Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 235 – 4. november 2004 – side 12

Rød alarm

Arundhati Roy

Den indiske forfatter og aktivist Arundhati Roy skriver her om sine tanker om “Folkelig magt i Imperiets tidsalder”, ved at kigge på de faldgruber som de sociale bevægelser står over for.

Den første militante styrkeprøve i USA mellem bevægelsen for global retfærdighed og den neo-liberale junta opstod i forbindelse med WTO-konferencen i Seattle i december i 1999. For de bevægelser i udviklingslandene, der længe havde kæmpet ensomme og isolerede kampe, var Seattle beviset på, at folk i vesten kunne dele deres vrede og deres vision om en anden og bedre verden.

I januar 2001 i Porto Alegre i Brasilien mødtes op imod 20.000 aktivister, studenter, og andre, der ville en bedre verden, for at udveksle erfaringer og ideer om, hvordan man kunne konfrontere imperiet.

Det var fødslen af det nu historiske fænomen Verdens Sociale Forum (WSF). Det var den første formelle samling af en ny slags folkelig magt – farverig, uindoktrineret og energisk. Det, som WSF samledes om, var, at “en anden verden er mulig”. Det er blevet en platform for hundrede af samtaler, debatter og seminarer, som har bidraget til visionen om hvilken form, denne anden verden bør have.

I januar, da det fjerde WSF blev afholdt i Mumbai i Indien, var begivenheden vokset til 200.000 deltagere. Jeg har aldrig været med til en mere opløftende begivenhed. Det var et tegn på forumets succes, at den dominerende presse i Indien ignorerede begivenheden totalt.

Men WSF trues nu af sin egen succes. Den åbne og venlige atmosfære på forumet har tilladt, at politikere og NGO’ere (non-govermental organisations), der er en del af det etablerede politiske og økonomiske system, som forumet ellers er modstander af, også deltager og får indflydelse. En anden fare er, at WSF, der har spillet en så stor rolle i kampen for global retfærdighed, risikerer at bliver sit eget formål.

Alene det at holde det hvert år tager en stor del af de bedste aktivisters energi. Hvis det, at tale om modstand bliver et alternativ til at lave modstand, bliver WSF en fordel for dem, som det blev skabt til at modarbejde.

Forumet bør afholdes og skal vokse. Men det er nødvendigt, at vi finder en måde, så vi omskaber vores diskussioner til konkret handling. Efterhånden som de sociale bevægelser er begyndt at række ud over grænserne og blive en real trussel, er regeringerne begyndt at udvikle strategier til at gøre dem uskadelige. Det er alt fra at omfavne bevægelserne til at undertrykke dem.

Jeg vil koncentrere mig om tre af de farer, vi står overfor. Det besværlige forhold imellem modstanden og massemedierne. Faren for at modstanden bliver omdannet til ufarlige NGO’er. Og konfrontationen mellem den sociale bevægelse og stater, der bliver mere og mere undertrykkende. Forholdet imellem massemedier og massebevægelser er kompliceret. Regeringer har lært at medier, der lever af at omtale kriser og sensationer, ikke kan holde til at snakke om det samme i ret lang tid af gangen.

Ligesom forretninger har brug for penge, således har medierne brug for andres kriser. Hele lande bliver snart til gamle nyheder, hvorefter de ophører med at eksistere i medierne, når det mørke, der omgiver dem, blot bliver dybere, end før de blev oplyst af sensationens glimt.

Vi så det ske i Afghanistan, da USSR trak sig ud i slutningen af 80’erne. Og nu igen, efter at den amerikanske krig har sat Hamid Karzai på tronen i Kabul, hvor landet atter er blevet overladt til krigsherrerne. Og i Irak, hvor nu en anden CIA-mand, Iyad Allawi, er blevet indsat, er tiden måske til, hvor medierne vil til at rykke videre.

Imens bliver regeringerne bedre til at vente på, at kriser går over af sig selv. Og de sociale bevægelser bliver tvunget ind i en kamp om at have de mest let tilgængelige sager. En kamp, hvor det gælder at have et synligt brand, noget som er let forståeligt. Derfor er folk, der dør af sult, en mere effektiv reklame mod fattigdom end millioner af folk, der “bare” er underernærede.

Kamp mod dæmningsbyggeri er ikke godt tv, før hele byer er blevet oversvømmet, og så er det for sent at gøre noget ved det. Der var en gang, det kunne gøre effektivt indtryk i medierne, når et dæmningsbyggeri fik hjemmene til at blive oversvømmet og ejendelene til at flyde bort, men det gør det ikke længere. Medierne har set det alt for tit før.

Det forventes at de hundredetusinde, der bliver tvangsforflyttet på grund af dæmninger, enten finder på noget nyt eller holde op med at kæmpe. Farverige demonstrationer er nødvendige, men har ikke i sig selv styrke til at stoppe en krig. Krige bliver kun stoppet, når soldaterne holder op med at kæmpe, når arbejderne nægter at transporter våbnene, og når folk begynder at boykotte Imperiets økonomiske forposter. Hvis vi vil genetablere den civile ulydighed, må vi frigøre os fra mediernes tyranniske fokus på krise-reportagerne.

Vi må bruge vores erfaring, vores fantasi, og vores kunst til at sætte spørgsmål ved de instrumenter, som staten bruger til at opretholde tingenes tilstand – en tilstand der er ond, uretfærdig og uacceptabel.

Vi er nød til at blotlægge den politik og de processer, der gør normale ting som mad, vand, husly, og selvrespekt, uopnåelig for almindelige mennesker. Det rigtige forbyggende svar er at indse, at krige er et resultat af en fred, der er ufuldkommen og uretfærdig. Sandheden om massebevægelserne er, at ingen nok så stor mediedækning kan gøre det ud for folk i bevægelse.

Der er intet alternativ til at bygge op fra grunden, selvom det er hårdt og virker gammeldags. Globaliseringen har øget afstanden imellem dem, der tager beslutninger og dem, som det går ud over. Forumer som WSF er med til at gøre lokale sociale bevægelser i stand til at mindske denne afstand og mødes med aktivister fra de rige lande. Det er en alliance, der er vigtig og magtfuld.

Et eksempel er, da Indiens første private dæmning, Maheshwar dæmningen, skulle bygges, opstod der en alliance imellem Narmada Bachao Andolan (NBA), den tyske organisation Urgewald og andre i Svejts og USA sammen om at skubbe en række internationale banker og firmaer ud af projektet. Dette havde ikke været muligt, hvis ikke der havde været en massiv bevægelse lokalt. Den lokale bevægelses budskab blev forstærket af folk, der støttede den på den globale scene, hvilket pressede investorer til at trække sig fra projektet. Et skridt på vejen imod en anden verden ville være at skabe langt flere af denne slags alliancer i specifikke sager, og imod specifikke firmaer. Et oplagt mål ville være de firmaer, der tjente penge på at handle med Saddam Hussein, og som nu tjener penge på besættelsen og ødelæggelsen af Irak.

Den anden fare, vi står overfor, er faren for, at modstanden bliver til indkapslede NGO’er. Det vil være let at fordreje det, jeg her siger, som om det er rettet mod alle NGO’er. Men det ville være usandt. Imellem de NGO’er, der er oprettet og som får del i tilskud og skattefordele, er der selvfølgelig nogle, der laver et godt stykke arbejde. Men det er vigtigt at se dem i en større politisk sammenhæng.

I Indien, for eksempel, begyndte det statsstøttede NGO-boom i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Samtidig begyndte Indien at åbne sine markeder for neo-liberalismen. På det tidspunkt skar Indien i overensstemmelse med det statslige strukturtilpasningsprogram i støtten til udvikling af de landlige områder, landbruget, energisektoren, transport og offentlig sundhed.

Da staten forlod disse områder, stod NGO’erne klar til at rykke ind. Forskellen er, at de midler, som de har til rådighed, er en brøkdel af det, som staten skar. De fleste store NGO’er er finansieret af udviklings- og bistandsorganisationer, som er finansieret af vestlige regeringer, verdensbanken, FN og nogle multinationale.

Selvom der er forskel, er de helt sikkert en del af den samme løse politiske formation, der hjælper det neoliberale projekt og kræver, at der bliver skåret i statsudgifterne. Hvorfor skulle disse organisationer ellers finansiere NGO’erne? Eller er det gammeldags missionærsk ihærdighed? Er det skyldfølelse? Det er mere end det. NGO’erne fylder vakuummet ud efter en stat, der ikke længer udfører dens klassiske opgaver.

Deres virkelige bidrag er, at de afmonterer politisk vrede med lappeløsninger. De omdanner den offentlige bevidsthed. De gør folk til afhængige ofre, og tager brodden af modstanden. NGO’erne danner en stødpude imellem staten og offentligheden, imellem Imperiet og dets borgere. De bliver meddommere, fortolkere og dem, der får det hele til at glide lettere ned.

I det lange løb bliver NGO’erne holdt ansvarlige ikke overfor de folk, de arbejder blandt, men over for dem, som giver dem deres penge. De hænger sammen med neo-liberalismen. Det fremgår tydeligst, når man ser på, hvordan USA, mens de gør klar til at invadere et land, samtidig forbereder NGO’ere til at gå ind og rydde op efter dem.

For at være sikker på, at deres indtægter ikke lige pludselig forsvinder, og at regeringerne i de lande, de arbejder i, lader dem udføre deres arbejde, er de nødt til at præsentere deres arbejde i en ahistorisk og upolitisk ramme.

Apolitiske (men i virkeligheden derfor stærkt politiske) rapporter fra fattige lande og krigszoner får til sidst disse (mørke) folk fra disse (mørke) lande til at se ud som de evige ofre. Endnu en underernæret inder, endnu en sultende etiopier, endnu en afghansk flygtningelejr, endnu en sudaneser uden arme og ben – alle har de brug for den hvide mands hjælp. Uden at ville det, forstærker de de racistiske stereotyper og fremhæver den vestlige verdens bedrifter, komfort og glimmeret af den vestlige civilisation.

De er den moderne verdens sekulære missionærer. I nogle tilfælde – dog i mindre skala, men mere lumsk – spiller de penge, som NGO’erne har, samme rolle i den alternative politik, som vestlige investeringer spiller i de fattige lande. De begynder at sætte dagsordenen.

Det drejer modstand over i forhandling. Det afpolitiserer modstanden. Det omformer lokale folkelige bevægelser, der ellers traditionelt har formået at kæmpe selvstændigt.

Oversat af Troels Skov Nielsen

næste nummer bringes endnu en artikel afArundhati Roy

Flere artikler fra nr. 235

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Arundhati Roy

Siden er vist 2167 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside