Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 5

Reportage og analyse af ok-udsalget

OK-87: Nej-kampagnen på vildspor

Martin B. Johansen

Den store enighed mellem DA og LO ved OK-87 skyldes næppe, at arbejdsgivernes og fagforbundenes forhandlere har været mere enige om kravene i år end i 1985.

Men en ting var de helt enige om: En storkonflikt skulle undgås for enhver pris. Det var forhandlerne enige om fra start. Derfor faldt der da også lidt kroner af til de offentligt ansatte og til grupper af ufaglærte.

LO-toppen har heller ikke lagt skjul på, at afstemningsproceduren med sammenkædning af alle forlig skulle sikre, at der ikke blev konflikt på noget område.

Fagtoppen siger ja

Alt tyder på, at forbundsbosserne får deres vilje. Selv om overenskomsterne ikke har opfyldt helt centrale krav om lavtlønsværn og 35 timers arbejdsuge, ser meget ud til, at nej-linjen står svagere end i 1983.

Ganske vist peger daglige beretninger i Land og Folk på, at flere og flere faggrupper denne gang siger nej til forliget. Hvad Land og Folk imidlertid ikke fortæller, er, at endnu flere – og endnu større – faggrupper siger ja. Men ønsketænkning gør det ikke nemmere at tage fat i de problemer, der ligger rundt omkring.

Det generelle billede er, at alle LO-forbund, med undtagelse af malerforbundet, anbefaler et ja ved urafstemningen.

Længere nede i bureaukratiet ser det dog lidt lysere ud, idet en del fagforeninger og tillidsmandsinitiativer rimeligt aktivt arbejder på et nej.

Det betyder, at kampen om stemmerne kommer til at stå mellem forbundsledelsen og de lokale fagforeninger. Og i dette spil har forbundsledelserne de bedste kort på hånden. Dels har de 35%-reglen med sig, dels muligheden for en massiv propaganda-kampagne over for de enkelte medlemmer.

En stor del af de venstrebureaukrater, som normalt stemmer nej, er denne gang blevet fanget med bukserne nede om knæhaserne.

Et eksempel er Jens Benfeldt, formand for Metal-Køge og aktiv SFer. Han sagde om forliget: “Jeg er i syv sind. I Metal-forliget er der plusser og minusser.”

Problemer i nej-kampagnen

Selv i DKP er der vaklen i geledderne.

El-forbundets hovedbestyrelse, hvor der både sidder SF'ere og DKP'ere, anbefaler enstemmigt et ja. BUPL vil ikke gå alene i kamp – heller ikke selv om de øvrige pædagog-fagforeninger og socialrådgiverne går med. BUPL vil have nogle af de store grupper med. Resultatet er reelt, at BUPL ikke ønsker en konflikt.

Ledelsen hos lærerne, politiet og sygeplejeskerne, som før overenskomsten kørte store kampagner, anbefaler i dag et ja.

Venstrefløjen i det faglige bureaukrati inden for det offentlige område har et problem. Det skyldes, at forligene her ikke sammenkædes. Dette perspektiv har også sat PMF i København, der normalt ligger til venstre for DKP, i en slem kattepine.

Hvis blot der skete en sammenkædning, kunne venstrebureaukraterne med sindsro fastholde deres traditionelle nej-linje.

På det landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense d. 17. januar lagde DKP’erne ud i fin stil, med parolen: “Fasthold kravene – stem nej – forbered storkonflikten”. Men allerede i løbet af den næste uge kom linjeskiftet hos DKP.

I stedet for storkonflikt blev der nu sagt “om igen”, altså genforhandling. Nøjagtigt den samme højredrejning som i 1985, hvor DKP foreslog lokale forhandlinger og genoptagelse af arbejdet. I praksis betød det, at de var med til at slagte påskestrejkerne af hensyn til en spinkel enhedsfront med socialdemokratiske fagforeningsledere.

At DKP tager genforhandlingsparolen alvorligt viste et velbesøgt tillidsmandsmøde i Århus d. 4. februar. Kun enkelte af de 300 tilstedeværende pegede på forberedelsen af en storkonflikt, som en del af nej-kampagnen. De DKP-dominerede fagforeninger hos murerne og sygeplejeskerne truede med at forlade forsamlingen, hvis storstrejke-parolen overhovedet blev sat til afstemning.

Men genforhandlingsparolen er og bliver utroværdig. Selv Radioavisen undrede sig over, at Nej-kampagnen lægger op til, at de selvsamme forhandlere, som én gang har solgt kravene, kan presse DA til bedre overenskomster uden en konflikt.

En Nej-kampagne som ikke bliver kædet sammen med forberedelsen af en konflikt på arbejdspladserne, bliver en ren stemmekampagne.

Uden et klart perspektiv for hvad nej-stemmerne skal bruges til, bliver entusiasmen svækket – og en hob af sofavælgere vil sikre et JA. Derfor er genforhandlings-parolen en kæp i hjulet på en aktiv kamplinje.

Selv om alt peger på et ja, er det dog ikke ensbetydende med, at kampen er slut indtil 1991. Forligene lægger op til, at spørgsmål om løn, fleksibel arbejdstid, overarbejde og personalekompensation lægges ud til lokale forhandlinger.

Selv om DA nu har fire år til at knække arbejdspladserne én for én, så kan lokale slagsmål tænkes at udløse stribevis af strejker.

I disse strejker kan erfaringerne med at organisere kampen fra fabriksgulvet genopbygges.

Ved at forholde sig målrettet til disse strejker kan socialister opnå at stå stærkere i kommende storstrejker, og dermed blive en udfordring til det uduelige DKP-lederskab.

Billedtekst:
Nej-kampagnens uddelings-avis. Med dem på holdet er vi sikre tabere.

Se også:
SAA 27: OK-87: De offentligt ansatte blev også forrådt
SAA 27: OK-87: Hardy Hansen – Den fødte taber
SAA 27: Urafstemningsreglerne: Skabt for at undgå kamp
SAA 27: IS mener: Arbejdsro for regeringen?

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990
Overenskomst 1987

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 942 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside