Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 245 – 1. september 2005 – side 8

Teori for bevægelsen

Radikalitet og massebevægelse

Charlie Lywood

Radikalitet og masseaktion bliver ofte opstillet som modsætninger af folk på venstrefløjen. Charlie Lywood argumenterer her for, at de to ting nødvendigvis må gå hånd i hånd, og tager et kritisk blik på, hvordan dette foregår i praksis.

Friedrich Engels, den tyske revolutionære og en af grundlæggerne af marxismen, sagde engang at “en revolution er ikke noget teselskab”. Med det mente han, i en polemik med højrefløjen i det tyske socialdemokrati i slutningen af forrige århundrede, at en revolutionær bevægelse ikke kan undgå at komme i fysisk konflikt med statsmagten, hvis den vil lave verden om. En massebevægelse for socialisme kan ikke undgå at komme i konflikt med den borgerlige legalitet. En af konsekvenserne af at udfordre den bestående magt er, at den bestående magt slår igen og lægger både legalistiske og fysiske hindringer i vejen for forandringer. De overgiver sig ikke bare – hverken til et andet parlamentarisk flertal eller en massebevægelse fra neden. Derfor har kampen mod den borgerlige orden og for revolutionær forandring også en radikal, grænseoverskridende og fysisk side.

Vores modstander præsenterer altid de revolutionære som “voldelige”, mens de selv råder og bestemmer over en verden, der slår 45.000 børn ihjel om dagen og ødelægger naturen, så grundlaget for et fremtidigt liv på jorden ødelægges. Men de revolutionære er først og fremmest modstandere af vold og alt det, som fremmedgør folk og sår had mellem folkeslag, køn og forskellige religioner. Omvendt ønsker vi at lave verden om og uddrive de bestående magthavere. Og dette er med Engels ord “ikke noget teselskab”. Hvordan hænger disse to ting sammen?

For at forstå denne sammenhæng skal man have fat i to begreber. Det første er, at man ikke kan forandre verden radikalt, uden at der handles radikalt. Forandringen kommer enten gennem magthavernes pres mod os, for at de bedre kan udnytte og udbytte os, eller omvendt at vi presser dem til at lave om på deres planer og, hvis bevægelsen er stærk nok, erstatter dem med en anden magt. Det andet begreb er, at forandring fra neden kun kan ske, hvis der er 1) opbakning til det blandt en betydelig mængde af mennesker 2) et stort mindretal, som er parat til at ofre noget for at ændre ting. Med andre ord er det en forudsætning for reelle forandringer, at bevægelsen har styrke og samtidigt en radikalt udtryksform.

Et moderne eksempel er massebevægelsen mod krigen i Irak. Den mest interessante periode er februar 2003 til krigens udbrud i april 2003. New York Times kaldte “verdens-opinionen” den “anden supermagt” i verden. “Opinionen” kom til udtryk i de over 20 millioner mennesker verden rundt, som demonstrerede mod krigen fra Sydney til København, både i februar og marts. Men mange flere millioner var imod krigen, sandsynligvis et flertal af verdens befolkning. Radikaliteten i forhold til opinionen var at demonstrere. Her var der overensstemmelse mellem bevægelsen og radikaliteten.

Men også blandt demonstranterne var der en “mængde” og en “radikalitet”, som brød de legalistiske bånd. Eksempelvis i København blokerede de store klasser fra en folkeskole i Valby den store indfaldsvej til København ved Folehaven i flere timer på krigens udbrudsdag. Politiet kunne intet stille op. Ikke fordi de ikke havde retten og magten til det, men fordi aktionen var i overensstemmelse med stemningen og styrkeforholdet i samfundet lige på dette tidspunkt. Et angreb på eleverne fra politiets side kunne have udløst lignende aktioner andre steder i byen. Og eventuelt have fremprovokeret, at en del af arbejderklassen ville reagere mod politiets fremfærd. Senere på dagen for krigens udbrud standsede demonstrationen alle indfaldsveje til Rådhuspladsen. Loven blev brudt, men vi var så mange, at statsmagten ikke greb ind. Omvendt var det nemt for politiet at hive en håndfuld demonstranter ned fra taget på Holmen, fordi deres aktion foregik ved siden af den massebevægelse, som udspillede sig på mange københavnske skoler og på gaden midt i København.

Et andet eksempel på massebevægelsen og radikalitet er Ri-Bus-konflikten i Esbjerg i 1994. Konflikten handlede om dårligere vilkår for buschaufførerne i forbindelse med udlicitering af bustransporten i Esbjerg. Chaufførerne var en prøvesag for den privatiseringsbølge, som regering og folketing på dette tidspunkt havde lagt op til. Chaufførerne brugte ulovlige fysiske blokader med hjælp fra sympatisører for at forhindre skruebrækkerne i at køre ud med busserne. Da politiet greb ind med magt og hunde, kunne de godt nok få et par enkelte busser ud at køre, men en stor del af den esbjergensiske arbejderklasse nedlagde arbejdet, og mange hundrede af dem forhindrede busserne i at køre rundt i byen.

I de dage, hvor denne magtkamp stod på, brød tusindevis af arbejdere loven, uden at politiet greb ind og arresterede dem. Deres radikalitet var i overensstemmelse med bevægelsen. Senere lykkedes det igennem en kombination af studehandler i fagbureaukratiet og træthed blandt arbejdere i Esbjerg at isolere buschaufførerne. I denne fase begyndte en del af sympatisørerne, hovedsagligt lokale folk fra Esbjerg, at spekulere i radikale aktioner mod lokale politikere i ly af natten. Disse aktioner var ikke i overensstemmelse med den brede opbakning bag chaufførerne og var faktisk med til at skade chaufførernes sag. Dette var således et tydeligt eksempel på, at radikalitet sagtens kan forsvares i en situation, men ikke i en anden.

Et tredje eksempel er kampen mod nazismen i Danmark i 90’erne. Nogle nazister havde slået sig ned i to sønderjyske landsbyer, Kollund og Kværs, og brugte disse steder til at producere nazistisk litteratur til det tyske marked. I samarbejde med den i forvejen brede bevægelse mod nazisterne i Danmark gik lokalbefolkningen i aktion og oprettede et dagligt syngekor uden for nazisternes bopæl og oprettede fysiske blokader mod levering af materiale. De indkaldte til flere landsdækkende massemobiliseringer, hvor den sidste med mange tusinde deltagere var den største og førte til, at nazisterne flyttede syd for grænsen. Den massemobilisering og radikalitet fra lokalbefolknings side stod i kontrast til de autonomes idé om, at nogle få hårdkogte aktivister skulle banke nazisterne, hvor end man mødte dem. De revolutionære argumenterede for massemobilisering og fysisk konfrontation, når massemobiliseringen var til stede. Det handlede ikke om at være mere voldelige end nazisterne, men om at være mange flere end dem. Igen går massebevægelsen og radikaliteten hånd i hånd.

De tre eksempler viser, at det er muligt at opbygge en massebevægelse, uden at radikaliteten går fløjten. Det er ikke sådan, at det at opbygge en så stor enhed som muligt (for eksempel over for Bushs besøg i Danmark) i sig selv forhindrer, at der laves radikale, grænseoverskridende handlinger. Men en forudsætning for, at disse aktioner er i overensstemmelse med bevægelsen, er, at de foregår i åbenhed og er debatterede i forvejen, så de deltagende organisationer kan se en sammenhæng mellem aktionerne og bevægelsen. Aktioner, som alene har til formål at bryde loven bare for at bryde loven, er blot udtryk for en elitær og barnlig tankegang. Eksempelvis “Reclaim the streets”, som lavede en happening på Kongens Nytorv under den store demonstration mod Bush den 6. juli, og isolerede sig fra størsteparten af demonstrationen, som lige havde lukket alt trafik omkring Kongens Nytorv. Man havde, om jeg så må sige, allerede “reclaimed the streets”, men for arrangørerne var det ikke nok: man skulle gøre det ”på trods” af politiet og vise, hvor radikal man var. Man fik også de forventede konfrontationer med politiet og fokuseringen på “konfrontation” fra pressen.

Revolutionære socialister skal på en gang kunne opbygge en massebevægelse, hvor det er muligt, og samtidigt fastholde radikaliteten i bevægelsen. I øjeblikket er der basis for at kombinere disse to forudsætninger for at forandre verden. Der er masser af nye, unge socialister, som gerne vil tage aktivt del i kampen mod racisme, griske pengemænd, forringede studier og krig. Samtidig er det gennem “Nej til Krig” og “Stop Bush”, at der kan skabes enighed mellem mange forskellige organisationer, som repræsenterer hundredetusindevis af mennesker. Udfordringen er at gribe tiden – opbygge en massebevægelsen for en ny verden og give plads til den radikalitet, som er nødvendig, hvis vi skal mere end blot udstille vores utilfredshed.

Flere artikler fra nr. 245

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Strategi og taktik

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1992 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside