Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 268 – 25. april 2007 – side 7

Frankrig efter første valgrunde

Nyliberalisme kræver samlede svar

Jørn Andersen

Valget i Frankrig symboliserer på mange måder de udfordringer, venstrefløjen over det meste af Europa står over for i disse år.

Efter første runde er det et valg mellem en hård eller en lidt blødere udgave af nyliberalismen. På sidelinien presses de af de knapt 4 mill. stemmer til Le Pens fra det fascistiske Front National. Venstrefløjen derimod kom aldrig til at udfordre nogen af dem, da dens stemmer blev splittet mellem 4 kandidater.

Nicolas Sarkozy vandt første runde med 11,5 mill. stemmer (31,2 pct.). Han er et rigtigt svin, som står for hård nyliberalisme med “lov og orden“ og mere magt til politiet, så de kan slå hårdt ned på alle, der ikke vil indordne sig.

I efteråret 2005 kaldte han de unge, der gjorde oprør mod fattigdom, racisme og politi-chikane i Paris’ forstæder, for “rakkerpak“, der bare skulle “spules ud“. På under 3 uger arresterede hans politi 2.888 mennesker.

Socialdemokraten Ségolène Royal blev nr. 2 med 9,5 millioner stemmer (25,9 pct.). Hun er lige så nyliberalistisk som Tony Blair og snakker som han om “lov og orden“ og nationalt sammenhold.

“Gaden må ikke regere“

Det er ikke første gang, at Sarkozys hårde og Royals mere mudrede nyliberalisme har struttet af selvtillid. Men de sidste 12 år er den blevet knækket ved mødet med franske arbejdere og unge.

I 1995 strejkede 2 millioner offentligt ansatte mod Juppé-regeringens angreb på deres pension. Planerne blev stoppet, og i 1997 vandt socialdemokraterne en jordskredssejr.

Men strejkerne kunne mere end det: Le Pens Front National, som ellers så ud til at være uovervindelige blev kørt ud på sidelinien – dels af strejkernes appel om solidaritet, dels af store demonstrationer mod dem. Front National var snart i åben intern strid.

Et par år senere var store demonstrationer til forsvar for illegale indvandrere i Frankrig i stand til at vinde indrømmelser. I 1998 blev ATTAC stiftet.

I 2003 blev nye angreb mødt med en 2 måneder lang strejkebølge. Hele 8 millioner var i strejke, da den var størst.

Premierminister Raffarin udtalte magthavernes frygt, da han sagde: “Gaden må ikke regere“.
Strejkerne var gen-starten på den bølge af modstand, vi har set i Frankrig de sidste par år.

I maj 2005 stoppede en folkeafstemning planerne om en nyliberalistisk EU-traktat. Selv om nogle forsøgte at gøre det til en sejr for Le Pen, så viste alle undersøgelser, at det franske Non kun i ringe grad handlede om indvandrere, men først og fremmest var et nej til mere ulighed og mere nyliberalisme.

I efteråret 2005 så vi oprøret blandt unge i forstæderne, og i 2006 slog studenter og arbejdere i fællesskab regeringens planer om lettere at kunne fyre unge tilbage.

Politisk alternativ

Selv om strejker og protester har slået mange af magthavernes planer tilbage, så er der alligevel gennemført enorme privatiseringer i Frankrig under såvel borgerlig som socialdemokratisk ledelse.

Det peger på en svaghed hos modstanden i Frankrig: Den er endnu ikke samlet i et fælles anti-kapitalistisk alternativ. Der mangler et politisk alternativ, som både kan samle protesterne på gader, skoler og arbejdspladser – og samtidig udfordre nyliberalisme, krig og racisme ved valgene.

Det franske Non ved afstemningen om EU-traktaten viste ellers, hvilken styrke der ligger i en fælles kampagne fra venstrefløjens partier. Dens Nej-kampagne samlede massemøder med tusinder af mennesker. Den var i stand til at splitte ledelsen hos både fagforeninger og socialdemokrater, som ville sige ja. Og så vandt den altså en sejr, der rystede EU-politikerne over hele Europa.

Til dette valg var der forhandlinger om at opstille en fælles kandidat – som desværre faldt sammen. Resultatet blev tilbagegang. I 2002 fik den revolutionære venstrefløj i LCR og LO tilsammen næsten 10 pct. af stemmerne – i år kun 5,4 pct.

Regner man kommunistpartiet (PCF) og José Bové med, er den anti-kapitalistiske venstrefløj samlet gået tilbage fra 13,3 pct. til 9,3 pct.

Venstrefløjens tal

Kandidat 2002 2005
Besancenot (LCR) 4,25% 4,13%
Laguiller (LO) 5,72% 1,35%
Buffet (PCF) 3,37% 1,94%
José Bové – 1,92%

Flere artikler fra nr. 268

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1699 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside