Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 253 – 16. marts 2006 – side 3

Hvordan Fogh kom gennem Muhammed-krisen

Nationalisme, følgagtig presse og bovlam opposition

Jørn Andersen

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der sidder tilbage og undrer mig over, hvordan Anders Fogh & Co. egentlig kom igennem Muhammed-krisen.

Jørn Andersen giver her sin analyse af, hvordan det kunne lade sig gøre for Fogh at ride stormen af sig.

Jeg mener: De har alle facts imod sig. De har været med til at optrappe en international konflikt. De har spredt omkring sig med beskyldninger, som har vist sig ikke at have bund i virkeligheden. De har nægtet at tage afstand fra beskidte racistiske angreb. – På trods af dette fremstilles de i dag som principfaste forsvarere for demokrati.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre?

I starten af forløbet var regeringens linie, at dette kun handlede om ytringsfrihed – og: At man ikke ville snakke med nogen af dem, der følte sig trådt på – hverken ambassadører eller hjemlige muslimske ledere.

Da nogle af disse muslimske ledere så – efter at være blevet afvist af regeringen – søgte støtte i Egypten og Libanon, blev de straks udskreget som landsforrædere i pressen. Det hed sig, at de havde tegnet et fordrejet billede af Danmark som fremmedfjendsk og intolerant – en kritik som Fogh straks tilsluttede sig.

Kritikken blev fulgt op af en kampagne om, at når Danmark bliver angrebet, så må alle bakke op om regeringen.

To-trinsraket

Trin 1 (at det handler om ytringsfrihed – ikke om racisme) havde den store fordel for regeringen, at den ikke behøvede at forholde sig til indholdet af ytringerne. Uanset om man havde støttet eller taget afstand fra indholdet, ville man have skubbet støtter fra sig på enten højre- eller midterfløjen.

Trin 2 (at alle må bakke op) er et traditionelt nationalistisk kort. Det tjener til, at lukke munden på alle der er uenige. Såvel Radikale, Socialdemokrater som SF accepterede dette “nationale sammenhold” – og holdt i praksis kæft i et par uger.

Men da gemytterne var faldet lidt til ro, var der alligevel nogle mellemregninger, som Fogh ikke havde fået lukket.

- at regeringens passivitet stærkt havde bidraget til at optrappe konflikten

- påstanden om at de muslimske ledere under deres tur til Mellemøsten havde løjet, står nu som en løgn fra mediernes og regeringens side

Enten er du med os eller imod os

Foghs svar var en modoffensiv: Han angreb med spredhagl alt fra intellektuelle til industriledere for ikke at have et principielt forhold til ytringsfriheden. Nu skulle “den stærke leder” igen sætte alt på plads.

Den slags kan kun lukke debatten (indtil videre), fordi Fogh har en meget følgagtig presse. Med enkelte hæderlige udtalelser er alle Fogh-regeringens udtalelser ukritisk blevet taget som sandheder.

Kvalm pressedækning

Kun Politiken har gjort sig den ulejlighed at undersøge til bunds, hvad det faktisk var de muslimske ledere havde sagt og gjort på deres rejse til Mellemøsten – hovedparten af pressen viderebragte ukritisk påstandene om, at de havde løjet og fordrejet. Ekstra-Bladet gik forrest i smæde-kampagnen mod især lederne fra Islamisk Trossamfund, Ahmed Abu Laban og Ahmed Akari.

Kombinationen af en nationalisme, som lukker munden på dem der er uenige med magthaverne, og en følgagtig presse, der blot gentager regeringens udtalelser ukritisk, er en særdeles farlig cocktail.

Og når så de største oppositionspartier fuldstændig kujon-agtigt accepterer disse præmisser, så lover det ikke godt for fremtidige “kriser”. Det er ikke fra regering, folketing og medier, at de undertrykte skal forvente støtte – eller blot sandhed.

Flere artikler fra nr. 253

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2292 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside