Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 2

Venstrefløjen efter folketingsvalget

En udfordring til Enhedslisten

Jørn Andersen

Folketingsvalget gav både et negativt og et positivt resultat. Det negative var selvfølgelig, at Fogh ikke blev væltet. Det positive var, at Enhedslisten gik markant frem.

Mange på venstrefløjen blander det negative og det positive sammen og er enten lettere mellemfornøjede eller halvt utilfredse med valgresultatet. Det kan imidlertid være farligt, og i hvert fald skygger det fuldstændigt for nogle vigtige konklusioner, som må drages af valget. Vi er nødt til at tage de to sider og kigge på dem hver for sig.

Fogh blev ikke væltet

Først det negative: At Fogh ikke blev væltet. Det var ikke en sejr for Fogh, men et nederlag for oppositionen. Ansvaret for dette ligger ét sted: Hos ledelsen af de store arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF, som ikke evnede at formulere et alternativ, der kunne omsætte den folkelige utilfredshed med Fogh til stemmer på oppositionen.

For sagen er jo, at Fogh-regeringen på en lang række centrale områder har haft befolkningen imod sig: Irak-krigen, nedskæringer på sundhed og uddannelse, racismen, Christiania osv. Og vi har i Fogh-regeringens levetid set nogle af de største folkelige mobiliseringer i mange år: Ikke kun mod Irak-krigen, men også på uddannelsesområdet og mod lukningen af Christiania.

Valgresultatet siger noget om krisen i de reformistiske arbejderpartier: Selv efter så store protester har man ikke evnet at omsætte det til at få væltet Fogh. Men det siger også noget om mulighederne for at vende udviklingen.

Stor fremgang for EL

Det bringer os så til det positive: Enhedslistens fremgang. Det er en fremgang, der forpligter. Kan Enhedslisten løfte det ansvar at opbygge modstanden mod Fogh?

Nogle vil nedtone Enhedslistens fremgang. Og parlamentarisk set er en fremgang på 2 mandater måske ikke det store. Men udenoms-parlamentarisk kan fremgangen – hvis den udnyttes rigtigt – være langt større.

For det første var fremgangen ikke som tidligere mest en anti-EU-protest. EU fyldte meget lidt i valgkampen. Det var snarere en anti-kapitalistisk protest: Mod alle de ting, som Fogh står for.

For det andet fik EL en næsten massiv opbakning blandt unge, især i Københavns-området. Ved prøvevalg på fx gymnasier har Enhedslisten overalt fået 25-30-40 pct. af stemmerne – enkelte steder over 50 pct.!

For det tredje har Enhedslisten i løbet af valgkampen fået op mod 1000 nye medlemmer. For et parti med ca. 2.500 medlemmer er det enormt. Det viser, at rigtigt mange ikke kun stemmer på EL i protest og afmagt, men ønsker aktivt at gøre en forskel.

Mange af dem har helt sikkert været med i protesterne mod krig, nedskæringer osv. Nu begynder de at drage mere generelle anti-kapitalistiske konklusioner og søger til det parti, der klarest udtrykker det.

Fremgangen forpligter

Enhedslistens fremgang pålægger partiet en forpligtelse til at gå i spidsen for at opbygge en reel, aktiv anti-kapitalistisk modstand. Det handler ikke om flere spørgsmål til ministrene på Christiansborg, men om modstanden udenfor.

De mange nye medlemmer giver EL nye muligheder. Men det kræver, at man begynder at tage sig selv mere alvorligt som parti, end det hidtil er sket. Der er behov for at gøre op med nogle af de dogmer, som Enhedslisten blev dannet på i 90’erne.

For det første må EL finde ud af, om man først og fremmest er et parlamentarisk projekt eller en organisation af politiske aktivister?

I dag er EL nærmest et parlamentarisk projekt med et aktivistisk vedhæng. Der bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer i EL på den parlamentariske del og alt for lidt på den aktivistiske. Der er fx langt flere ansatte hos EL på Christiansborg end på partikontoret.

Hvilken organisation?

For det andet må EL finde ud af at bruge sin egen organisation aktivt. Selv om EL har været en vigtig del af mobiliseringerne mod Irak-krigen, så har man ikke brugt sin egen organisation særligt effektivt.

Når Enhedslisten fx har flere afdelinger i København med langt over 100 medlemmer, som endnu ikke har været på gaden for at mobilisere til demonstrationen 19. marts, hvad skal man så bruge en organisation til?

Det er den slags, som vil gøre en forskel. Hvis bare halvdelen af EL’s 3.000 medlemmer sammen gik på gaden – landet over – når der skulle mobiliseres til fx 19. marts, så ville vi få lige så store manifestationer som i fx Italien, Grækenland, Spanien og Storbritannien.

En stor og stærk demonstration 19. marts vil af alle blive opfattet som en stærk manifestation af venstrefløjens styrke. I sådanne situationer kan en seriøs organisation ikke overlade til det lokale initiativ at mobilisere – det må være en fælles prioritering for hele organisationen.

For det tredje må EL være mere klar i sine socialistiske visioner: Handler det bare om mere demokrati gennem folketinget? Eller er det nødvendigt at tage et magtopgør med de nuværende magthavere?

Et magtopgør, som er opbygget gennem strejker, blokader, besættelser, massedemonstrationer osv., er en nødvendig del af argumenterne, hvis visionen om, at “En anden verden er mulig“ skal blive til virkelighed.

Med op mod 3.000 medlemmer kan ingen andre end EL i øjeblikket udfylde den rolle at opbygge en bredere folkelig modstand mod Fogh. Internationale Socialister/ISU vil gerne appellere til, at EL tager sin rolle alvorligt – så skal vi gerne give en hånd med.

Flere artikler fra nr. 239

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2706 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside