Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 247 – 14. oktober 2005 – side 8

Teori for bevægelsen

Vores demokrati og deres demokrati

Charlie Lywood

Når TDC, som i forvejen er ejet af en stor amerikansk koncern, sandsynligvis bliver solgt i den nærmeste fremtid for mange milliarder kroner, vil det kun være ganske få mennesker, som tager beslutningen. Men konsekvenserne af disse få menneskers handlinger kan have vidtrækkende betydning for titusinde af mennesker i Danmark. Der kan være massefyringer, out-sourcing af opgaverne, flytninger af de tekniske installationer og ændring af ledelsesstrategier, uden at nogen af de berørte får noget at skulle have sagt. Og dette uanset at mange af de berørte har deltaget i samtlige folketings-, kommunale og EU-valg i hele deres liv. Og det er det fundamentale problem med det parlamentariske demokrati. Det foregiver at give alle borgerne indflydelse på deres eget liv, men i virkelighedens verden overlader det de beslutninger, som betyder allermest for borgerne, til de få mennesker i denne verden, som har den økonomiske magt.

Dette er ikke en skønhedsfejl, som man uden videre kan rette op på. Det er en fundamental hjørnesten i det borgerlige demokrati, som det praktiseres i størstedelen af den industrialiserede verden. Den amerikanske og franske revolutions slogan i den sidste halvdel af 1700-tallet var ”Lighed, frihed og broderskab”. Det udtrykte det undertrykte borgerskabs drøm om at kunne tjene penge uden de snærende bånd, som enevældige kongefamilier og et jordbaseret aristokrati holdt samfundet i. Borgerskabet havde brug for at stadfæste, at alle havde ret til at tjene penge, det var det, de mente med ”lighed”. De mente også, at de skulle have “frihed“ til at gøre det. Derfor ønskede de at ophæve alle told og skatter, som forhindrede adgang til byerne og udenlandske markeder. Og med ”broderskabet” mente de, at hele samfundet havde en interesse i at blive organiseret omkring produktion og salg af varer. De skabte betingelsen for den kapitalistiske produktion gennem deres revolution. Og for at kunne organisere samfundet omkring det var det nødvendigt, at der var et parlament til at regulere sagerne. Hvor det før var en konge indsat af Gud, som regerede samfundet, var det det nu et parlament valgt af borgerskabet. Den borgerlige revolution blev fuldendt i 1848 over det meste af Europa, da den kongelige enevældes sidste bastioner blev fejet til side. Blandt andet i Danmark.

Men indflydelse og frihed var kun for en meget begrænset skare. Det var kun for mænd med besiddelser og slet ikke for kvinder. Men store dele af resten af samfundet, som ejede lidt eller intet, ville også være med. I både den amerikanske, franske revolution og senere i de brede bevægelser for demokrati i 1830 og 1848 optrådte andre kræfter end borgerskabet. Masser af selvstændige erhvervsdrivende, små-jordejere og den spirende faglærte arbejdskraft pressede på for deres rettigheder. De blev slået brutalt ned gang på gang. Det var først, da fagforeninger begyndte at dukke op under den 1. Internationales faner fra 1860 og fremad, at en anden form for demokrati stak hovedet frem. Også arbejderne ville have ret til at stemme, men også ret til, at samfundet tog hensyn til dem. For eksempel mod brugen af børn som arbejdskraft, for rent drikkevand i byerne, for en kortere arbejdsdag. Mange af de første arbejdskampe indeholdt demokratiske såvel som økonomiske krav. Dette har været et kendetegn ved alle større arbejdskonflikter siden hen. På den ene side borgerskabets forsøg på at indskrænke demokrati til kun at omhandle deres ret til at tjene på samfundet; på den anden side resten af samfundets interesse i at få samfundet til at afspejle almindelige menneskers ønsker og håb. Deraf udsprang den socialdemokratiske reformisme.
Siden begyndelsen af 1900-tallet har borgerskabet haft en temmelig opportunistisk attitude til det parlamentariske demokrati. I nogle perioder har de været tilhængere af det, i andre periode har de støttet bestemte ikke-demokratiske kræfter. F.eks. i perioden 1922-1945 i Europa, hvor store dele af borgerskabet var tilhængere af totalitære styrer og fascistiske og nazistiske bevægelser i det meste af kontinentet. Selv i Norden støttede en del af borgerskabet, også i Danmark, ikke-demokratiske styreformer. Og i Sydamerika, Afrika og Asien har forskellige kolonimagter, som England, USA og Frankrig, støttet diktatorer, blot de sikrede en kapitalistisk udvikling. I det sidste halve århundrede har det været USA, som har stået for den form for dobbeltmoral. I det meste af århundredet har den organiserede arbejderklasse i Europa i form af fagforeninger og arbejderpartier været for stærk til, at denne vej kunne betrædes uden store omkostninger for borgerskabet selv.

Der er en anden tradition. Den har også hele tiden været til stede de sidste 100 år. Faktisk dannedes der for præcis 100 år siden sovjetter eller arbejderråd i Skt. Petersborg i Rusland, som var et svar på, at tsarens soldater plaffede hundredvis af fredelige demonstranter ned foran hans palads. Sovjetterne samlede repræsentanter fra de forskellige fabrikker i byen og stillede krav til tsaren og hans ministre. Deres våben var generalstrejke og besættelser. Altså et fundamentalt slag mod kapitalens interesse. Kravene gik både på demokrati og på bedre forhold for arbejderne. Repræsentanterne kunne tilbagekaldes hvornår som helst. De var underlagt stormøderne på fabrikkerne. Her så man for første gang i historien almindelige mennesker udvide ideen om demokrati. Her var et levende, direkte demokrati, som afspejlede den øjeblikkelige stemning blandt folk. Denne spontane udvidelse af demokrati var senere inspiration til Lenins værk “Staten og revolution“ (1916), hvor han ud fra erfaringer fra pariserkommunen i 1871 og 1905-revolutionen i Skt. Petrograd argumenterede for, at arbejderklasen gennem arbejderrådene besidder styrken til at vælte borgerskabet af pinden og opbygge kimen til det klasseløse samfund, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.

Et år senere, i 1917, sker det rent faktisk. Arbejderklassen gennemfører et sovjetbaseret, direkte demokrati i Rusland. Også den russiske revolution blev smadret indefra, af Stalin. Men siden da har arbejderklassen i mange tilspidsede situationer organiseret sig demokratisk på en sådan måde, at de både har organiseret deres egen kamp og lagt basis for et nyt samfund med et fundamentalt anderledes demokrati. Et demokrati byggende på, at almindelige folk har ret til at styre deres lokale arbejdsplads, og at de derigennem også kan yde direkte indflydelse på samfundets indretning.
Siden da har det direkte demokrati vist sit ansigt, hver gang arbejderklassen har trådt frem på scenen og haft mulighed for at rive magten fra borgerskabet: I den Spanske Borgerkrig, 1936-1939, under oprøret mod Sovjetunionen i Ungarn i 1956, i kampen mod kontrarevolution i Salvador Allendes Chile, ja selv under den iranske revolution i 1979, inden præstestyrets kræfter smadrede det, og da Solidarnosc i Polen (1980-81) startede processen mod Berlin-murens fald og Sovjet-imperiets endeligt i 1989.

Dette rådsdemokrati er et produkt af selve arbejdernes placering i den kapitalistiske produktion. For at kunne forsvare sig eller opnå forbedringer er det nødvendigt at organisere sig. I tilspidsede situationer er den socialdemokratiske reformisme ikke nok. Den er hæmmede af illusioner i det parlamentariske demokrati. Rådsdemokrati kan derimod pege frem mod en anden form for demokrati. Et demokrati, hvor selve det økonomiske fundament, som samfundet hviler på, rives ud af hænderne på kapitalejere og underlægges en demokratisk styreform, som kan prioritere ressourcerne. Ikke ud fra, hvad ”markedet“ kræver, men hvad mennesker har brug for. Det er kernen i forskellen på det, de kalder demokrati, og socialisternes demokratiske idé. Man kan sige, at rådsdemokrati på en og sammen tid er et våben til at ændre verden og har kimen til at styre et kommende socialistisk samfund. Det besiddelsesløse demokrati mod besiddernes demokrati. De vil have vores stemmer for bagefter at tjene borgerskabets interesse. Socialisterne vil have en styreform, hvor alle kan være med til at bestemme, hvad der skal ske på lokalt, nationalt og internationalt plan.

Flere artikler fra nr. 247

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1568 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside