres chance skulle komme igen. Den mest markante leder blandt dem, Guy Philippe, siger åbent, at hans politiske forbillede er den chilenske diktator Pinochet.

At USA nu atter engang blander sig militært i Haiti, skyldes dels frygt for kaos, hvor der kan opstå nye armadaer af nye bådflygtninge (ubehageligt i et valgår); men også at kunne skifte Aristide ud med en, som USA kan have større tillid til.

Samtidig er det en vink med en vognstang til hele Latinamerika, at USA fortsat er parat til militært at gribe ind også i andre “besværlige” lande, hvis USA finder det opportunt.

Billedtekst:
Kampklædt politi bevogter præsidentpaladset i Haiti.

Flere artikler fra nr. 226

Flere numre fra 2004

Se flere artikler om emnet:
Haiti

Se flere artikler af forfatter:
Peter Iversen

Siden er vist 986 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside