Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 247 – 14. oktober 2005 – side 7

Dobbeltinterview med Søren Søndergaard (Ø) og Jakob Nerup (IS)

Antikapitalismen skal på sporet igen

Opgaven for venstrefløjen er at genopbygge en aktiv arbejderbevægelse. Blokaden mod de polske byggefirmaer havde fokus på den fælles interesse polske og danske arbejdere har. Havde det været Dansk Folkepartis linie, der havde vundet, kunne det have betydet et nyt nederlag til arbejderbevægelsen. Måden at få arbejderbevægelsen i offensiven på, har sit afsæt i den lokale fagforening. Bringe den lokale og konkrete kamp for mere velfærd sammen med en kritik af Foghs og Bushs liberale verdensorden. Jakob Nerup (ISU) og Søren Søndergaard (Ø) giver her nogle bud på, hvilke opgaver der venter både revolutionære som reformister i modstanden til Fogh og kapitalisme.

Jakob:
Der er ingen tvivl, at vi i Europa ser et opbrud fra neden. For nylig bragte Das Spiegel en artikel om det tyske valg og billeder af Die Linke og Marx. Bladet skrev, at et spøgelse går gennem Europa og det spøgelse er Marx. Jeg mener, at fremgangen til Die Linke i Tyskland, Arbejderpartiets sejr i Norge viser at folk i øget omfang er parate til et forsvar for deres levevilkår. Det trods mod magthaverne har skabt et parlamentarisk alternativ til den udvikling magthaverne vil i Europa og resten af verden. Forhåbentligt er folk i Danmark også parate til modstand. Opslutningen til Enhedslisten til folketingsvalget og medlemstilstrømning viser at den udvikling måske også er på vej til Danmark.

Søren:
Det er rigtigt at der er en overordnet tendens, men den giver udslag på mange forskellige måder. Udviklingen i Portugal og Danmark er noget andet end i Tyskland og til dels England og Italien. Tendensen er et udtryk for, at de traditionelle Socialdemokratiske partier er gået langt til højre. Og det er det, som skaber rummet for, at de traditionelle Socialdemokrater søger alternativet. Nogle steder er det så lykkes at lave alternativer, der indeholder grupper af det traditionelle Socialdemokrati. Og lidt i England. Det er den traditionelle yderste venstrefløj som er blevet styrket. Det er vigtigt, at der er den forskel og holde fast i, at opgaven alle steder er den samme. Og opgaven er at skabe et politisk alternativ for hele arbejderklassen. Vores mål kan og må ikke være at skabe en fløj i arbejderbevægelsen, men et politisk alternativ for hele arbejderbevægelsen. Det er genopbygningen af arbejderbevægelsen som skal på dagsordnen.

Jakob:
Det synes jeg er rigtigt. Det er i virkeligheden det, der er udslagsgivende for, hvorfor der er nødt til, at være et politisk alternativ. Man politisk hjemløs, hvis man forsvarer velfærden, efterlønnen for eksempel. Hvis man synes Danmark skal være et fredeligt land uden krigsdeltagelse, at vi skal have en mere human flygtningepolitik, så kan man ikke med dagens Socialdemokrati se, at de skal udgøre det alternativ. Det må blive andre. Problemet er, at der ikke har været et opbrud i Socialdemokratiet som i Tyskland. Og allervigtigst. Der har ikke været en social mobilisering i fagbevægelsen. Jeg tror at diskussionen om efterløn, og de såkaldte velfærdsreformer, kan være det, som fremtvinger de nødvendige brudflader i fagforeningerne lokalt. Det er noget der i min lokale HK-afdeling diskuteres meget blandt de menige socialdemokrater. De er overhovedet ikke enige med ledelsen på efterlønsspørgsmålet.

Søren:
Det er klart, at velfærdsreformer bliver et omdrejningspunkt. Alligevel tror jeg, man skal passe på med det. Borgerskabet har lært fra, hvordan det gik sidste gang med efterlønnen. De vil sikkert benytte sig af en del- og herskpolitik. De vil friholde grupper af befolkningen fx folk over 50 år når det kommer til efterlønnen. De vil på den måde forsøge at tvinge en kile ind, så dem der ville blive ramt hurtigst af en reform, bliver friholdt fra nedskæringerne på efterlønnen. Det er klart, at det er noget, vi må følge tæt. Vi skal være opmærksomme på, de objektive vanskeligheder, en splittelse vil gøre. Jeg synes, der er et punkt mere, som kan blive et lige så højt omdrejningspunkt, og det er de kommunale nedskæringer de kommende år. Der kommer en udligningsordning, som vi ikke aner, kommer til at indeholde. Men som efter alt at dømme kommer til, især i større kommuner, at koste rigtigt mange penge. Så derfor skal kommunerne til at gennemføre nedskæringer. Og modsætningen mellem den retorik Fogh fører og så de konkrete ændringer man vil lave i kommunerne. Det vil føre til reaktioner, og der skal venstrefløjen, ikke kun gå ind i dem, for at gøre dem så stærke som muligt, men også koordinere dem. Så vi undgår, at kampen for børnehaver kommer til at gå ud over de handicappede billedligt talt. Eller trafiksikkerhed kolliderer med klassekvotienterne på skolerne. Det er vigtigt, at venstrefløjen kan etablere et fælles kampgrundlag.

Jakob:
Det rejser vel også spørgsmålet, hvad svar skal venstrefløjen komme med? Basalt set er det ikke nok at have den rigtige politik. Der er også et politisk svar der siger, at vi må springe budgetterne. For venstrefløjen må det også handle om at have det politiske mod til at gå skridtet videre til økonomisk ulydighed, og gøre trods.

Søren:
For mig at se, er det ikke kun et spørgsmål om mod. Der er ikke noget lettere end at sige, at vi foreslår et underskudsbudget. Men der skal vindes opbakning til det, og når der er vundet opbakning til det, så skal man også vinde. Man har erfaringer fra England, hvor man lavede underskudsbudgetter og tabte. Jeg mener, man skal afvise at stå på rammerne for nedskæringerne. Derfra kan man få befolkningens opbakning og en mulighed for budgetunderskud. Ellers vil det bare være en demonstration. Men propagandaen for, at der er masser af penge at hente skal benyttes. Der skal gives flere penge til de kommunale servicer, i stedet for skattegaver til Mærsk og de store multinationale selskaber. Det er den politiske argumentation, der ligger til grund for, at man kan mobilisere flertallet til budgetunderskud.

Jakob:
Man kan også sige, at det er en afgørende forskel på SF og Enhedslisten. SF går beredvilligt med til nedskæringerne. De er ofte ikke engang presset til det. Hvor brugerne, i realiteten deres egne vælgere, rammes. Hvis man taler venstrefløj i dag, så kan man ønske sig, at SF lærte af det, fordi de får givetvis en ordentlig lussing til valget i København. Det ønsker jeg ikke, men jeg synes faktisk, at det er vigtigt at gøre klart, at det ikke er nok at stemme på venstrefløjen som sådan. Man må også pege på dem, som er villige til at sige: vi går ikke med til nedskæringer og det er min opfattelse at det er Enhedslisten pt. der er de eneste der gør det konsekvent. En stemme på Enhedslisten er et talerør for de folk, som siger: vi er imod de nedskæringer.

Søren:
Jeg vil meget nødigt spå om, hvad der sker til kommunalvalget. Det er klart, at det ville være en skuffelse, hvis vi ikke går frem. Også fordi vi meget tydeligt føler, at den fremgang skyldes at vi placerer os som et politisk alternativ. Om vi får en procent mere eller mere til kommunalvalget er dybest set ikke det, som kommer til at afgøre nogen ting. Det, som kommer til at afgøre nogle ting, er om den modstand, der er mod den liberalistiske politik, som dele af Socialdemokratiet og fagbevægelse står for, vil udmønte sig i konkret aktivitet. Enhedslistens rolle er at opbygge et alternativ for hele arbejderbevægelsen. Så at sige, være med til at genopbygge arbejderbevægelsen. Det er noget vi, i sagens natur, bliver nødt til at gøre med andre. Hvordan det konkret kommer til at foregå, afhænger af mulighederne for samarbejde med andre. Set ud fra vores synspunkt er det klart, at vi skal være en mere aktiv organisation. Det er det centrale spørgsmål og det er også blevet rejst i Enhedslistens diskussioner. Opgaven er, hvordan vi får forvandlet medlemsfremgangen til en mere aktiv organisation. Men det er lettere sagt end gjort.

Jakob:
Jeg tror, der er en vigtig faktor mellem samspillet af ledende venstreorienterede medlemmer af fagbevægelsen og det at få mange flere til at være aktivister. Jeg tror, fx at en afgørende faktor er om Fagligt ansvar tager den opgave på sig og siger, vi skal organisere den kampagne som samler, ikke bare opbakning, men også en bred aktivitet fra neden. Der er nemlig ikke stemmer i folketinget til at stå imod et angreb på efterlønnen. Hvis vi skal forsvare efterlønnen, så skal modstanden komme udefra og nedefra. Og den skal komme fra fagbevægelsen. Man kan sige, at den eneste organisatoriske og politiske kraft er Fagligt ansvar. Det betyder, at Enhedslistens folk, og de folk omkring Enhedslisten spiller en afgørende rolle for at skabe den pol i Fagligt ansvar om at tage de rigtige skridt fremad. Det handler om at pege på samspillet mellem ledende folk og det man som aktivist kan gøre. Frank Aaen fortalte på min HK-konference i weekenden, en masse fornuftige ting. Den ballast gør det langt nærmere for mig, som aktivist, at tage del i diskussioner for at bevare efterlønnen når dem, der sidder oppe på podierne også siger det. Det gør det lettere at få det spørgsmål diskuteret ude i fagbevægelsen på den måde. Det håber jeg Enhedslistens faglige folk kan gå i spidsen for.

Søren:
Jeg mener, at hvis vi ser på det arbejde, der er lavet i forhold til de polske arbejdere, så er det et eksempel på, at bare man lægger det rette politiske snit, kan det lade sig gøre. Tænk på hvor frygteligt det kunne have været, hvis det havde været Dansk Folkepartis linier, som have fået lov at reagere ude på de mange, mange blokader og opsøgende arbejde, der har været. Hvorfor? Fordi der blev lagt en linie, som understregede det klassemæssige samhørighed mellem arbejderne. At vi kæmpede for nogle fælles interesser. At polske arbejdere ikke var vores modstandere, men har en fælles interesse i at kæmpe for ordentlige vilkår selv. Jeg tror ikke, vi kommer i modoffensiv i forhold til racisme og islamofobi på det ideologiske plan. Kampen skal føres og vi skal udnytte hver eneste gang modstanderne blotter sig. Tag fx de vanvittige ting der er kommet fra Camre og Frevert. Det giver os muligheder at komme i offensive. Men vores mulighed for at komme afgørende igennem, kræver at vi bygger på klassefællesskabet. Det, at vi har indslusningsløn, det, at vi har ghettoer, det at fattigdommen har fået farve og vi har fået en gruppe af løntrykkere osv. det er, hvad vi skal bruge som argument for, at det er nu at fagbevægelsen skal på. Og de almindelige lønmodtagere. Jeg siger ikke, det bliver let, men det er her, vi har en mulighed.

Læs hele interviewet på
www.socialister.dk

Flere artikler fra nr. 247

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Siden er vist 3055 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside