Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 268 – 25. april 2007 – side 8

Et anderledes parti

Dorte Lange

Revolutionære socialister ønsker ikke at repræsentere en passiv arbejderklasse, men at føre en politisk kamp for, at arbejderklassen må befri sig selv

Politiske partier fungerer i almindelighed som repræsentanter for forskellige befolkningsgruppers interesser i folketing eller byråd. Mange socialister, som ønsker at forandre verden, mener da også, at man må overlade det til nogle valgte mennesker fra arbejderklassens partier, at få vedtaget reformer der kan gavne arbejderne.

Revolutionære socialister mener derimod, at arbejderklassen selv skal frigøre sig fra undertrykkelsen. Derfor opbygger de en helt anden type parti, som ikke repræsenterer en passivt afventende arbejderklasse, men har til opgave at deltage i den politiske kamp i arbejderklassen om, hvilken retning bevægelsen for frigørelse skal tage, og at organisere opstanden, når diskussionen er vundet.

Ideen om, at partiet skal repræsentere arbejderne, og at disse til gengæld skal holde sig i ro og ikke foretage sig for meget selv, gør kampen for socialisme ineffektiv. Opfattelsen af arbejderklassens passive rolle i kampen for socialisme bygger på den analyse, som de marxister, der i sin tid grundlagde de socialdemokratiske partier (blandt andre Karl Kautsky), havde.

Socialisme

De opfattede socialisme som et uundgåeligt resultat af de øgede modsætninger som kapitalismen skabte mellem klasserne på grund af de stadigt dybere og hyppigere kriser. Derfor opbyggede de et parti, der skulle få flertal i parlamentet, og på den måde sikre den politiske overgang til socialisme, når kapitalismen som økonomisk system brød sammen. Arbejdernes selvstændige aktivitet var derfor ikke blot unødvendig, men en direkte trussel mod de socialdemokratiske ledere, fordi den kunne svække deres troværdighed som forhandlingspartnere med borgerskabet og dermed de parlamentariske landvindinger. Derfor blev de tyske arbejderes revolution i 1918-1923 blodigt nedkæmpet af Socialdemokratiet.

Reformisters vej til socialisme er ineffektiv, fordi de tror man kan angribe kapitalismen politisk, uden at borgerskabets økonomiske magt er anfægtet. Men sådanne reformer bliver undergravet, sådan som det skete med orlovsordningerne, da de blev for populære og dermed for dyre for systemet. Lige sådan vil økonomiske landvindinger, såsom lønsstigninger, kun være stakkede frister, hvis den samme gamle klike af magthavere ikke er sat fra bestillingen, fordi arbejderklassen så stadigt vil være under angreb.

Revolutionære socialister opfatter i modsætning til reformisterne, at kapitalismen ikke går under af sig selv, men skal afskaffes, og at den kraft der kan gøre det, er arbejderklassen. For når arbejdere kæmper for deres rettigheder eller mod angreb fra de, som har magten, er det et anslag mod kapitalismen både som politisk og økonomisk system. Udover at være et effektivt våben mod kapitalismen, er arbejderes selvstændige kamp grundstenen i et nyt socialistisk samfund.

Organisation

De organisationsformer, som arbejdere anvender i strejker, er et eksempel på, at et virkeligt demokrati bliver synligt, når arbejdere styrer selv. Men det endelige opgør sker ikke af sig selv, og derfor er det nødvendigt med et parti. Arbejdere er ikke robotter uden ideer. Alle mennesker danner sig en forklaring på den verden der omgiver dem, og selvom der sker enorme skred i folks bevidsthed når de selv er aktive i at ændre deres hverdag, så er de gældende borgerlige og reformistiske ideer meget stærke. “Der skal være nogen få, der bestemmer og som tjener flest penge“, eller “andre må stå for de indviklede politiske spørgsmål“.

Den italienske revolutionære Antonio Gramsci skriver om, at arbejdere i praksis kan lave oprør og på den måde frembringe en revolutionær situation, men stadig have en borgerlig eller reformistisk bevidsthed. Dette kalder han den dobbelte bevidsthed, og det er på grund af denne dobbelte bevidsthed at revolutioner i tidens løb er slået fejl, og de gamle magthavere har generobret magten.

Gramsci skriver også om hvorfor revolutionære ikke blot skal beundre klassens spontanitet, men interessere sig mere for, hvordan de som del af dens udvikling skal handle: “Ren spontanitet eksisterer ikke i historien. Det skulle i så fald modsvare ren mekanisk aktion. I de “mest spontane“ bevægelser er elementerne af “bevidst ledelse“ ukontrollable... Der findes en mangfoldighed af elementer af bevidst ledelse i disse bevægelser, men ingen af dem er fremherskende ...“

I en revolutionær situation vil disse forskelligartede bevidstheder mangfoldiggøres. Arbejderklassen får ikke på en gang den geniale ide, at overtage magten, og ødelægge det gamle statsapparat. For at sikre at de revolutionære kræfter i arbejderklassen faktisk ender med revolution og socialisme, er det ikke nok, at en håndfuld revolutionære på det rigtige tidspunkt overbeviser arbejderne om, at de skal lave revolution. En sådan lille håndfuld vil blive fejet til side af det enorme opbud af forskellige ideer og forslag til, hvad der må gøres, som opstår i kampene.

Det er nødvendigt, at de mest bevidste revolutionære arbejdere organiserer sig i et parti, som kan samle “mangfoldigheden af elementer af bevidst ledelse“, og gøre den politiske ledelse af arbejderklassen revolutionær. Ellers vil arbejderklassens magtovertagelse ikke ske.

Bolsjevikpartiet

Det russiske bolsjevikparti, ledet af Lenin, er et historisk eksempel på et sådant redskab i kampen for socialisme. Revolutionen i 1917 i Rusland er det eneste eksempel på, at arbejderklassen har vundet en revolution og opbygget et samfund baseret på arbejderdemokrati. Bolsjevikpartiet blev opbygget mange år før revolutionen og var i direkte organisk sammenhæng med arbejderklassen, idet størstedelen af medlemmerne var arbejdere. Når strategien for socialisme er, at arbejderklassen tager magten, er det ikke nok, at partiets program siger det. Partiet skal bestå af arbejdere. Samtidig skal partiet ikke bestå af hele arbejderklassen, men af de arbejdere, der er mest bevidste om, at revolution er nødvendig. Den del kaldes af Lenin avantgarden. Med avantgarde menes ikke en lille elite, men de hundreder og tusinder af arbejdere, som var ledende i de daglige kampe på fabrikkerne.

Bolsjevikpartiet opbyggede, dels gennem medlemmernes konkrete tilstedeværelse, og dels gennem partiets avis Pravda, et netværk blandt disse mest politisk militante arbejdere, og gennem dette styrkede det sine forbindelser til de bredeste arbejdermasser. Denne forbindelse til arbejderklassen sikrede at bolsjevikpartiet var et af de partier, der blev lyttet til i arbejderrådene under revolutionen. Og på baggrund af et bolsjevikisk flertal i rådene, kunne bolsjevikpartiets centralkomite vedtage opstanden, da tiden var inde. Det vil sige, at erstatte den provisoriske regerings magt med sovjetmagten. Selve denne millitære aktion blev organiseret og udført af partiet, men kunne ikke være sket uden den organiske forbindelse til arbejderklassen, som både sikrede, at den alternative magt, arbejderrådene, var opbygget, og at den efterfølgende organisering af samfundet skete med sovjetterne som grundstamme.

Der var en direkte sammenhæng mellem teorien om, at arbejderklassen er den aktive, drivende kraft i revolutionen i samspil med det revolutionære masseparti og den praksis, som bolsjevikkerne havde. I tider som nu, hvor arbejderklassen kun i korte glimt udfordrer det bestående, er det ikke umiddelbart indlysende, at revolutionær teori og revolutionære socialisters praksis hænger sammen. Som socialist i dag, kan man ind i mellem føle sig meget alene med sine holdninger.

Det behøver dog ikke være sådan, for ved at organisere sig sammen, bliver socialister og socialistiske ideer stærkere. Det er endda nødvendigt med et masseparti, hvis socialister skal kunne spille en rolle i samspil med arbejderklassen, når den for alvor begynder at udfordre systemet. Alle, som ønsker at være med til at opbygge partiet til det redskab som kan sikre revolution og socialisme bygget på arbejdernes direkte demokrati, bør derfor være medlemmer af Internationale Socialister. Men opbygningen af et masseparti sker ikke af sig selv. For at bygge et hus, må man lægge de nederste sten først, og sikre at fundamentet svarer til det hus man vil bygge. Derfor tilstræber vi i vores praksis i dag, i Socialistisk Arbejderavis, og i vores diskussioner på afdelingsmøderne, at forbinde teori og praksis. Ethvert oprør sættes i forbindelse med det endelige opgør med kapitalismen, og teorien forsøges konkretiseret i de daglige kampe.

Artiklen blev bragt første gang i Socialistisk Arbejderavis nr. 129, 22. feb. 1996

Flere artikler fra nr. 268

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange

Siden er vist 1489 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside