Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 242 – 27. april 2005 – side 2

Enhedslistens årsmøde: Interview med Jørn Andersen

Venstrefløjen må i offensiven

Alexander Lassithiotakis

Vi har snakket med Jørn Andersen fra IS’ landsledelse om venstrefløjens muligheder. Jørn er bl.a. aktiv i Nej til krig.

Fogh blev genvalgt – men Enhedslisten gik frem? Hvordan hænger det sammen?

Fogh blev genvalgt, fordi Socialdemokraterne nægter at være opposition: De har fra starten bakket op om Irak-krigen – selv om befolkningen er imod. De konkurrerer med Fogh om at være hårdest mod flygtninge og indvandrere. De nægter at finde pengene hos de rige – deres snak om “reformer“ handler kun om at omfordele mellem forskellige grupper af arbejdere, studerende, pensionister osv.

SF er ganske vist mod Irak-krigen, men på mange sociale spørgsmål er de fulgt med Socialdemokraterne til højre. De støtter ofte privatiseringer og udliciteringer, og deres ja til EU’s stormagtsdrømme er en skændsel. Når Socialdemokraterne går til højre, så følger SF et par skridt bagefter.

Når Enhedslisten derimod gik frem, så skyldes det først og fremmest, at rigtigt mange er blevet godt trætte af krigspartierne og af nedskæringerne på den kollektive velfærd. Titusinder har demonstreret mod krigen og mod nedskæringer på fx uddannelserne.

Enhedslisten har så som de eneste sagt klart fra over for denne udvikling. Med paroler som “En anden verden er mulig” og med en konsekvent krigsmodstand er de blevet fokus for dem, der vil have et samfund, som er for mennesker og ikke for profit.

Står vi i en offensiv eller defensiv situation som venstrefløj?

Det er først og fremmest op til venstrefløjen selv! Der er som nævnt rigtigt mange, som vil en helt anden udvikling end den Fogh, Pia K, Jelved og Gucci-Helle står for.

Spørgsmålet er, om venstrefløjen vil tage handsken op og organisere utilfredsheden, så den bliver til en aktiv modstand.

Fx ved vi, at over 20 pct. af befolkningen ønsker de danske tropper ud af Irak nu! Og at yderligere 40 pct. ikke tror på Foghs projekt i Irak, men er usikre på hvordan og hvornår tropperne skal hjem.

Hvis SF og Enhedslisten havde organiseret sine medlemmer til at komme på gaden og fortælle folk om demonstrationerne mod krigen 19. marts, så kunne demonstrationerne nemt have været 3-4 gange så store – og dermed være blevet et reelt problem for Fogh.

Sagen er jo, at vi ikke presser Fogh – eller får “en anden verden” – ved bare at stemme hvert 4. år. Vi er nødt til at organisere en aktiv modstand, hvis vi skal stå op mod pengemagt og medier. Ikke fordi demonstrationer i sig selv skræmmer dem, men fordi flere aktive protester også betyder, at diskussionerne drejer mod venstre, når folk kommer tilbage til deres familier, arbejdspladser, venner osv.

Lidt skematisk kan man sige, at hvis vi kan organisere mange af de 20 pct., som er mod besættelsen, til aktiv modstand, så vil de gå hjem og tage diskussionen op med de 40 pct., som er usikre.

Og får man først store protester på ét område, kan det hurtigt brede sig til andre. Det har vi fx set i England, Italien, Spanien og Grækenland, hvor en stor modstand mod Irak-krigen har inspireret til kamp om løn, pension osv. Der er masser af muligheder, hvis venstrefløjen erkender sit ansvar for at organisere modstanden.

Jamen, hvorfor gør venstrefløjen så ikke bare det?

Op gennem 80erne og 90erne har folk på venstrefløjen ofte brugt hinanden til at “beskytte sig” mod borgerlige ideer, racisme og “enhver er sin egne lykkes smed”-ideerne. Når vi ikke har kunnet vinde argumenterne på vores skoler eller arbejdspladser, så har vi opgivet kollegerne og skolekammeraterne og affundet os med helst at snakke med andre venstreorienterede.

Venstrefløjen er nødt til at forny sig, hvis vi skal udnytte de nye muligheder. Vi skal ikke bruge partier og bevægelser som tilflugtssted fra en “ond omverden”.

I stedet skal vi bruge hinanden til at få argumenter og ideer, så vi kan tage diskussionerne og foreslå aktiviteter, når vi er sammen med skolekammerater og kolleger. Venstrefløjen skal være langt mere udadvendt – og vi skal bruge vores organisationer til at styrke vores udadvendthed. Det vil sige – at organisere og styrke hinanden i både aktivitet og argumenter.

Derfor må vi også nøgternt konstatere at ISU er det bedste sted at være organiseret i dag. Fordi vi i ISU usekterisk opbygger bevægelse sammen med alle andre på venstrefløjen. Men derudover fordi, vi er dem der er klarest på, at vores parti skal være et redskab i kampen mod kapitalismen.

Det vil sige at vi ikke bare er aktive, men sammen diskuterer hvordan vi kan optimere vores arbejde, og samtidig tør prioritere og arbejde med de vigtigste emner, der kan bringe både bevægelsen bredt, og hele venstrefløjen, fremad.

Derfor er ISU på trods af sin manglende størrelse det bedste sted at være organiserede, for dem der vil at hele venstrefløjen bliver fornyet, og sætter sig i spidsen i kampen for en anden og bedre verden.

Flere artikler fra nr. 242

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2205 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside